Kommentar

16.05.24

Der er et yndigt land - hvis man kigger sig for

Nick Mogensen har kun hovedrysten til overs for politisk korrekte meninger om dit og dat. Vi sendte ham ud på de vestjyske landeveje for at møde virkeligheden. Her er 10 af de betragtninger, han vendte tilbage med.

1. Jeg vågnede til fuglesang. Jeg tror, det var et par gulspurve. Læste, at Jyllands-Posten nu mener, at der findes 65 køn. I fugleverdenen, er de mere fornuftige; her er der stadig en klar skillelinje mellem han og hun. Vores dødsdans med relativisme og aktivistisk kulturmarxisme a la Mao skaber kun ødelæggelse af en ellers rig og flot nation. Derfor er der også så herligt at være menneske i naturen, hvor man er forankret i eksistensens præmis og ikke oplever svære ideologiske sygdomme.

2. På en rasteplads, hvor jeg købte en kop kaffe og en pakke pastiller, købte en vognmand 1.5 liter Booster, to franske hotdogs og to chokoladebarer. Det er en hel del energi til en stillesiddende køretur, men han havde da også kraftige knogler.

3. På gården er der ro. Hestene blev fodret. Gamle "Følle", som ligner en bjørn stået op fra vinterhi, forærede mig en masse hestehår, som souvenir. Vi mødte også Telpa, en ung hoppe. Derpå kørte jeg ud til Andersen Winery for at hente en flaske mousserende vin. På vejen dertil så jeg en kvinde, der sad under en overdækning i egetræ og solgte bøger. Jeg klodsede bremsen og kørte ind i indkørslen. Jeg købte blandt andet en biografi af prins Henrik. Indtil videre virker den ret interessant skrevet. Bella og jeg lavede aftensmad. Æggekage. Efter det færdige arbejde, kunne vi sidde i haven og nyde den sidste sol med et glas Andersen i glasset. Vi fik en cognac til aftenkaffen. Hvad mere kan man forlange?

4. Danske journalister lider af Trump Derangement Syndrome. Ingen af dem har nogensinde viderebragt historien om Barack Obama, der kaldte sin bedstemor for en "typisk hvid person", efter hun havde spinket og sparet i årevis for at sende ham i "prep school". Men så snart Trump skriver et tweet på X, så flipper de ud.
Analysen af amerikansk politik i danske medier er eksistentielt forloren. Disse journalister kan ikke lægge deres egne idiosynkrasier fra sig i bare ét sekund.

5. Det danske landskab er vidunderligt, når solen skinner, fuglene synger og farverne er kommet ud af skabet. Jeg har været til stort ridestævne og tilsyneladende får cowboyhatten rytterne til at tro, at jeg er meget forstandig hvad angår heste. Næste gang, tager jeg bøllehat på. Jeg løb en lille tur inden frokostpausen, som endte med at blive 16 kilometer i godt bakket terræn. Men hjertet slår stadig og fordelen er, at man bliver hurtigere beruset, hvis man tager en stærk øl ved målstregen. Nu har jeg god rødvin i glasset og jeg købte en Barleywine i Meny. Bare for at prøve det. Lad os se om jeg får superkræfter, når jeg har drukket den.

6. Jeg debatterer indimellem med folk, der fremturer med, at de baserer deres holdning på evidens. Det bliver interessant, men når man spørger dem, om de vil ændre holdning, hvis evidensen viser noget andet, så er der stor modvillighed. Deres "holdning" er med andre ord ikke baseret på evidens, de bruger den bare til at fremme en bestemt agenda.

7. Lukningen af Corona Camping i Køge er et eksempel på, at myndighederne er opsatte på at knuse sagesløse mennesker, der ikke gør nogen fortræd, fordi de ikke passer ind i kassen. Amerikanske Batya Ungar-Sargon har skrevet en glimrende bog om, hvordan den (amerikanske) snakkende, akademiske overklasse "rigger" systemet til deres fordel, imens almindelige mennesker med lavstatus-jobs efterlades på perronen og må gøre det hårde arbejde. Noget tilsvarende ser vi i Danmark.

8. Efterlyst for voldeligt overfald på en rasteplads i Midtjylland: A: 35-40 år. Mellemøstligt udseende. 165 centimeter høj og kraftig kropsbygning. Sort, kort hår og med skægstubbe. Manden bar kasket og sort dunjakke. B: 35-40 år. Mellemøstligt udseende. 190-200 centimeter høj, almindelig kropsbygning og brun hudfarve. Sort, kort hår og med fipskæg. Manden bar sort dunjakke med noget hvid farve ned langs lynlåsen samt rød/orange bukser.

9. Jeg har ofte oplevet især unge kvinder sige, at de "ikke har brug for mænd". Det samme gør sig ikke gældende med omvendt fortegn. Men sagen er, at vi meget afhængige af andre. Når vi tænder for håndvasken, er vi afhængige af VVS'eren, renseanlægget og kloakmesteren. Når vi sætter os i bussen, er vi afhængige af chaufføren, mekanikeren og brændstoftproducenten. Når vi går ud af at spise, er vi afhængige af bondemanden, opvaskeren, tjeneren og kokken. Idéen om den frigjorte kvinde, der ikke har brug for nogen andre end hende selv, er noget af det mest åndløse bæ, jeg har hørt. Det ville klæde os alle at huske, hvor afhængige vi er af hårdtarbejdende mænd og kvinder, der gør en nærmest umulig indsats for at vi alle kan leve et tåleligt liv. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre.

10. Jeg stod op lidt over 6 i morges. Det havde regnet. Der var blikstille og vådt udenfor. Ingen at se udover et par gårde i horisonten og et par svaner på vandet. Jeg lavede en kop kaffe og hældte det sidste sødmælk i. To minutter senere var jeg klar til at køre. Jeg slog krybegearet til, da jeg skulle have vognen op ad stejl grusvej. Det betydeligt øgede moment er meget værd i sådanne situationer. Jimny'en er den bedste bil, jeg har ejet. På den korte tid, jeg har haft den, har den bragt mig gennem ild og vand. Campingvognen er afleveret på værkstedet, hvor den skal have lavet en lille skade, jeg lavede den første dag, fordi jeg var smart i en fart og manglede erfaring. Man lærer jo.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter