Når jeg en sjælden gang skal koble af fra den viderværdige verden, vi lever i, tager jeg på vandretur. Jeg har noget, jeg kalder mine ”danmarksture”. De blev indført, da jeg i vrede sagde mit job op på Københavns Universitet for snart tre år siden. Jeg skulle spare penge, nu da jeg ikke ejede kongens mønt længere, og der er ingen steder i Danmark, man ikke kan komme til for omkring 100 daler på en orange billet.

Hemmeligheden ved danmarksturene er ensomhed. At vandre ud i naturen – og bare slippe for andre menneskers selskab i en uge. Der er næsten ikke den dårligdom, det ikke kan kurere.

For nogle uger siden spurgte min kære redaktør her på Kontrast, hvor mine nye klummer blev af. Så måtte jeg krybe til korset og skrive tilbage til ham, at jeg havde været nødt til at ”trække stikket” nogle dage og tage på vandretur.

Ud på Gendarmstien
Denne gang gik turen til det sønderjyske, nærmere bestemt Gendarmstien – som virkelig kan anbefales til alle vandreentusiaster. Jeg startede i Padborg, hvortil jeg ankom ved middagstid. På cafeen, som lå midt i den lokale SuperBrugsen, fik jeg en styrkende kop kaffe, der skulle bære mig de første kilometer igennem til den lille tyske museumsby Kupfermühle. Med små yndige huse i nyboderstil, opført af den selv samme bygherre, nemlig Christian IV. Her skulle jeg have min første overnatning i Alte Direktionsvilla. Og hvor jeg dog glædede mig.

Freden i SuperBrugsen blev alligevel forstyrret lidt af en ældre mand, der helt ude af sig selv var ved at kontakte autohjælp for at klage over – netop manglen på hjælp. Han blev mere og mere ude af flippen og råbte og skreg, at ”nu kan jeg ikke mere!”.

I første omgang tænkte jeg mest på mig selv og på, hvor meget jeg faktisk havde glædet mig til bare at sidde og nyde min fredelige kop kaffe, inden jeg skulle snøre støvlerne og ud på vandreruten. Og så sad manden der ved bordet ved siden af og galpede hæmningsløst op.

Men efter nogle dage ude på ruten kunne jeg alligevel ikke slippe episoden. Han, den gamle mand, var jo tydeligvis – så emsig og kværulantisk han umiddelbart kunne lyde – også et menneske i nød, som bogstavelig talt skreg om hjælp. Hvorfor gik nogen – en eller anden – ikke bare hen og spurgte, om de dog ikke kunne køre ham et sted hen? Den dag i dag ved jeg det ikke. Og lige lidt hjalp det på humøret, at jeg i den lokale afdeling af Danbolig, eller en anden ejendomsmægler, hvor jeg gik ind for at spørge om vej, pludselig fik øje på en vaskeægte kendis, en medvirkende i programmet ”Hammerslag”. Nu gik alt da op i hat og briller!

Som dagene gik ude på Gendarmstien, faldt nerverne dog lidt til ro, og jeg begyndte at føle balancen genetableres i mit indimellem hårdt prøvede indre.

Det er noget af det, jeg elsker allermest ved at vandre. Tingene bliver så simple. Stå op om morgenen, spise et kæmpe ”morgenfoder”, som min far, bondesønnen, plejer at sige. Gå ud på ruten – og så ellers afsted-afsted. Med alt hvad man i denne stund ejer på ryggen og vandrestaven i hånden til at slå rytmen i gruset med. Videre, videre til det bliver aften, og man når hen til det nye sovested. Forhåbentlig en dejlig dansk kro med herregårdsbøf og fadøl i krostuen. Hvor der usvigeligt sikkert hænger et eller andet politisk ukorrekt skilt i stil med: ”Jeg har et standpunkt – indtil min kone tager et nyt”. Barhumor så det basker. I love it!

Eller synet af en lille bænk ved nordsiden af Flensborg Fjord, hvor stormfloden, der hærgede for et par år siden, har skabt kæmpemæssige ødelæggelser i form af jordskred og stykker af Danmark med træer høvlet af og styrtet i afgrunden – som var det mikadopinde. På bænkens ryg står der: ”Jeg overlevede stormfloden med ét brækket ben”. Love it!

16 km i fugleflugtslinje
Efter nogle dage skulle jeg gå fra Gråsten til Sønderborg. På papiret så det ikke uoverkommeligt ud. Herregud, sølle 16 kilometer i fugleflugtslinje. Men jeg var ikke i fugleflugtslinje, hvilket jeg et øjeblik glemte. Jeg var snarere i krabbelinje.

