Så fik jeg også set Nolans Odysseen, som er en visuelt flot film, dog med lige lovlig megen ramasjang, effektjageri og dårlige dialoger, der skal komprimere det episke forløb.
Men historien er god og stærk – længslen efter at vende hjem – og med mange konservative budskaber om loyalitet, ære og mod, men også samvittighed, selv om filmen her skildrer en hedensk, brutal verden gennem den kristne verdens moralitet, som John Carptenter skrev på sin blog.
Men fred være med det. En kunstner har lov at tage sine friheder, og det gør Nolan i den grad. Det bliver filmen ikke ringere af, og man kan jo bare læse Homers mesterlige epos, som er en af den vestlige civilisations kernetekster.
For mig at se ligger Nolans bedste greb – som heller ikke er helt tro mod forlægget – et sted, som jeg ikke har set fremhævet hos andre fortolkere af filmen.
