Jeg er fra den generation, hvor der i Anders And bladene fandtes reklamer for brudekjoler. ”Det ender med en Lilly model” stod der i reklamerne. ”Fra Anders And til ægtemand” gik den slagne vej.

Sådan er det ikke længere, for vi lever i en tid, der ikke promoverer ægteskab og parforhold. Det er egentlig et paradoks, for aldrig har man haft så mange muligheder for at møde ”den rigtige”.

Med fremkomsten af digital dating burde træfsikkerheden for Amors pile teknisk set være langt større end tidligere. Alligevel vælger stadigt flere den enlige stand, og stadigt færre vælger også at give livet videre.

Allerede i 2016 rundede antallet af enlige i Danmark 1,6 mio. mennesker. Det største antal var i København, hvor i alt 43 pct. af de 30-49-årige var enlige.

I den statistik gemmer der sig alle mulige plausible forklaringer på borgernes enlige status, men som følge af den moderne solistkultur, der er mest udtalt i storbyerne, ligger fertilitetsraterne i næsten hele den vestlige verden langt under det niveau, der skal til for at reproducere befolkningen bare i forholdet 1:1.

Ifølge OECD er den gennemsnitlige fertilitetsrate i medlemslandene faldet fra omkring 3,3 børn pr. kvinde i 1960 til ca.1,5 i 2022 – langt under erstatningsniveauet på 2,1 barn pr. kvinde. I Danmark var fertiliteten i 2025 nede på 1,5 barn pr. kvinde, det laveste siden slutningen af 1980'erne.

Undtagelsen Israel
Sydeuropæiske lande som Italien og Spanien ligger endnu lavere med ca. 1,2 barn, mens Israel udmærker sig med næsten 3 børn pr. kvinde, også blandt de højtuddannede og urbane grupper, som ellers i Vesten er den gruppe, der oftest fravælger børn.

For en lille og hårdt prøvet nation som Israel, er der ganske enkelt ikke plads til at undlade at få børn, selvom de er under angreb fra alle sider.

I sig selv dementerer Israels fertilitetsrater jo argumenter om ikke at få børn grundet krig, konflikt og klima. Det er blot noget, man legitimerer sit valg med.

Israels rater er jo også et udtryk for livskraft, livsvilje og modstandskraft mod uddøen, men generelt er vi i Vesten på en katastrofekurs, hvad angår fertilitet.

Aborter i Danmark
Af de graviditeter, der forekom i 2023, endte i alt 15.260 med en provokeret abort. Til sammenligning blev der samlet set født 59.443 børn i Danmark i 2025, og gennemsnitsalderen for førstegangsfødende var 30,4 år.

I et debatindlæg her i Kontrast gør Nikita Nielsen rede for konsekvenserne af disse tendenser i den danske befolkning, herunder også for indvandringen. Der er ikke blot tale om tal.

Det er et civilisatorisk symptom og problem, der kan benævnes som ”de golde generationer” – generationer, der ikke bærer frugt, fordi de enten har mistet tiltro til fremtiden, til forpligtelse og ansvar, til livets dybere formål, eller til de samfundsopretholdende institutioner, der er familie, parforhold og ægteskab.

I det følgende vil jeg pege på nogle af de faktorer, der bidrager til den faldende fertilitet.

Datingkultur
Faldet i fertilitet skyldes komplekse årsager, og jeg foregiver ikke at give fyldestgørende svar på det i denne tekst, men der er i vidt omfang tale om konsekvenser af udviklinger i den moderne vestlige livsstil, hvor komfort og normopløsning er bidragende faktorer til den dalende befolkningstilvækst, hvilket Lars Glade har skrevet om her i Kontrast.

Dating-apps og hook-up kultur har også fundamentalt ændret mønstrene for pardannelse, men selvom online-dating har faciliteret muligheden for – i teorien – at finde sit helt rigtige match, så er den digitale dating problematisk.

Blandt andet fordi mulighederne i hvert fald for kvinder er mange – måske for mange! Hvilket vanskeliggør valget.

