Jeg har altid haft stor sympati for digteren Henrik Nordbrandt. Ganske vist ikke så meget som digter. Det er mere som person eller figur. Jeg nåede aldrig at tale med ham, men han har været til et par af mine foredrag, hvor han grinte på de rigtige steder, men også skar en diskret grimasse, når jeg ikke ramte sagen helt rent. Levende korrektur. Engang havde jeg en kronik i Information, som var en replik til hans digt om, at året i Danmark har 16 måneder (november tæller for fem). ”Hyldest til november” hed den, og jeg ved, at den morede ham.
Han havde mistet næsten alle illusioner, det har jeg næsten også. Til gengæld havde han utallige idiosynkrasier, det har jeg også, om end ikke de samme. Nordbrandt kan virke sur og vrissen, men man aner, at det skyldes en slags skuffet filantropi, og desuden har manden en vis fandenivoldsk humor.
