Allerede som barn fornemmede jeg, at det blev betragtet som noget særligt at være fra udlandet. Den eksotiske dimension var tydeligvis forførende for mange lærere og pædagoger.

Men på daværende tidspunkt satte jeg det ikke i et større perspektiv. Jeg begyndte i mine teenageår at lytte til bluesmusik; Martin Scorseses dokumentarserie The Blues (2003) satte for alvor gang i svingningerne. Jeg husker de sorte bluesmusikere og syntes, de var aldeles fremragende og jeg begyndte selv at spille guitar og mundharpe.

Dengang spillede jeg selv med på melodien om, at andre kulturer og folk af en anden afstamning var særligt spændende. Det var ikke noget aktivt valg, jeg havde truffet. Jeg blev formentlig grebet af stemningen som så mange andre.

Hvad der til en start var en slags fascination af det eksotiske blev i stigende grad til en slet skjult kritik af Danmark, danskerne og dansk kultur. Det blev for alvor tydeligt, da jeg bemærkede en uforsonlig kritik af Pia Kjærsgaard, som gav et smældende ekko på skolegangene med jubel til følge.

Politik var på det tidspunkt en by i Rusland for mig, selvom min interesse dog blev pirret efter lange samtaler med min far. Min mor er tysk-egyptisk, og jeg fornemmede ikke, at hun havde noget særligt imod begrænsning af indvandring og et klart krav om integration. Men den slags var ikke god latin hos “de kloge”, jeg stødte ind i min daglige færden.

Et stigende ubehag ved latterliggørelsen af alt dansk
Som tiden gik udviklede jeg et ubehag ved denne henkastede latterliggørelse af dansk kultur. En dansk kultur, der i alle tilfælde skulle tilpasse sig de nye kulturers lunefulde temperament.

Min mor voksede delvist op i Egypten med en striks muslimsk far, og der er ikke nogen tvivl om, at han ikke var kandidat til titlen som Guds bedste barn. Af den årsag konkluderede jeg hurtigt, at det ikke var alt, der var eksotisk, der også rimede på godt eller var en forbedring af det lille land, vi bor i.

Det betyder ikke, at jeg som en anden Martin Henriksen svælgede mig i flæskestegssandwich, indtil fråden løb ned af kinderne, tværtimod, men jeg kan huske, at jeg allerede dengang fornemmede unævnelige problemer med de nytilkomne, som længe var en større udfordring, end at finde noget andet på buffeten end en flæskestegssandwich.

Den berusende selvforelskelse i egen moralske habitus, der skulle udstråle overskud og tolerance, gjorde, at åbenlyse problemer med antagonistiske kulturer blev forbigået.

Bevidst og ubevidst. Man nægtede simpelthen at tale om, at der var noget galt. Angela Merkels “Wir Schaffen das” blev allerede presset ud mellem læberne på dansk for mere end 20 år siden.

"Inklusion" i folkeskolen og bullshit på universitetet
Tiden gik, og jeg startede på universitetet efter mange krumspring. Og på det tidspunkt faldt talen på “inklusion” i folkeskolen. Jeg husker min daværende svigerfar, der var skoleleder, febrilsk forsøge at konkludere, at alt var godt ved inklusion.

Af uransagelig årsager har jeg en meget højlydt alarmklokke, der ringer, når folk tydeligvis taler bullshit.

Nogen vil selvfølgelig indvende, at inklusion ikke primært drejede sig om at tilpasse sig nytilkomne, men ud fra de førstehåndsberetninger, jeg igennem tiden har fået fortalt, skortede det ikke med problemer med at få disse nytilkomne til at passe ind i den nye folkeskole.

På universitet begyndte at jeg læse meget andet end pensum. Jeg overveje at skifte til filosofi, men fik at vide, at det kunne jeg ikke “bruge til en skid”, så i stedet dyrkede jeg interessen for mere “tænksom” litteratur, sammen med mine øvrige interesser, som bestod af lange gåture, kvindebesøg, piberygning, lange baner røgwhisky og en masse guitarspil.

