Det er velkendt, at menneskelig adfærd er noget, der smitter. Et menneske gaber, og straks så begynder en anden også at gabe. Så vidt vides en refleks, hvis oprindelse fortaber sig i vores artshistorie. På tilsvarende måde taler man om en smittende latter.
Men det er ikke bare gabet eller latteren, der smitter. Det gør ord og udtryk også, og det endnu mere. En eller anden person har en bestemt måde at tale på, og andre imiterer den ubevidst, som dengang alle kvindelige, socialdemokratiske politikere lød som Ritt Bjerregaard, så man f.eks. kunne høre samtlige stavelser i ordet selvfølgelig: selv-følge-liiig med den sidste stavelse trukket lidt ud.
