Gud er den største, siger muslimer bestandigt, i krig såvel som i fredstid. Og hver gang man ser videooptagelser fra terroraktioner eller krigsskuepladser, hører man gang på gang på gang dette absurde “Allans snackbar” (Allahu Akbar).
Og det er fuldstændigt lige meget, om det er vantro jøder, kristne eller muslimer, der slagtes. Gud er større end alle andre guder, er tankegangen. Gud er den største. Men hvem tilhører denne gud egentlig?
Hvem har patent på den? Retfærdiggør denne "gud" syriske jihadisters handlinger? Muslimske terroristers handlinger? Talebaneres, pakistaneres, Hamas-krigeres handlinger? Islamisk Jihads handlinger? Og når muslimer bekæmper hinanden, fx shiaer og sunnier, bliver de alle ved med at gentage de to magiske ord – men hvem holder denne æteriske gud med i sådanne tilfælde?
Også da Assads politiske fanger blev befriet fra de underjordiske fangehuller, hørte man på videoerne igen og igen: Allans Snackbar. Tålmodigt. Let undrende. Insisterende. Igen og igen og igen. Ingen snak om fangerne, om Assad, om Syriens fremtid. Blot disse to ord.
Guds dyr uden en selvstændig tanke
Som om, der ikke fandtes andre ord i det arabiske sprog. Gud er den største. Som om, det er Allahs vilje, der alene har ført til denne begivenhedsrække i verden. En skæbnetro. De selv er statister – eller blot guds redskaber. Guds dyr, der ikke kan tænke en selvstændig tanke, men kun mæle det ene: Alans Snackbar.
Til Free Palestine og andre islamistiske demonstrationer: Allans Snackbar. Der er tydeligvis tale om en kollektiv psykose. Vidste man ikke bedre, ville man tro, der var tale om psykiatriske, mandlige patienter, der gik rundt og gentog de samme to ord – som en sær besværgelse. En tvangstanke.
Jeg har aldrig hørt en kristen, der ved enhver lejlighed udbrød: Herre Jesus Kristus. Vedkommende ville blive overtalt til at komme i psykiatrisk behandling. Vi ville i så tilfælde turde kalde det, hvad det er: religiøst vanvid.
Islams levende zombier
Tydeligvis har denne syge religion, islam, let ved at trænge ind i folks kroppe og hjerner. Besætte dem fra isse til tå. Gøre folk til levende zombier, der vælger ufrihed og ulykke gennem hele deres miserable liv.
Fra fødslen trænger denne virus ind i offerdyret – i form af navne som Muhammed, Hussein, Ali. Trænger ind i sproget. I alle hilsener, talemåder, inshallah – om gud vil. Det lille barn har ikke en chance. Religiøs opdragelse fortrænger enhver rationalitet. Enhver selvstændig, kritisk tanke.
Bønner fem gange om dagen indprenter i de underkastede troende had og atter had. Had til de vantro. Had til anderledes tænkende. Had til kvinder. Had til frihed. Had til glæde. Had til livet. Og der henvises til Bogen, som består af lutter myter. Lutter løgn.
Hvilken syg religion, der kun har ført til ufred og elendighed her i verden siden det 7. århundrede! Ja, som har ført til udbredt sociopati, hvis ikke psykotiske tilstande blandt de blindt troende, med terrorisme, æresdrab, bandekriminalitet mv. til følge.
Man burde forbyde islam over hele verden. For der findes ingen moderat islam. Ingen moderate muslimer. Blot islamister – og de frafaldne. Ex-muslimerne. De evigt fredløse.
Men i Vesteuropa er vi forsigtige med at kritisere. Og vi tør da slet ikke forbyde denne religion, som ikke er en religion, men en politisk ideologi, hvis formål at underlægge hele verden sit hadske, tyranniske kalifat.
Det døende samfunds sidste dyder
I Vesten er vi så humanistiske, så forstående, så tolerante. Men som man siger, er apati og eftergivenhed et døende samfunds to sidste dyder. Jeg skriver dette efter at have set/hørt videooptagelser af grænsekampe mellem afghanske og pakistanske soldater, oktober 2025.
Allans snackbar, siger de igen og igen i mørket. Jeg skriver dette efter at have set videoer af, hvordan Hamas-terrorister henretter medlemmer af konkurrerende stammer på offentlig gade, omgivet af "palæstinensere", der skriger: allahu akbar.
Er det virkelig det eneste, de har at sige? Er det det eneste, de kan tænke? Hvad er det her for en massepsykose? Det gør mig urolig og uhyggelig til mode.