Det slog mig, at hvis jeg skulle tænke konsistent over tingene, var der for mange huller i de ræsonnementer, der lå til grund for den brogede idé om “multikultur”. Den glimrende engelske historiker Rafe Heydel-Mankoo sagde for nyligt i et interview, at der ikke er noget briterne hader mere end “hykleri” i forbindelse med indvandring og den tragikomiske Starmer-regerings absolutte maskefald. Og netop den fornemmelse havde jeg, når jeg skulle høre på de forblommede idéer fra godtfolk i næsten alle afskygninger, når de skulle forklare, hvorfor det var så fantastisk med stigende indvandring.

Bøhlandsdanmark
Der lå altid en vag, men alligevel tydelig kritik af Bøhlandsdanmark, som ikke var up-to-date med Spis Bedres seneste couscoussalat med brændte figner og kylling chasseur og østers skyllet i danskvand fra Perrier. Bøhlandsdanskerne var et tilbagestående stammefolk, fordi de ikke kunne tilpasse sig den nye bedetæppekultur syd for kamelgrænsen.

Og det er da rigtigt, at man ikke skal mange årtier tilbage for at finde steder i Jylland, hvor man betragtede salt og peber som krydderurter (hvilket jeg synes Prins Henrik med stor kærlighed til Danmark fik lavet lidt om på), men det alene kvalificerede bestemt ikke til at dømme disse mennesker ude af dansk kultur.

Jeg er ikke sikker på, at de seks herrer fra Randers Konservativ Ungdom, der i november 1943 sprængte broerne ved Langå for at sabotere infrastrukturer for tyskerne, skal vurderes på, om deres livret var butter chicken med mangosaft eller frikadeller med brun sovs og kartofler.

Kosmopolitterne flygter fra befolkningsudskifningen
Men netop denne foragt for provinsens adstadige og knap så koleriske kulturelle temperament er faktisk en drivende faktor i, hvad der minder om en befolkningsudskiftning i visse egne og forstæder i Danmark. Mange “kosmopolitter” er jo flygtet væk i væmmelse over traktorkørende ostemadsspisere, der ikke ønsker tvivlsom kvarttonemusik fra moskéens minaret, hvis de besøger en af landets større byer.

I årtier har et kulturelt selvhad begyndende med lidt ha-ha og klukkende vittigheder udviklet sig til en fanfare af negativ energi rettet mod dansk kultur og nu især hvide mænd, folk på landet og dem, der ønsker at bevare, hvad der er er særligt dansk.

Danmark er ikke er primært kendetegnet ved “tolerance og diversitet” - hverken historisk eller i dag.

Der er tale om universelle kvaliteter, der ikke siger noget særligt om Danmark.

Det er kommen for langt ud
Det er de små ting; silden med de rå løg, tilliden mellem naboer, relativ lav kriminalitet (indtil det unævnelige projekt ødelagde den dimension), Dr. Nielsen til julebordet, sang og dans om juletræet, Johnny Madsen, risengrød (især for Bertel Haarder) ordentlighed og kraftige skæreoste med kommen til morgenbordet. Selvom kommenosten også er ved at blive faset ud som resten af dansk kultur, fordi svært utilpassede typer ikke bryder sig om kommen. Det er kommen for langt ud, det er der ingen tvivl om.

Nå, ja, og rugbrød. Der findes sågar en sang om emnet. “Rugbrød nok til alle,” som Allan Olsen synger på albummet Dalton Tyve Ti (2009).

Hvad min radar opfangede for over 20 år siden, var fundamentet selvhadet, som kosmopolitterne har bygget oikofobien på. Og problemet er nu, at der er alt for mange, der kører på kulturens landevej med så tåget et syn, at de ikke aner, om de skal dreje til højre eller venstre.

Partikulære kvaliteter
For at en “identitet” skal kunne være netop en “identitet” skal den have nogle partikulære kvaliteter, som adskiller den fra noget andet. Det forstår man ikke i store dele af dansk kulturliv eller i politik. Og derfor padler man rundt i symbolske tilkendegivelser, der bedst kan beskrives som dydssignalering over for alle de andre everywheres, der kunne bo her eller der.

Jeg tror på, at Danmark - på godt og ondt - skal bevares, som det er, med små justeringer, der naturligt udvikler sig, som tiden går. Men den moderne omkalfatring af nationen til fordel for de mest patetiske ræsonnementer, der ikke består en alkoholmetertest, hvis de bliver stoppet af det filosofiske politi, har alt for længe sat dagsordenen her i landet.

Og det gider jeg satme ikke længere. Nu er det tid til danskhed i sin fineste form.