Hypergami
Det er i hvert fald påvist via algoritmer på datingapps, at kvinders opmærksomhed koncentrerer sig om en ganske lille procentdel af de mænd, der byder sig til på datingsites.

Algoritmerne viser at 85-90 pct. af kvinderne koncentrerer sig om 10-15 pct. af mændene, og derved forbigås majoriteten af mænd, som altså ikke vurderes til at være attraktive nok.

Dette fænomen er, hvad der kaldes for hypergami. Kvinder dater helst opad – forståeligt nok, især hvis det skulle udmønte sig i børn, hvilket det sjældent gør, men kvindekønnets kvalitetsinstinkter er intakte. Tendensen er, at mange kvinder ikke vil nøjes med ”almindelige” mænd.

Alfahannerne, de mest attraktive i den øverste percentil, har til gengæld så mange valgmuligheder, at de på den anden side ikke retter opmærksomheden mod majoriteten af kvinder, men koncentrerer sig om den øverste percentil af de mest attraktive kvinder.

Der følger en kynisme med den digitale datingkultur, hvor mennesker m/k objektiveres, og mange relationer udsættes eller opløses, før de når pardannelsens stabile fase, hvis ikke de på forhånd er dømt ude.

Familiedannelse og børn bliver i denne kultur selvsagt en sjældenhed.

Antinatalisme
Antinatalismen har fået en kulturel resonans i denne kontekst. David Benatar argumenterer i sin bog Better not to have been for, at det moralsk set er bedre ikke at bringe nye mennesker til verden, fordi livet uundgåeligt indebærer lidelse.

For mange bliver ideen om, at det er etisk forsvarligt at fravælge børn en intellektuel retfærdiggørelse af et allerede eksisterende valg.

Børn er ikke længere et kald, men et projekt, der skal passe ind i et fleksibelt livsdesign, og man har i visse ”progressive” kredse talt menneskelig mangfoldiggørelse ned. Antinatalismen er i sin essens en anti-humanisme.

Incels og pornografi
Internetpornografi og incel-kultur udgør en ny dimension af det narcissistiske samfunds udfordringer. Mange unge mænd, der måske bliver vraget af kvinder, kan let finde seksuel forløsning online.

For mange er det ikke muligt og for nogle ikke længere nødvendigt at indgå i virkelige og stabile relationer for at opnå seksuel tilfredsstillelse.

I gamle dage skulle der arbejdes for sagen, men det er der flere og flere, der kapitulerer over for. De gider ikke besværet længere. Med opkomsten af AI vil denne udvikling formentlig tage fart ifølge den canadiske psykolog og forfatter Jordan B. Peterson.

Seksualiteten bliver som digitalt fænomen frakoblet virkeligheden og dermed naturligvis også familiedannelse. Kroppen og lysten tilfredsstilles uden perspektiv for videre liv. For nogle er det en frigørelse, men for hver femte mand er det en forbandelse.

Hedonismen hersker
Kærlighed og seksualitet bliver reduceret til ”hudsult” sådan som Amalie Langballe fra Weekendavisen beskriver det i sin artikel om datingmarkedet. En hedonistisk og nydelsessyg kultur fremhæver frihed uden bindinger og øjeblikkelig belønning frem for langsigtet engagement.

Det lange seje træk, som kærlighed og familiedannelse altid indebærer, er der færre og færre der lykkes med; ikke nødvendigvis fordi man ikke vil, men fordi det er krævende og kræver konstante kompromiser.

Resultatet er færre par, færre børn og en social fragmentering, som er vanskelig at genetablere, når det bliver normkultur.

Dertil kommer, at det selvvalgte og barnløse singleliv anprises oftere i medierne i disse tider. Vi bevæger os mod undergangen, hvis vi som samfund hylder frivillig barnløshed.

Åndelig krise
Den demografiske og kønssociale krise ledsages af en manglende kulturel forankring. Kultur og religion har mistet evnen til at formidle en dybere mening for det moderne menneske, og tilværelsens lethed har erstattet det, der engang krævede engagement og selvopofrelse. Terapeutisk moral og selvoptaget frihed fremhæver velvære som det højeste mål, og opofrelse ses ikke længere som kilde til personlig udvikling og vækst.

