Lad mig gå til bekendelse med det samme. Jeg er ikke den store fan af hverken de elektroniske eller de digitale medier.
Grunden? Jeg er simpelthen håbløst forelsket i det skrevne ord. I stilheden og roen omkring det. I den langsomhed, der knytter sig til det, og som giver rum for genuin refleksion og grundig overvejelse – før man springer frem til en eller anden mere eller mindre skråsikker mening.
Ja, jeg er først og fremmest tilhænger af det skrevne ord, fordi det ansporer én til at tænke vertikalt og få overblik over lange tidsstræk; til at samtale med kloge hoveder på tværs af historiens æoner. Og fordi det animerer til, at man går i konstruktiv indre dialog med sig selv.
En hukommelse som en guldfisk
Mindre tilhænger er jeg af det talte ord – hvad enten det er i fysisk eller formidlet form. Det talte ord er ofte ekstremt glemsomt. Som en engang sagde: det talte ord har en hukommelse som en guldfisk.
