Jeg kom for et par år siden til at omtale Moderaterne som et omrejsende sommertivoli af gøglere; med Lars Løkke i spidsen som let korpulent, men dog adræt, parlamentarisk trapezkunstner. 

Det var jo i grunden ikke særligt pænt sagt, men problemet er bare, at hver gang jeg forsøger at angre mine synder og tage partiet alvorligt, så går der højst 14 dage, før de helt automatisk spænder ben for sig selv, og min mentale bodsgang må starte forfra. Mens jeg sammen med resten af landet heldigvis får en lille, befriende latter undervejs, fordi der bare altid er en overdådighed over deres møgsager. 

Socialdemokratisk kongekabale
Efter at hele Danmarks Mr. Wet T-shirt, Dan Jørgensen, blev sparket til Bruxelles som ny EU-kommissær, måtte der en regeringsrokade til og dén gik sandelig ikke stille for sig. Her skar man ikke blot den eksisterende kage i nye bidder, men bagte en helt ny og langt større Christiansborg-kage, som formedelst skatteydernes penge kunne fordeles efter statsministerens forgodtbefindende. Sad man ikke allerede med en for tidlig mæthedsfølelse, så fik man den.

Valsen om taburetterne har nemlig betydet, at vores magtglade regering i samme ombæring fik sneget hele tre nye ministerier ind i deres i forvejen imponerende kongekabale.

Og tænk. Her gik jeg og troede, at danskerne er en nogenlunde fredsommelig forsamling, der godt kan navigere i hverdagen på egne ben og ved hjælp af egne hjerner, men dér tog jeg åbenbart grundigt fejl. For faktisk må vi indse, at vi er så udisciplinerede og hjælpeløse, at det kræver 25 ministre plus hvad der svarer til indbyggertallet i en mellemstor, jysk købstad af djøf'ere at holde styr på tropperne.

Så vupti – fik vi f.eks. det forventede og let angstprovokerende ministerium for beredskab og samfundssikkerhed, mens jeg personligt vil fremhæve min begejstring for oprettelsen af et ministerium for implementeringen af den grønne trepart; herunder give skuespiller og musiker Frederik Cilius helt ret i, at det lyder som titlen på en ny Harry Potter-bog. Kom ikke her og sig, at statslige embedsmænd ikke er litterært begavede. 

Tilbage til de moderate eksperter i mobning
For en af sidste uges nye ministre stak gevaldigt ud, da hun ikke som de andre har gået den slagne vej som folkevalgt, men i stedet har trådt sine politiske barnesko som såkaldt særlig rådgiver for Lars Løkke. Godt nok kun i et par måneder, efter hun blev plukket ud af Moderaternes sekretariat og genplantet i Udenrigsministeriet, men det med at udpege ikke-folkevalgte og gøre dem til ministre, har vi jo set før, selvom man i en sen nattetime godt kan have sine overvejelser om det demokratiske i den procedure. F.eks. er det jo bemærkelsesværdigt, at vores overordentligt vindmølleglade Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard blev hentet ind fra sidelinjen som tidligere direktør i energibranchen. Det er da et pudsigt sammentræf.

Men fluks glemte vi dog (som så ofte før) alt om demokratiske rettigheder og hyggekorruption, da det få dage efter ministerrokaden kom frem, at Moderaternes sekretariat længe har været en krudttønde af sexisme, voksenmobning og belastende arbejdsmiljø. Hermed har partiet ikke kun markeret sig med en række mere eller mindre heldige sager om noget med unge piger og ældre folketingsmedlemmer, men må også lade den ellers så frelste og medmenneskelige facade krakelere og bekende kulør. Lige før redaktionens afslutning kom der melding fra partiet om, at de lever fuldt ud op til deres moderate navn og ikke ønsker at placere noget ansvar, men tænker, at alt kan løses ved at hyre en skatteyderbetalt erhvervspsykolog. Og således bider alting sig selv i halen som sædvanlig.

Spionchef med nye opgaver
Er man ikke officielt direktør i cirkusbranchen, så er det jo helt generelt træls, når man får ansat en klovn eller to i sit menageri, så for at undgå lignende situationer i fremtiden kan Moderaterne med fordel gøre brug af tidligere PET-boss Jacob Scharfs nye firma, der har specialiseret sig i at screene og baggrundstjekke kandidater til diverse stillinger, før private virksomheder af vanvare kommer til at ansætte dem. På bedste spionmaner går Scharf og hans håndlangere i deres ekspertise nu potentielle medarbejdere grundigt efter i sømmene for at fastslå, hvorvidt vedkommende skulle have plettede straffeattester, uønskede sympatier, misbrug eller andre former for skjulte talenter af mindre prisværdig art.

Vi med et åbenlyst kærlighedsforhold til højrefløj, klar tale og personlig frihed kan nu for alvor se langt efter ansættelser i det forskræmte erhvervsliv, der danser rundt på æggeskallerne i et desperat forsøg på at undgå at blive sat i bås med nogen, der mener noget om noget som helst. Gråmeleret er jo også en farve - og ellers er ræverød stadig på mode, hvis man vil være sikker på at kunne færdes i fred i topstillinger og bestyrelser.

Irsk fængsel
Wokeismens lange og stadig utroligt blege fingre klamrer sig til de vestlige samfund, og i denne uge er en kristen underviser på en irsk skole igen-igen blevet arresteret under stor mediebevågenhed, fordi han møder op på området for sin tidligere arbejdsplads, som han blev suspenderet fra for to år siden.  Og ja, der er da noget jævnt anstrengende over selvbestaltede vandreprædikanter af forskellig art, men det interessante her er, at han ikke blev fyret, fordi han havde forgrebet sig på sine elever eller stjålet af kaffekassen, men ganske enkelt fordi han nægtede at undervise i transkønnethed og heller ikke ville bruge en kønsvildfaren elevs nye og ærligt talt lidt forvirrende stedord ”de”.

Enoch Burke har siden sin forbrydelse tilbragt over 400 dage bag tremmer, mens voldskriminelle på øen lige ved siden af nu løslades før tid, for at fængslerne kan rumme dem, der bruger ord og intellekt som våben – fremfor knive og knytnæver. I sandhed en spændende udvikling, som med tiden kan danne grobund for en helt ny samfundsorden.

Far ud af den svenske kirke
I samme dur (eller måske snarere mol) har vi seneste påhit fra feministernes lejr, hvor kirkegulvet er blevet kampplads for kønsideologisk vanvid. Den gamle bryllupstradition, at bruden føres til alteret af sin far eller en anden mand med tæt tilknytning til familien, må simpelthen anses for så patriarkalsk og vederstyggeligt kvindeundertrykkende, at den skal afskaffes. Mener nogen. Som efter mit personlige skøn nok aldrig sætter deres kulturradikale ben i en kirke og da slet ikke for at blive gift i den. Men derfor kan man jo godt kloge sig på andres gøren og laden, hvis den kan være genstand for påtaget og gerne fejlslagen indignation. 

Prins Christian finder egne ben
Ugens positive nyhed – altså udover Moderaternes aldrig svigtende underholdningsværdi – er, at Kongehuset lige for en enkelt gangs skyld har indset, at de er regenter for hele befolkningen, og ikke kun for dem, der er lettest at sole sig i. Kronprinsen har i de seneste dage været med det paralympiske team i Paris, og af billederne at dømme hyggede det unge menneske sig gevaldigt med de atleter, der fortjener mindst lige så meget rampelys og kongerøgelse som deres alment-sportslige kolleger.

Godt at se Christian træde ud af sine feterede forældres skygge og finde egne royale ben at stå på.