Der var engang en forfatter ved navn Carsten Jensen. Han skrev bøger, som selv hans politiske modstandere læste. Han rejste jorden rundt og så verden begynde igen og igen. Med tiden skrev han mindre, men mente mere og mere om alverdens forfulgte folk, minoriteter og jordens snarlige undergang.
Til sidst var forvandlingen fra forfatter til orakel med topmave komplet. Carsten Jensen vidste nu alt om rødvin, hvidvin, rosé, spaghetti carbonara, klima, menneskerettigheder, Palæstina, våbensystemer, sjældne jordarter, ondskab og nynazisme her, der og allevegne. Projektet var lykkedes: Carsten Jensen var simpelthen blevet menneskehedens samvittighed i egen person.
Forleden sad Menneskehedens Samvittighed så midt i en gadedemo på havnen i Aarhus og sørgede for, at hundredvis af rejsende kom for sent til deres færge. Fordi noget med Israel.
Så kom politiet og fjernede ham og de 30 demonstranter, der lignede fortabte sjæle fra en russisk roman, uplejede grønskollinger, som ville have bedst af at gå hjem og tage et bad, lave deres lektier, spise en rundtom med skinkepålæg til et nærende glas komælk for så at børste deres tænder i kaustisk soda og blive sendt på hovedet i seng.
”Jeg så utæmmet raseri deres øjne”, skrev oraklet siden om ordensmagten. Der vel at mærke blot flyttede ham, så de rejsende kunne komme forbi.
Klip til Carsten Jensen: "Som brølende udyr, og nej, jeg overdriver ikke, kastede betjente sig over aktivisterne. Jeg blev brat væltet om på ryggen og derpå trukket afsted i det ene ben (...) Begge mine underarme var flået op i blodigt rod, og fra et sår i håndfladen dryppede blodet rødt på asfalten."
Og hvad så bagefter?
Ja, så satte Carsten Jensen sig hjemmevant ind i et lyntog og lod sig ubekymret transportere tilbage til København. På 1. klasse.
