Digtet, der blev offentliggjort i Punch Magazine i 1890, og som Winston Churchill elskede at citere op gennem1930’erne, beskriver det skramlende tog, der hamrer frem i natten - altid for sent, altid under pres, altid krævende et minut vundet for hver mil. Fremad! Fremad!

Ingen må bremse. Ingen må tøve. Men i førerhuset sidder ikke en maskine. Der sidder et menneske… udslidt, overanstrenget. Søvnen slår klo i ham, og pludselig — uden at passagererne i vognene bag lokomotivet aner det – har Døden selv sat sig ved styregrebet. 

Det er et billede på Europa.

Vi sidder alle i dette tog.

Vi kan mærke det skramle. Vi hører de jamrende aksler og koblinger, når endnu en grundpille i vores civilisation ryster løs: Ytringsfriheden, retsstaten, grænsen mellem sandhed og propaganda. Alt, hvad der engang holdt os fast på skinnerne, glider.

Ingen taler om afgrunden
Vi tordner frem mod afgrunden — men vi må ikke tale om den. Den, der råber vagt i gevær, stemples som ekstremist. Og førerhuset? Det er ikke længere bemandet af nogen, der ser os i øjnene.

Det styres af et system - en overmagt - som ikke længere tjener folkene, men kontrollerer dem. Skinnelagte kræfter uden afkørsel eller skiftespor.

En ny lokofører
Digtets fører er et udslidt menneske. Europas fører er derimod kold. Han er ikke et menneske, men en mekanisme: Et net af bureaukratier, kommissioner, domstole og ikke-valgte embedsværker, som kører videre, uanset hvad befolkningerne vil.

De sidste årtiers folkeafstemninger, hvor befolkninger stemte forkert og straks blev sat til at stemme om, vidner om det. Demokratiets motor er afkoblet. Togene kører nu uden lokoførere.

Vi tror os sikre
Og samtidig er vognene fyldt med mennesker, der tror, de er trygge. De småsnakker, sover, tjekker deres telefoner. De aner ikke, at maskinen ikke længere har en menneskesjæl i styrehuset. De ser ikke signalerne blinke i mørket. De mærker ikke, at skinnerne foran os forsvinder, at vi hamrer mod sammenbrud.

Det mest skæbnesvangre er, at vi nu ikke blot kæmper med teknokratiets træthed — men med selve samfundets opløsning. En ukontrolleret indvandring har på få årtier skabt parallelkulturer, der ikke deler vores værdier, men foragter dem.

Sammenbrud i ånden
Når staterne ikke længere kan forsvare deres egne grænser eller deres borgeres sikkerhed, er staten allerede brudt sammen i ånden. Når ytringsfriheden — selve ilten i demokratiet — bliver sløvet og siden kvalt som af farlig gas i maskinrummet, dør hele konstruktionen.

Og hvad så?

Så sker det, digtet varsler. Så kommer den brat, den søde søvn, der lukker førerens øjne. Så bliver orden til kaos.

Borgerkrig er ikke et scenarie, nogen ønsker eller ønsker at tale om. Men den ligger et sted ude i mørket. Når befolkningerne ikke længere kan få ret ad fredelig vej, tvinges de på voldelige omveje. Det er historiens ufravigelige lov.

Vi lever i en civilisation, der uophørligt vil fremad og fremad. Det er os, der er passagererne, trygge i mørket, mens toget skramler hurtigere og hurtigere fremad, fremad.

The Gathering Storm
I dette klip fremfører Churchill en del af digtet i skikkelse af den blændende Albert Finney i filmen “The Gathering Storm” fra 2002.

Digtet er her på dansk i min egen oversættelse og nedenunder i den oprindelige form, som det blev bragt i Punch Magazine i oktober 1890 under titlen "Death and his Brother Sleep'. Digtet ser skrevet af Edwin James Milliken, som senere blev redaktør af Punch Magazine. Digtet var en kommentar til et togulykke i Eastleigh, hvor undersøgelseskommissionen fastslog, at både lokomotivfører og togfører måtte være faldet i søvn under kørslen.