Danmarks Radio fylder 100 år og fejrer sig selv med hyldest og jubilæumsudsendelser. DR har da også i selvtilfredshedens lys grund til at fejre sig selv. Der køres godt 4 milliarder kr. ind på trillebør om året, og huset har godt 3.600 medarbejdere. Alligevel laves en række af udsendelser af eksterne kræfter - ofte tidligere medarbejdere, der som eksterne produktionsselskaber kan hæve større lønsum end som ansat. Danskerne betaler.

Kan vi som danskere være tilfredse med, hvad DR yder? Jeg skal ikke tale for mine bedsteforældres og forældres oplevelser. Dengang var det monopolets tid, og venstrefløjen havde endnu ikke erobret uddannelsessektoren og medierne. 

Da DR blev politiseret
Men der skete en afgørende ændring efter slutningen af 1960'erne,  da venstrefløjen kom på barrikaderne, og DR blev en af bastionerne for venstrefløjens propaganda.

Under Den Kolde Krig var det meget svært at gøre danskerne begribeligt, at vi stod en en eksistenskamp, og at kommunismen var truende for vort demokrati og åbne samfund. Desværre gled mange, ikke mindst journalister, med som medløbere og blev apologeter for venstreradikale synspunkter. Det skete også på DR.

Blot for at nævne et eksempel ud af hundredevis, så lad mig nævne dette. På radiosiden havde DR en skattet medarbejder ved navn Birgitte Rahbek, som var kommunist, og jævnligt fremførte, at den norske Sovjetspion Arne Treholdt skam var ganske uskyldig, og at onde amerikanske kræfter stod bag beskyldningerne mod ham. Ingen standsede hende, men Treholdt var sovjetisk spion.

Derimod inviterede DR aldrig en af de meget få akademikere, der påviste kommunismens massedrab og deportationerne til kz-lejrene i Gulag, historieprofessoren Bent Jensen. Jeg selv deltog i debatterne om kommunisternes og venstreradikales medløb og spildte ofte kaffen ned af min skjorte, når Bent Jensen og jeg selv blev angrebet i DR, fordi vi tog til orde mod medløberne.

Samlet set stod DR hovedsagelig på Sovjetunionens, Østblokkens og Cubas side under Den Kolde Krig.

En stat i staten
Det blev ikke bedre med tiden. DR blev samlingspunkt for venstreorienterede journalister fra gymnasiebladet Information og venstrefløjspartierne. Det viste sig i dokumentar efter dokumentar og nyhedsudsendelse efter nyhedsudsendelse.

Da DR i 2017 sendte den ambitiøse serien Historien om Danmark med Lars Mikkelsen som fortæller, var samtlige frihedskæmpere i de sidste afsnit kommunister. Der optrådte ikke en eneste borgerlig frihedskæmper. Man forstod på serien, at det var venstrefløjen og Socialdemokratiet, der havde skabt velfærdssamfundet og ikke en eneste borgerlig indsats blev nævnt. Da kongen skulle læse en avis i en scene, så læste han selvfølgelig Politiken, for journalisterne kunne ikke forestille sig, at man læste andet. Berlingske eller 1800-tallets Fædrelandet havde naturligvis været mere oplagt.

Jeg kritiserede sammen med andre historikere skarpt serien i Berlingske, men det førte aldrig til nogen indrømmelse eller undskyldning. For det specielle ved DR er, at man aldrig undskylder noget. DR er en stat i staten og behøver ikke at forklare sig. Den skavank har den nu tilfælles med de fleste andre danske medier. Man kritiserer gerne alle andre og kræver konsekvenser af fejl, men aldrig af sig selv.

Slaver af woke
På det seneste har vi så oplevet en debat om dokumentaren om Grønland og dernæst en lige så ophidset debat om serien Slave af Danmark. Fælles for begge udsendelser er, at fortællingen er kopieret fra Enhedslistens paroler og woke-aktivisternes plakater. 

I Slave af Danmark var alle hvide dumme, sadister og usympatiske. Alle sorte var empatiske og sympatiske. Man fortalte ikke, at slaveri var alment godkendt af alle, at afrikanske stammer førte krige mod hinanden for at fange mennesker og sælge dem til bl.a. muslimske lande, og at der også var hvide slaver i f.eks. Nordafrika.

Alle civilisationer har haft og handlet med slaver. Det kunne man have oplyst seerne om. I stedet fik vi den sædvanlige krænkelsesanklage vendt mod Danmark. Et landet, som faktisk var blandt de mest humane lande i en forfærdelig tid, hvor menneskeliv var til salg.

Jamen, er der ikke en voksen til stede i DR, der kan standse den slags enøjet og unuanceret historieforfalskning?

Nej, det er der ikke, for alle i DR synes at have samme politiske og ideologiske synspunkter. De må leve i en boble, hvor f.eks. modsatrettede borgerlige synspunkter aldrig punkterer deres medløbsholdninger.

Fri leg i DR
Jamen, vil folk så sige, der er dog en bestyrelse og politikere, der kan se, at det er deres opgave at gribe ind. Nej, er svaret. Bestyrelsen, der består af politisk udpegede medlemmer, må ikke gribe ind over for enkelte programmer. Og så er de generelt gidsler for DR-ledelsen og vover ikke at protestere.

Jamen, hvad så med politikerne? Der er enkelte som Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) der protesterer, men generelt henholder de sig til armslængdeprincippet, altså det, at de ikke vil gribe ind af hensyn til ytrings- og pressefriheden.

I virkeligheden dækker det over fejhed. Enten tør politikerne ikke at gribe ind, fordi de vil tækkes DR, som er mediemastodenten og afgørende for deres egen politiske karrierer. Eller også er forklaringen, at de er uvidende om den magt , som DR udøver, der er med til at forme danskernes bevidsthed og stemmeafgivning.

Nye medier i USA
I USA sker der store omvæltninger i medielandskabet. De etablerede medier som CNN, Washington Post, New York Times og andre har faldende læser- og seertal. Disse medier er blevet tiltagende venstreorienterede; folk gider ikke at læse eller se dem. Markante mediepersonligheder som Dave Rubin og Joe Rogan, begge frie fugle, men dog med en tendens til borgerlig tænkning, har millioner af kunder i deres butikker.

De etablerede medier er ved at blive kørt i grøften, viser alle undersøgelser. Der er tale om en udvidelse af ytringsfriheden. Folk er ikke længere tvunget til at læse og bifalde de etablerede mediers konforme journalistik. Ofte er kvaliteten i sociale medier lige så god eller bedre end i de etablerede medier.

Men ikke i Danmark. Danskerne stiller sig tilsyneladende tilfredse med ensretningen fra DR og såmænd også de andre medier, der er på statsstøtte. Ensretningen i retningen af en venstreorienteret tendens er ganske tydelig, hvis man f.eks. læser borgerlig presse i England, USA eller Israel. Og da politikerne er bovlamme og ikke tør noget, så kan DR med sindsro fejre sig selv som 100-årig.

Vi siger velbekomme.