Det selvkredsende samfunds borgere er bundet til deres eget projekt. Identitet skal konstant bekræftes, justeres og forsvares. Energien bruges indadtil og overfladisk (mindfullness, fitness m.v.) og der bliver derfor meget lidt tilbage til børn, traditioner og institutioner, der kræver tålmodighed og tid fremfor øjeblikkelig anerkendelse og validering.

Tilværelsens lethed er blevet et mål for mange, der ikke ønsker at indgå i noget, der er svært, uforudsigeligt eller permanent. Tendensen gælder både Generation X, Y og Z. Det er blevet mainstreamkultur på tværs af tiderne.

Levefod i de større byer
Det er et overset fænomen i den demografiske debat, at økonomiske hensyn gør børn til et sekundært valg. Fra 0-18 år må det forventes at opfostringen af et barn koster mellem 800.000 til 1.000.000 kr.

Boligpriserne i de større europæiske storbyer, hvor de fleste unge gerne vil leve og bo er efterhånden så høje, at mange unge må acceptere en fremtidig levestandard, der er lavere end deres forældres, medmindre de får gavn af arvet friværdi.

Mange førstegangskøbere kan ikke komme ind på markedet, selvom de tager gode uddannelser og har udsigt til en rimelig løn, der førhen gav dem de muligheder som de ikke får i dag.

I mange europæiske storbyer flytter unge senere hjemmefra på grund af prisniveauet. Selvstændigheden og modenheden udsættes derved – og det gør børn også.

Det er altså intet mysterium, at den demografiske udvikling hænger sammen med privatøkonomiske udsigter for de yngre generationer. Når indkomst og boligtilgængelighed begrænser livsrum, bliver børn endnu mindre realistiske; mange fravælger familielivet også af den årsag.

Den britiske journalist Douglas Murray har i sin samtidsdiagnostiske bog The Strange Death of Europe – Immigration, Identity, Islam (2017) gjort opmærksom på denne problematik.

Fra goldhed til fornyet frugtbarhed
Demografi er skæbne, siger man, men skæbnen er ikke uafvendelig, og at beskrive de golde generationer er ikke at gøre sig til dommer, men at opfordre til en ommer.

Den demografiske krise er opstået over tid i fælleskulturen, og hvis det en kulturelt betinget adfærd, at der ikke fås børn i tilstrækkeligt omfang, så kan det også aflæres igen, hvis en forandret kultur opfølges af en ændret social struktur for betingelserne for at stifte familie.

Det er et samfundsanliggende, såvel som en mentalitetsændring hos den enkelte, der i denne henseende skal til.

I lang tid har de vestlige befolkninger vendt sig væk fra traditionerne, men traditioner er jo eksperimenter, der lykkedes og har vist sig at have en blivende værdi.

Dekonstruktion, kritik og nye ideologier har efterladt os med meget lidt at sætte i stedet for traditionerne. Det er derfor tid til en retraditionalisering af kulturen, ikke mindst hvad angår fertilitet og demografi.

Der er brug for at tale livet op og at genindsætte familien i højsædet og glæden ved andet end sig selv, hvis vi skal lykkes med at værne om nationen, og ordet nation kommer jo af det latinske ord for fødsel. Det hænger uløseligt sammen.

Børn – en god forretning
Børn er en god forretning. De skaber det største afkast: De skaber forbrug nu, øget omsætning, produktion og vækst, senere også skatter, og de sikrer en fremtidig arbejdsstyrke. Singler, barnløse og barnfrie bidrager også på mange måder, så længe de er til. Herunder til forbrug og skatter, men uden børn stopper samfundets fremtid.

Samfundet kan i princippet klare sig uden singler og barnløse, men ikke uden familier med børn, hvis man ønsker en langsigtet økonomisk og demografisk bæredygtighed.

Kort sagt. Ingen børn, ingen civilisation. Et samfund bestående af enlige er et oppegående dødsleje. Så Danerne må hejse fædrelandsfanerne og hoppe i kanen!