Af og til møder man en skikkelse i den offentlige debat, som på én gang virker selvsikker og dybt mismodig. En person, der taler med videnskabens autoritet, men hvis verdensbillede lader til at være gennemsyret af eksistentiel tristesse. I mine øjne er Lone Frank fra Weekendavisen den sørgeligste kvinde i dansk presse.
Hun indtager en særlig rolle i offentligheden. På den ene side optræder hun som forsker og videnskabsformidler. På den anden side fremfører hun et klart progressivt politisk projekt.
Det særlige er, at de to roller smelter sammen. For hos Lone Frank bliver videnskaben et redskab til bekræftelse.
