Rent demokratisk er der for mig at se ingen tvivl om, hvad det vigtigste spørgsmål ved det amerikanske præsidentvalg er. Det absolut vigtigste spørgsmål står ubetinget mellem ytringsfrihed og censur. Så væsentlige spørgsmål, der ellers er i spil: økonomi, immigration, familiepolitik, abortlovgivning, er og bliver de dog underordnet spørgsmålet om 1st Amendment.

Derfor kommer man heller ikke uden om at gøre op i hård valuta, at det er Donald Trump og ikke Kamela Harris, der er garanten for, at demokratiet fortsat består i Staterne – og dermed i sidste ende også på kontinentet – efter den 5. november. Af den simple grund, at han forfægter ytringsfrihed, mens hun forfægter censur.

Som modløber Viviane Ellasofie Karlsen skrev i sine præcise og velturnerede tirsdagsbobler, så vidner ikke mindst censurståhejet omkring den meget omtalte Trump/Musk-samtale om dette. Man kan, skriver Viviane, ”næsten høre EU-hymnen i baggrunden under læsning af EU-kommissær Thierry Bretons brev til Elon Musk forud for sidstnævntes stort anlagte interview med Donald Trump natten til tirsdag (dansk tid). Her pointeres det nemlig lige, at Musk – som ejer af platformen X, der som bekendt tillader tølpere med afvigende holdninger som f.eks. undertegnede – bærer et betragteligt ansvar for ikke at ”fordreje” debatten, når han i sin vildfarelse vover at give taletid til et løsgående missil som Trump.” 

Karl Poppers oplyste grundlag
Sagt anderledes: Afskaffes ytringsfriheden, som man er godt på vej til i Europa, og som Harris/Waltz-duoen i forlængelse af Biden-administrationen er godt på vej til at ville gøre i USA, falder alle de andre spørgsmål væk. Man ville nemlig ikke kunne komme til at diskutere noget på et blot tilnærmelsesvis ærligt, sagligt og oplyst grundlag, sådan som Karl Popper beskriver forudsætningen for demokratiet i sit centrale værk Det åbne samfund og dets fjender (1945).

I slutningen af bogens første del sætter Popper tingene på spidsen, når han siger: 

”Vor drøm om himmelen kan ikke virkeliggøres på jorden. Når vi én gang begynder på at stole på vor fornuft og på at bruge vore kritiske kræfter, når vi én gang føler det personlige ansvars kald, og dermed ansvaret for at hjælpe med at fremme kundskaben, så kan vi ikke vende tilbage til en tilstand af stiltiende underkastelse under stammens magi. For dem, der har spist af kundskabens træ, er paradiset gået tabt. Jo mere vi prøver at vende tilbage til stammelivets heroiske tidsalder, jo mere sikre kan vi være på at ende med inkvisition, hemmeligt politi og romantiseret gangstervælde. Når vi begynder med at undertrykke fornuft og sandhed, må vi ende med den mest brutale og voldsomme udslettelse af alt, der er menneskeligt.”

Ordene blev formet midt under Anden Verdenskrig, hvor alt brød sammen. Da de mørke totalitære og fascistiske kræfter blev overvundet af det, der dengang med rette kunne kalde sig ”den frie verden”, blev ord som disse fundamentet under det kapitalistisk-liberale velfærdssamfund, som blev bygget op i forskellige udgaver og etaper i den vestlige verden efter krigen. De blev grundlaget for den demokratiske samfundsform, hvor borgerne gennem løbende udveksling af viden, synspunkter og holdninger med hinanden skaber gradvise reformer og forbedringer frem for bratte og gennemgribende – og farlige – revolutioner.

Mund vs. hånd
Det siger sig selv, at opfordring til forfølgelse af f.eks. bestemte befolkningsgrupper, opfordring til kollektivt mord på bestemte befolkningsgrupper etc., som vi nyligt har set på både amerikanske og danske universitetscampusser, ikke er, og aldrig kan være, omfattet af 1st Amendment. I USA er under 1st Amendment alene oplistet: religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, pressefrihed samt retten til efterprøvelse af klagemål.

En grov vittighed må altid kunne siges. Men en opfordring til vold – for ikke at tale om volden i sig selv – skal stoppes prompte. Det handler om at skelne skarpt mellem mund og hånd, som Grundtvig, ytringsfrihedens fremmeste fortaler i Danmark, sagde. 

Et særligt gråzoneområde er selvfølgelig ytringer, som decideret har til formål at kuldkaste den samfundsmodel, der har ytringsfriheden som sit ypperste kendemærke. Om man skal forbyde eller tolerere den slags ytringer, vil nok altid være et uafklaret spørgsmål. Og det vigtigste her er vel – ligesom inden for så mange andre områder – at man fortsat kan og vil føre en fornuftsbaseret, saglig og velargumenteret diskussion om det. For nu igen at ty til Popper.

Bagsiden af den skandinaviske velfærdsmodel
Ifølge myten er Skandinavien synonym med begrebet ”velfærdssamfund”. Men det er en tilsnigelse. For velfærdssamfund har man haft i mange varianter i hele Vesten det sidste trekvarte århundrede. Det specielle ved Skandinavien er ikke, at vi har haft et velfærdssamfund. Det er derimod, at vores velfærdssamfund har været bygget op omkring en superstærk og tendentielt enerådende stat. Hvad såvel borgerlige som Hans Jørgen Lembourn og kulturradikale som Villy Sørensen faktisk var enige om at advare imod i den umiddelbare efterkrigstid. Netop på demokratiets vegne. 

De mest begejstrede tilhængere af et sådant superstatsligt velfærdssamfund – eller ”folkhem”, som det hed i Sverige allerede før krigen, hvor man stadig troede på, at staten kunne blive et en lun, hjemlig rede for individet – har typisk nok været kommunistiske intellektuelle af Jean-Paul Sartres støbning. Af denne grund er det også fuldt forståeligt, når amerikanerne traditionelt har refereret til os som ”socialister” og ”kommunister”. Vores meget centralistiske, topstyrede velfærdssamfund er med rette blevet holdt op som en skrækvision af alle ledere fra mere borgerlige og liberale velfærdssamfund – mens et land som Kina selvfølgelig har været vilde med det. Jævnfør deres ivrige forsøg på at indføre velfærds-knowhow fra Skandinavien – eksempelvis i forhold til ældrepleje og børnehavepædagogik. ”Omsorg er vores Coca-Cola”, som et velkendt nordisk slogan lyder.

På grund af, at også venstreorienterede intellektuelle og politikere siden 1950’erne og 60’erne har forsøgt at holde den velfærdslige skandinaviske statsmagt i ørerne, når det gjaldt forsvaret for de klassiske borgerlige frihedsrettigheder, blev balancen mellem sociale og civile menneskerettigheder, som man kan kalde det, holdt nogenlunde på plads. Det vil sige lige frem til i dag. For det, vi ser i dag, er en klar tilbagerulning af det afbalancerede velfærdssamfund til noget, der bedst kan sammenlignes med den statsmagt, som herskede i den tidligere østblok før tøbruddets anden fase og de folkelige opstande, der til sidst førte til Murens fald i 1989. 

Desværre er det nu denne usunde, potentielt totalitære, antihumanistiske og antidemokratiske udgave af velfærdssamfundet, der er ved at have bredt sig ud over hele Europa – og på sigt vil den også brede sig til USA, hvis Harris/Waltz mod al forventning skulle gå hen og vinde valget til efteråret. 

USA har overtaget det værste fra Europa
Hvor galt det står til – og hvor hurtigt det er gået – ses af et interview på australske Sky News med den tidligere amerikanske justitsminister, republikaneren William Barr, der som bekendt endte med at træde tilbage under Trump-administrationen, og siden har ført en skarp, og ofte også berettiget, kritik af partifællen og ekspræsidenten. I interviewet lyder det bl.a.: 

”Man ynder at sige, at Donald Trump er en trussel mod demokratiet. Men faktisk er det kollektivistiske venstre den største trussel med dets tilbøjelighed til at styre gennem ikke-demokratiske institutioner, såsom retssystemet. Og når retssystemet ikke kan manipuleres, da gennem diverse administrative organer. Venstrefløjens agenda er fundamentalt totalitaristisk, de ønsker at kontrollere, hvad folk må sige og tænke.”

Herpå kommer den afgørende bandbulle: ”Demokrati involverer mere end at stemme; det involverer ytringsfrihed og den frie udveksling af tanker, og det har venstrefløjen undertrykt. Jeg tror aldrig før, vi har haft den undertrykkelse af ytringsfriheden, som vi på det seneste har set i USA, og det skyldes ene og alene venstrefløjen.”

I dagens USA må du altså ikke sige noget. Men du må åbenbart gøre stort set, hvad du vil. Med det resultat, at lovløshed og uorden spreder sig med lige så stor hast i de amerikanske byer, som den har gjort i de svenske – og som den nu også er på vej til at gøre i de danske. Jævnfør de seneste ugers skyderi på åben gade herhjemme, hvor tilfældige, sagesløse forbipasserende er blevet ramt. 

Demokratiets kludetæppe
Lad os håbe, at folk som Elon Musk, William Barr, Bari Weiss og andre kan få held til at overbevise den amerikanske befolkning om, at hvis de ikke vil ende i et censursamfund som det, det moderne Amerika indtil nu har været den stærkeste kritiker af og det stærkeste bolværk imod, så er det nu, den det skal til stemmeurnerne.

For nej: Det er ikke USA, der skal lære af os. Det er faktisk os, der skal lære af USA. I alt fald sådan som USA har set ud indtil for fire år siden. Og sådan som det forhåbentlig meget snart kommer til at se ud igen. Med alle de fejl og utilstrækkeligheder, der nu engang altid følger med det åbne samfunds konstitution. Hvilket atter ville betyde, at Europa får lettere ved at rette op på skuden. 

Demokratiet er et strittende kludetæppe, og det hører med til personlighedsdannelsen hos hver enkelt borger at kunne acceptere dét. Som børn – eller som ungdommelig aktivist – vil vi helst have vores vilje hele tiden. We want the world and we want it now, som The Doors skrålede i 60’erne. Det hører med til at blive voksen at lære, at det kan vi ikke.

Til gengæld må og skal vi hele tiden kunne tale frit og tænke frit. Det er der ingen, der nogensinde skal have lov til at tage fra os.

Om så verden vil lytte eller ej, er en anden ting. Vil verden ikke lytte, ja, da er der ganske enkelt ikke noget at gøre ved det.

Bedre held næste gang, som man siger.