Forestil dig et Kina, hvor dampmaskinen, teleskopet og differentialregningen blev opfundet længe før de dukkede op i Europa. Hvor Newtons love var blevet formuleret i Chang’an, og Galilei havde haft sin pendant i Song-dynastiets hof.
Forudsætningerne var til stede: papir, trykkekunst, magnetisk kompas, krudt – alle datidens kinesiske opfindelser. Og alligevel opstod den moderne videnskab ikke dér. Dette paradoks formulerede den britiske videnskabshistoriker Joseph Needham allerede i 1950’erne: Hvorfor opstod moderne videnskab ikke i Kina, trods landets teknologiske forspring?
Dette spørgsmål har siden ligget i dvale som en filosofisk gåde – men i dag er det mere aktuelt end nogensinde. For Kina har rejst sig igen som teknologisk stormagt, med ambitioner om global dominans inden for AI, bioteknologi og kvantefysik. Men spørgsmålet trænger sig på i ny form: Kan sand videnskab overleve uden frihed?
Videnskabens væsen: Erkendelse eller harmoni?
Vestlig videnskab har sine rødder i en særlig metafysik: troen på, at verden er formet af universelle lovmæssigheder og derfor er forståelig, og at mennesket har en forpligtelse til at søge denne forståelse. Filosoffer som Kant og Descartes betragter erkendelse som et etisk anliggende.
For Kant er oplysning netop modet til at bruge sin egen fornuft – uden autoritetens mellemkomst. I kinesisk tænkning, særligt konfucianismen, ligger vægten på indre og individuel harmoni, ikke epistemisk erkendelse. Den lærde embedsmand skulle forstå klassikerne, ikke naturens love.
Daoismen, for sin del, opfatter tolkes ofte at afvise rationalitet, analyse og kontrol af naturen som i strid med den naturlige orden, det Daoismen kalder Dao (verdenssaltet). Som formuleret af Feng Youlan: “Kina har ingen videnskab, fordi det ikke efterspørger den. Det er det gode – ikke det sande – der er idealet.”
Den moderne videnskab, som opstod i Europa, var barn af konflikt og kritik af det bestående – ikke resultat af balance og harmoni.
Rationalitetens anatomi
Videnskaben kræver mere end nysgerrighed. Den kræver tvivl, metode, hypotese, eksperiment, falsifikation. Noget som Karl Popper netop understregede: sandhed er aldrig absolut, men noget, vi nærmer os ved at tvivle, opdage vi tager fejl og korrigere dem.
Og her kan vi følge et spor til fraværet af en videnskabelig revolution i Kina. Observationer fandtes, men ikke teori. Teknologi blomstrede, men uden systematisk metodologi. Hvor europæiske tænkere som Galilei og Newton søgte universelle love, arbejdede kinesiske lærde med kontekstafhængige mønstre – og ofte i embedsværkets tjeneste.
Needham selv mente ikke det var en underlegenhed, men bare en alternativ rationalitet. Ikke nødvendigvis ringere, men anderledes. Det rejser dog et relevant nutidigt spørgsmål om i, hvor stor grad videnskaben præges af den kultur, der bærer den – og hvad sker der, når kulturen nægter kritikken adgang?
Den autoritære viden
Det nutidige Kina har oplevet en voksende teknologisk selvsikkerhed. Kunstig intelligens, overvågningssystemer og avanceret bioteknologi anvendes målrettet og effektivt – ofte med statens interesser i fokus og trods det faktum, at den akademiske frihed under pres.
Censur af forskning, kontrol med universiteter og digitale firewalls er hverdag. Ifølge Freedom House har Kina været verdens værste internetdiktatur ni år i træk. Forskere og intellektuelle rapporterer om uformelle forbud, indskrænkede rejsemuligheder og en stadig strammere ideologisk styring.
Her møder Needham-spørgsmålet sin moderne spejling: Kan moderne videnskab overhovedet trives uden demokrati og ytringsfrihed? Er det nok med svulstige investeringer og evne til at komprimere store mængder data – eller er videnskab stadig afhængig af åbenhed, tvivl og selvkritik? Altså frie, tænkende og kreative mennesker.
Fremskridtet eller ingeniørkunst
De mest skelsættende teknologier i vores tid – fra AI til gensplejsning – påtvinger menneskeheden afgørende etiske spørgsmål. Netop her kræves ikke blot dygtige ingeniører, men frie tænkere. For hvad er værd at udvikle? Hvem gavner teknologien – og hvem kontrollerer den? Og bør vi udvikle teknologi bare fordi vi kan?
Kunstig intelligens er et rammende eksempel. Kinas AI-udvikling er lynhurtig, understøttet af statslige midler og uindskrænket adgang til alle slags data. Men samtidig bruges teknologien til masseovervågning, sociale regulerings-systemer og omfattende politisk kontrol. Kritik er ikke blot uvelkommen – den er noget nær umulig.
Som AI-forsker Timnit Gebru advarer om kræver implementeringen af så udviklet og skelsættende en teknologi etisk refleksion, hvis ikke kunstig intelligens blot skal forstærke mekanismerne fra de allerede eksisterende magtstrukturer.
Et åbent spørgsmål
Da Einstein blev spurgt, hvorfor moderne videnskab opstod i Europa og ikke i Kina, var hans bud, at der ikke var sket en syntese af metodologisk tænkning og praksis. Den græske logik, der fødtes i Europa, og den eksperimentelle metode, der blev taget i brug, også i Europa, smeltede sammen til en videnskabelig tænkning.
Dog behøver det ikke være logik og metode, der afgør kampen alene – men måske frihed. Den frie tanke og det åbne marked for idéer var det, der frembød renæssancens Europa. Et Europa præget af synteser mellem gammel viden og nye ideer.
Her blomstrede videnskaben i kraft af konkurrence mellem stater, religiøst beslægtet pluralisme og intellektuelle netværk og intet enkelt autoritært centrum kunne derfor definere sandheden. Søgen efter sandhed udkrystalliserede sig i denne pluralisme af ideer og udvikling af teknologiske løsninger.
Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvorfor videnskaben ikke opstod i Kina. Det er, om den kan overleve i lande og stater, der nægter sine borgere retten til at tænke frit.
