I 1960’erne opstod en amerikansk folkebevægelse mod krigen i Vietnam. Den blev anført af, hvad man kan kalde en gruppe dissidenter; amerikanere, som vendte sig mod deres egen regering. Veteraner fortalte om krigens uhyrligheder, og kulturpersonligheder sluttede sig til. Der opstod en folkebevægelse, som formede flere generationer.
I nutidens Vesten læses politik stadig gennem prismet fra Vietnamkrigen. Kritikken og skepsissen mod amerikansk udenrigspolitik er forblevet en konstant. Man forventer, at enhver kulturpersonlighed slutter op om denne synsvinkel. Også i lande som har hele deres sikkerhed pantsat hos USA.
Det samme gælder Israel. Israelske eller jødiske kulturpersonligheder må meget gerne kritisere Netanyahu og krigen mod Hamas. Sådanne stemmer omfavnes automatisk i Vesten. Faktisk er netop tilhørigheden til enten landet eller religionen noget, som validerer kritikeren. Når kritikken kommer fra landets egne borgere, tages den ekstra godt imod i Vesten.
Alle andre steder er det anderledes
Men ud over USA og Israel gælder denne ordning ingen andre steder. Russiske dissidenter eksisterer ikke i den vestlige offentlighed. Nogle af dem dør på overraskende måder, som den russiske balletstjerne Vladimir Shklyarov. For få dage siden faldt han fra 5. sal efter han havde kritiseret krigen i Ukraine. Oppositionslederen Navalny blev i princippet dræbt to gange, fordi han overlevede det første angreb (gift i undertøjet).
Den slags hændelser ændrer ikke den vestlige skepsis til russiske dissidenter. Den skepsis er forankret i tradition ligesom den amerikanske heltedyrkelse.
Efter Den Russiske Revolution i 1917 blev den vestlige kulturmiddelklasse forelsket i kommunismen.
Den sovjetiske Gulag-fange og forfatter Aleksandr Solsjenitsyn afslørede Sovjetunionens mørke og bestialske side i bøger som Gulag-Øhavet og Den første cirkel. Hans forfatterskab splittede opinionen i Vesten.
De konservativt sindede indkasserede en politisk sejr, idet de kunne sige, at Sovjet var afsløret for al fremtid.
De progressive så - og ser - derimod verden gennem abstrakte, sociologiske begreber, så for dem var Sovjetunionen blot et bump på vejen mod Paradis. Nogle millioner straffefanger her eller der gjorde ingen forskel i den store sammenhæng. Som er forventningen om en ny og bedre verden.
Russiske og muslimske dissidenter ties ihjel
Krigen i Ukraine har mobiliseret en stor modstand blandt russiske kunstnere, som nu lever i eksil i europæiske storbyer. Men man hører ikke noget til dem. Set fra en arrangørs synspunkt er det ikke svært at forstå. Ingen steder åbner dørene sig. Der er ingen differentiering mellem regimet og dets kritikere. Passet og etniciteten kommer først og bestemmer alt i Vesten.
Det samme mønster gentager sig overfor OIC. Palæstinensiske kritikere af Hamas bliver ikke inviteret til morgen-tv i Vesten. I Saudi-Arabien er mindst 5 pct. af befolkningen ateister, men ingen venstrefløjsmedier vil interviewe dem. Der er enkelte undtagelser: Efter Jyllands-Posten Muhammedtegninger i 2006 bragte Weekendavisen en stemningsrapport fra en arabisk storby, hvor en person på en café jublede af glæde over satiren. Det blev ved denne ene historie.
Da den saudiske blogger Rauf Bawadi blev dømt til 1.000 stokkeslag for en post på Twitter, reagerede den svenske regering, anført af udenrigsminister Margot Wallström med kritik af regimet. Det kostede Sverige kontrakter for 5 mia. kr. og en stribe sanktioner i FN-systemet. Fulgte danske medier op på den historie. Naturligvis ikke. Tavsheden har sænket sig over Bawadi for længe siden, og hans skæbne er uvis.
Den jordanske opposition er liberalt orienteret og kritisk overfor tostats-løsningen, som den mener, holder konflikten mellem Israel og palæstinenserne i live. Der udbydes badeferier til Saturn oftere, end disse politiske stemmer optræder i vestlige medier.
Den libanesiske befolkning har lidt grænseløst under PLO (som udløste borgerkrigen i 70’erne) og Hizbollah. Har nogen hørt en eneste libanesers kritik af disse militser?
Næ.
Den vestlige opinion er ikke længere så meget opinion, som den er en koreografi. Udenrigspolitiske hensyn dikterer medier og den offentlige samtale.
Vestens afhængighed af OIC og Putin
I OIC's tilfælde er sammenhængen indlysende. Vesten skal have en stabil adgang til fossil energi og afsætning af varer.
I Ruslands tilfælde er sammenhængen den samme, men mere diskret. Men importen af russisk gas er begyndt at stige igen. I maj 2024 lå importen højere end i september året før. Det er en nedslående og sørgelig kendsgerning. Årsagen er, at Tyskland har afviklet alle kernekraftværker, og resten af kontinentet har lukket deres egne kulminer.
Krigen har derfor ikke ændret Europas afhængighed af Rusland. Putin kan stadig udløse blackout i Europa med uforudsigelige økonomiske og sociale konsekvenser. Det er den dybere grund til fraværet af bombefly i krigen. Ingen af parterne vil smadre ledningerne til Europa.
Vestens relationer til autokratier er tvetydige, splittet mellem værdier og økonomisk rationalitet.
Det sidste har første prioritet. Men en nationalstat er ikke kun en forretning. Den økonomiske rationalitet har også en pris. Den baner vejen for brutale indrømmelser.
Behandlingen af dissidenter fra Rusland og OIC hører ind under den overskrift. Spørgsmålet er, hvor grænsen for brutalitet egentlig går.
I øjeblikket vurderer de vestlige samfund, at diskretion overfor Putin er vigtigere end hensynet til de russiske dissidenter. Det er en ordning Putin bruger i sin egen propaganda for at legitimere krigen. Med henvisning til Vestens behandling af de russiske dissidenter kan han sige: ”De hader os fordi vi er russere” (og ikke på grund af krigen).
Lader man dissidenterne komme til orde, tager man det trumfkort fra ham.
