Første verdenskrig sluttede officielt den 11. november 1918. Men slutningen var planlagt noget før. Tysklands Øverste Hærledelse besluttede kapitulationen den 29. september 1918. Derfor er den dato lige så vigtig i Tysklands historie. Sammenlignelig, ifølge Sebastian Haffner (1907-1999), jurist og historiker, med den 30. januar 1933 eller den 8. maj 1945.
Når en fred er besluttet, hvorfor skal man så kæmpe videre, gå i døden for ingenting, eller for en ære, der kun er ledelsens? Denne indlysende tanke slår ned i matroserne i flåden, og det kommer til mytteri. Den 30. oktober 1918 udkæmpes der et drabeligt slag mellem matroser og søofficerer i Wilhelmshaven. En løjtnant giver ordre til at skyde mod matroserne, men bliver selv skudt af en af dem. Det er den tyske revolutions startskud.
Den øverste hærledelse har andre bekymringer. For dem gælder det stadig om at redde æren. Kapitulationen skal ikke komme fra dem, men fra regeringen. Det skal være et politisk snarere end et militært scenarium. Sådan får den amerikanske præsident Wilson, hvad han gerne ville have, demokratisk parlamentarisme i Tyskland. En ny regering ledet af Max von Baden og med deltagelse af Socialdemokratiets (SPDs) formand Friedrich Ebert bliver dannet.
