Den norske statsminister Jonas Gahr Støre føjer Norge til rækken af lande, der vil anerkende staten Palæstina. Det sker samtidigt med, at amerikanske styrker flytter ind på tomme, norske militærbaser. De to ting er forbundne.
Nationalisme betragtes i skandinavisk kultur som noget farligt. Mange ser den som en forløber for national-socialismen. Nationalisme har fået en betydning, som minder om ordet imperialisme. Nationalister er karseklippede mænd i militærstøvler og bombejakker. De er farlige, inhumane og antidemokratiske. At blive beskyldt for at være en af dem, indebærer social død i vores del af verden. Ingen vil lytte til, hvad man siger, efter det.
Men når det kommer til Palæstina, forholder det sig omvendt. I den kontekst er det ens menneskelige pligt at være nationalist til fingerspidserne. Den mindste nølen bliver opfattet som kætteri.
Selv palæstinensere der er født i andre lande, og hvis forældre også blev født i et andet land, betragtes stadig som palæstinensere, selv om der aldrig har eksisteret en stat ved det navn nogensinde. Deres bedsteforældre boede i den osmanniske provins Palæstina, men den var jo aldrig en stat i eget navn. Og siden 1948 har det sted, de kom fra, måske heddet Israel. Det ændrer ingenting. Det er stadig Palæstina.
Palæstina minder om Norge, Israel om Danmark
For nordmænd er historien om Palæstina ekstra stærk. Den minder til forveksling om Norges egen tilblivelseshistorie. I den udgave er Israel det historiske Danmark, som Norge skulle frigøre sig fra. Den frigørelse fandt aldrig sted, Norge blev revet løs fra Danmark som følge af Napoleonskrigene, og givet som krigsbytte til Sverige. Men i den norske nationsbygnings-liturgi fra det tidlige 1900-tal, hvor projektet egentlig handlede om løsrivelse fra Sverige (som fandt sted i 1905), har man indført en fortælling om ”firehundredårsnattten", da Norge var i union med Danmark.
Den fortælling er en skrøne. Henrik Ibsen griner stadig højt af den ved at lægge udsagnet i munden på en galning i dårekistescenen i Cairo (Peer Gynt). Men oprindeligt er det lånt fra Det Gamle Testamente, hvor man kan læse om israelitternes fire hundrede år lange nat som slaver under Farao. ”Lad mit folk gå!”, sagde Moses. Det siger vi, at nordmænd også sagde til den danske konge (hvilket de ikke gjorde). Og nu lader vi som om, palæstinenserne siger det til Israel.
Men det gør de ikke. Palæstinenserne i Israel nyder en politisk frihed, som ingen andre arabere gør i noget arabisk land. De udtrykker ikke noget ønske om at ”gå” noget sted hen. Fremstillingen af Israel som Egypten, og palæstinenserne som de bibelske israelitter, ignorerer, at Israel er et multikulturelt samfund. Den er også blind overfor det faktum, at grupper som Hamas, Islamic Jihad osv. undertrykker befolkningen og bruger den som kanonføde. Dvs. på vegne af deres opdragsgivere, Iran og Qatar. Ingen af dem kan fungere som en nutidig Moses for det palæstinensiske folk. Deres opgave er ikke at skabe et nyt og frit, demokratisk, multikulturelt og ligestillet Palæstina. Missionen er, at udslette Israel.
Det siger de både i tale og handling. De er modstandere af en tostatsløsning. Kun seks af OICs (Organisation of Islamic Countries, red.) 56 stater anerkender, at der findes en stat ved navn Israel. Mens vestlige lande vil anerkende Palæstina sammen med OIC, accepterer de, at OIC ikke anerkender Israel, som har været en stat siden 1948.
Kanalisering af undertrykte følelser
Det virker bizart, men man kan forstå det når man ser Palæstina som en stedfortræder. Jonas Gahr Støre forestiller sig ikke, at Palæstina opstår i morgen, med grænser og egne styrker og alting. Det vil naturligvis aldrig ske. Det er ikke praktisk eller principielt muligt, givet OICs modstand mod en tostatsløsning.
Derimod kanaliserer Gahr Støre nordmænds undertrykte, nationalistiske følelser. Gennem symbolet Palæstina får de et friere løb end gennem symbolet Norge. Der er ingen mistænksomhed, hvis man udlever overbevisninger om forbindelsen mellem blod og jord, så længe det foregår hos nogle andre. Påstår man, at nordmænd eller danskere er forbundne til Norge og Danmark med den samme formel, vanker der straks en beskyldning om nazisme.
Nationalismen har fået et ekstra nøk i disse år, hvor behovet for et troværdigt forsvar er blevet stærkere. Danmark kan mønstre en brigade i 2035. For Norge er tidshorisonten måske endnu længere. Det har med andre ord lange udsigter.
I mellemtiden flytter amerikanske tropper ind på vores baser. Når de gør det, afstår vi basens område til amerikansk lov. Det er i praksis et tab af suverænitet. Og det er nødt til at påvirke følelserne. Er vi egentlig herre i eget hus?
”Lad folket gå!”, føler man trang til at sige, men det kan man ikke. Der er ingen steder at gå hen for folket. Vi har prioriteret andre ting end forsvar og sikkerhed i mange år. Nu betaler vi prisen ved at få fremmede styrker ind i landet for at beskytte os.
Palæstina skal forene os igen
Det i sig selv inspirerer til at afstive af nationalfølelsen. Men den vej er lukket med et nazi-kort. Dette skaber en gryende frustration, som på sigt kan blive til politisk opinion. Sårede nationale følelser kan være et aktiv for populister. Måske endda populister støttet af Moskva. Følelserne kan rive sammenhold i stykker.
Staten Palæstina har til formål at genforene de splittede post-nationale europæiske samfund.
Til dette års 17. maj (Norges nationaldag, red.) klædte kvinder sig i folkedragt med palæstinensiske tørklæder som hovedbeklædning. Det var nationalisme i sin reneste form. Det er ikke, fordi de støtter Iran eller Saudi-Arabien. Tværtimod, de må anstrenge sig for at ignorere den dimension. Det er bestemt ikke fordi de er islamister. Det er fordi Palæstina er en ny version af Norge. Det er vores egen historie, vores egen dybe og mystiske forbindelse til Norge som et udsnit af Jordens overflade, der kommer til udtryk.