Ud langs kysten og omkring alle udposninger og indbugtninger. Nå, det gik jo udmærket, og vejret var for det meste strålende. På nær et kortvarigt tordenvejr ved Broager, som nærmest var lidt hyggeligt. Og fik mig til at tænke, at noget af det charmerende ved vores land er, at så lille det end er, har det en utrolig varieret natur og et underskønt landskab – hvilket man netop ser, når man bevæger sig fra fugleflugt – eller motorflugt – til krabbekravlen. Men også at vejret er så ”diverst” – hvis man vil have mig undskyldt det lidt forslidte pc-udtryk.

Uanset hvad: Solen kom hurtigt tilbage og jeg nåede en lille parkeringsplads ved stranden, hvor der var et par hundeluftere samt en ældre dame på min egen alder og hendes endnu ældre mor. Uheldet, eller tankeløsheden rettere, gjorde, at jeg var kommet afsted om morgenen uden tilstrækkeligt med vand på dunken. Den største dødssynd – overhovedet – for en vandrer. Kun lallende idioter gør den slags. Og sådan en var jeg åbenbart. For at det ikke skal være løgn, lykkedes det mig tillige at vælte den lille flaske med postevand, jeg netop havde fået stillet op på bordet for at tage en tår.

Den gamle dame og hendes endnu ældre mor forbarmede sig over mig. ”Vil du ikke have en Ramløse?”, spurgte de, og gik over mod bilens bagagerum, hvor de havde et ”hemmeligt” rum med kolde sodavand. For ellers kan man jo hurtigt blive lidt ”lang i halsen”, det vidste de selv. Joh, det ville jeg da retnok gerne, tak! De spurgte herefter, hvor jeg var på vej hen, og jeg svarede i overensstemmelse med fakta, at jeg var på vej mod Sønderborg. ”Hold da op!”, sagde de så, ”der er sørme langt”.

Nja, det mente jeg nu ikke rigtig, der var – komplet ignorantisk og kilometeroptimistisk, som jeg på det tidspunkt stadig var. I mit eget hoved havde jeg gået cirka halvvejen – mindst – og manglede ikke særlig meget. Et par pjatkilometer – højst. Desuden var det endnu kun tidlig eftermiddag.

Men jeg skulle snart blive en hel del klogere.

Mand og kvinde i vandkanten
Efter endnu et utal af kilometer på Krageetapen, hvor jeg stadig var ved nogenlunde godt mod og endog tillod mig selv en lille pause på en strand, hvor jeg drak den anden Ramløse, damerne heldigvis havde insisteret på, at jeg skulle have med i rygsækken, så jeg et syn for guder. Intet mindre.

I vandkanten lå, hvor yndigt så det ikke ud, et ungt par i det bare splitter ingenting og nød solen, vandet og hinanden. Som om MeToo og den intersektionelle feminisme og alt det lir slet ikke fandtes. Lige til at blive i godt humør af. Ja, lige til at blive helt høj af! Jeg stjal mig, som en anden ussel lurer, til en lille flig af deres uspolerede lykke. Sågar tæt ved det naturfænomen, man har kaldt Liebestunnel, altså ”Kærlighedstunnellen”, fordi træerne har bøjet sig hen over stien som et naturligt espalier ved et landsbybryllup.

Nå, videre, nu kan der da for pokker ikke være så langt. Hov! Er det ikke Sønderborg, vi har lige der ovre på den anden side? Jo, det er det grangivelig! Men så er jeg jo næsten i mål, og det er ikke engang aftensmadstid endnu. Herregud.

Kilometeroptimismen havde slået til igen, viste det sig. Ganske vist var Sønderborg By kun en spytklat væk i fugleflugtslinje. Men jeg glemte, at jeg ikke var en fugl, men en krabbe – der først skulle møve hele vejen ned omkring den gigantiske bugt, der afskar mig fra det eftertragtede endemålssted.

Kunne have været stendød
Ok, videre, videre. Benene nu tungere end nogensinde. Forbander mig selv, både over at glemme at tage vand med, og glemme min fremskredne alder. Et par gange falder jeg så lang, jeg er, midt i det ødeste øde. Jeg kunne have slået hovedet på en sten. Jeg kunne være slået til lirekassedame. Jeg kunne være stendød på stedet. Og ingen ville nogensinde have opdaget det, før der var gået flere døgn. Og feministerne ville have jublet. Og jeg ville aldrig igen have været i stand til at skrive en klumme til Kontrast. Svært at sige, hvad der var værst!

Men altså: vi overlevede. Opsedasse og videre. Er totalt ligeglad med naturskønhed, fuglefløjt og bedårende bølgeskvulp nu. Det handler udelukkende om overlevelse. Pyha, nu dukker Dybbøl Banke da i det mindste op i det fjerne. Med alle knoglerne fra de døde soldater. Lad mig bare blive en del af knoglesamlingen. Det passer såmænd meget godt. Jeg er alligevel snart ikke andet end en hoben skeletstumper. Stadig fortvivlende mange kilometer igen til jeg når Sønderborg by, kan jeg fornemme. Og endda bliver jeg sendt på en omvej på fem kilometer – skyder jeg det til – fordi stien et enkelt sted simpelthen er skyllet helt væk og havnet i æ hav, som det hedder på de kanter.

