En ny ansøgningsprocedure i Statens Kunstfond har som formål at reducere antallet kunstneriske projekter. Det sker i bæredygtighedens navn.
De nye retningslinjer indebærer, at de årlige ansøgningsfrister for billedkunst halveres, og sagsbehandlingen forlænges. Længere udstillingsperioder og genbrug af værker og koncepter er gavnligt for klimaet, mener fonden, fordi det medfører mindre transport.
At arrangere en ny udstilling er med andre ord ”ikke bæredygtigt”, fordi genstande flyttes fra et sted til et andet. Det er mere bæredygtigt at lade dem blive stående, hvor de er.
Men kunstprojekter er i udgangspunktet den mindst klimabelastende menneskelige aktivitet overhovedet. Kunstnerisk produktion består i at få værdier ud af ingenting, at bevare genstande for eftertiden, at lave en økonomi ud af immaterielt indhold. Derfor giver det per definition en mere bæredygtig økonomi jo flere kunstprojekter, som finder sted.
Dette syn på bæredygtighed har imidlertid ikke noget med naturen eller klimaet at gøre. Det er ikke sådan, at hver meter nogen kører en bil, påvirker klimaet. Den slags ideer hører til en puritansk tilbøjelighed. Det vil sige en forestilling om, at alt i tilværelsen har påvirkning på alt andet. At ”alt er politisk,” som det hedder.
Og for Statens Kunstfond er alt politisk.