Men så, endelig, til sidst, fuldkommen udkørt og med et så vaklende bentøj, at min gang må have lignet sanktvejtsdans i slowmotion, fornemmede jeg, at byen lå – næsten – lige for fødderne af mig. Med kun den lille vandstribe, der skulle krydses over broen til slottet, hvor Christian II gik rundt med fingeren på bordet i sin fangenskabs fortvivlelse.

Dybbøl Mølle
Klokken nærmede sig 22. Præcis 12 timer siden jeg forlod Det Gamle Rådhus i Gråsten. Himlen lyste op i de mest overdådigt flammende ildfarver, rødt, orange, gult. Og, åh, Gud i himlen, hvad var det sidste, jeg skuede lige inden jeg forlod Dybbøl Banke og gik ind i æ stad?

Jo, det var ganske vist. Det var Dybbøl Mølle i det fjerne. Frem, med rystende trætte hænder, for at tage et billede. Og ikke kun et billede, men billedet. Billedet, der sagde alt. Om mine prøvelser. Både i det dennesidige og i det hinsidige, havde jeg nær sagt. Hvormed jeg ikke mener Guds Himmerige, men den frygtelige, frygtelige parallelverden, som vi kalder samtiden, og som al min tid og alle mine kræfter går med at bekæmpe. Præcis ligesom de danske soldater heroisk forsøgte at bekæmpe den tyske overmagt dér i 1864. (Uden sammenligning i øvrigt, som man siger, når man i virkeligheden ikke mener det).

Og noget gik pludselig op for mig. For nok led vi verdens største og mest forsmædelige nederlag dengang. Ja, vi blev som bekendt direkte nedslagtet i stor stil. Og indtil Genforeningen rettede lidt op på skaderne, var vores i forvejen bittelille land reduceret med en tredjedel. Alligevel, alligevel – og det var heri, i denne tanke, jeg fandt så meget mod, at jeg næsten ikke kan beskrive det; at det næsten føltes som et ”Heureka!” – så kæmpede vi imod.

Det er dét, Dybbøl Mølle betyder i det danske folkesind. Ikke John Mogensens halvåndsvage gamle halvfjerdsersang – han havde garanteret aldrig ved selvsyn set Dybbøl Mølle, sådan som jeg nu gjorde. Dybbøl Mølle er et symbol – ja, selve symbolet – på den danske modstandsvilje. Slut. Punktum. Finale. Så er den simpelthen bare ikke længere.

Det gav mig ikke alene kræfter til at slæbe mig de sidste meter frem til min seng ovre på Als-siden af byen. Fra den ene mølle til den anden på en måde.

Det gav mig også mod til – for ikke at sige forståelse for – hvorfor det alt andet lige stadig giver mening at kæmpe imod den Aftenlandets opløsning, vi oplever også i dag, i vores egen nutid, og som skyldes vor tids besættelsesmagt, der ikke kommer fra Tyskland, men derimod fra USA i form af wokebevægelsen – og først og fremmest dennes spydspids, radikalfeminismen. Som ikke mange fatter er den største fjende lige nu. Hvilket helt sikkert kommer til at koste os vores civilisation. Det bliver vor tids 1864.

Radikalfeminismen bærer islamismen frem
At selv kritikerne tror, den største fjende er islamismen. Når den største fjende unbedingt er feminismen. Thi når islamismen kan blive så truende i dag, så skyldes det ikke den selv. Det skyldes radikalfeminismen, den intersektionelle feminisme, som den også kaldes med et nyt tungebrækkerord, som bærer den frem i guldstol. Intet andet.

Derfor kan de virkelige ødelæggere og landsforrædere i dag også roligt se til, at mange kritiske hoveder og modstandsindstillede folk bruger al deres tid på at bekæmpe islamisterne. Ja, de kan faktisk selv lade som om, de deltager i denne kamp! For de ved udmærket godt, at nøglen til det nye Anti-Danmark og Anti-Vesten i sidste ende ligger hos dem selv. Det andet, ja, det er som at nappe hovedet af tæger. Når enhver ved, det er hele pivtøjet, som må ud.

Men én ting kan de aldrig nogensinde tage fra os: modstandsviljen, forsvarsviljen. Så meget op ad Dybbøl Banke det end er. Så meget vores smuldrede knogler engang vil ligge i jorden tilsyneladende til ingen verdens nytte. For forsvarsviljen, modstandsviljen er aldrig forgæves, aldrig ligegyldig.

Det har vi Dybbøl Mølle til at minde os om.

Og på den måde blev det alligevel sommer. Der kom alligevel en klumme ud af det. Som jeg håber min redaktør vil være nogenlunde tilfreds med.