I Berlingske udfolder Lisbeth Odgaard Damm i et indlæg under overskriften "Patriarkatet er ved at brænde sig selv og kapitalismen af – lad os ikke redde dem" en klassisk fantasi om det eksisterende Vestens snarlige undergang. Ikke som en advarsel, men som et ønske, der er ved at gå i opfyldelse.
Præmissen for indlægget er, at Vesten er et patriarkalsk samfund. Kapitalismen, hævder hun, er i sig selv en form for patriarkat. Altså en samfundsform, hvor kvinder og børn er en mands private ejendom. Han kan sælge dem eller slå dem ihjel, hvis han vil. De har ingen frihed eller rettigheder. Dette er altså Danmark anno 2025. Man kunne komme til at tænke, at hun taler om Qatar eller Saudi-Arabien, hvor beskrivelsen faktisk passer, både praktisk og formelt, men disse lande nævnes ikke med et ord.
Fordi Vesten er et kapitalistisk patriarkat, og patriarkatet ikke er bæredygtigt, er hele denne civilisation ved at ”brænde op”, profeterer Odgaard Damm. Det er et historisk set voldsomt billede. Det er en proces, man har givet navnet ’Holocaust’.
Enden er nær
Odgaard Damm ser Margaret Atwoods roman The Handmaid’s Tale ikke som fiktion, eller som konfliktsky kritik af den islamiske verden, hvad man ellers kan komme til at tænke, men som en empirisk beskrivelse af Danmark og Vesten. At stykket konstant bliver opført, læses som endnu et tegn på, at enden er nær. Danske kvinder er uniformerede fanger i en fødselsfabrik, hvor der er nul plads til kvinders egne tanker og egen vilje.
Men det varer til gengæld ikke længe, forklarer hun. Kapitalismen bygger på "hierarki, konkurrence og ejerskab". Det betyder, at planeten bliver udpint, som om hele Jorden er et landbrug, ligesom kapitalismen efterlader mennesker og fællesskaber ”åndeligt og mentalt bankerot”.
Dét er ingen mild dom over DR og Statens Kunstfond. End ikke liberalister vil vel gå så vidt. Penge og magt er desuden forbundne, observerer Odgaard Damm. Og sådan skal det ikke være. For det skyldes en logik, der hylder "dominans, kontrol og ulighed".
Konklusionen er givet: Hvis sådan en civilisation er ved at styrte i grus, skal man ikke forsøge at hjælpe, men lade processen gå sin gang. For af asken vil et nyt samfund og et nyt menneske vokse frem, amen.
Feminismens profeti
Det verdensbillede Odgaard Damm gør gældende, er et historisk artefakt, som går helt tilbage til 1200-tallet, hvor munken Joachim de Fiore mente at kunne se, at Bibelen indeholder et varsel om overgangen til et kommende tusindårsrige i 1260. Joakim lagde med den profeti grunden for en tankestruktur, som alle moderne ideologier bygger på.
Ifølge Joachim går verdenshistorien gennem tre stadier. Faderens, Sønnens og Den Hellige Ånds tidsaldre. Hos Marx ser vi den samme model: Fra proto-kommunisme til kapitalisme til kommunisme. Ifølge Joachim befandt man sig i 1240’erne i Sønnens tidsalder, og meget snart, måske i hans eget liv, ville overgangen til det tredje og sidste rige, tusindårsriget, finde sted.
Den observante læser vil her erindre, at både de russiske kommunister og de tyske nazister agiterede den samme lære. Sovjetunionen var Det Tredje Rom og Tyskland Det Tredje Rige. Tretallet er det helligste symbol i ideologierne. Det skyldes naturligvis Treenigheden. Det er også derfor, ideologier fører krig primært mod jødedom og kristendom, som er de originale kilder til ideologiernes deformerede kopier.
De progressive er fundamentalister
Den progressive strømning dyrker et voldsomt ressentiment mod den eksisterende verden, som aldrig er "bæredygtig". Den kan ikke opretholde sig selv. Den er dømt til undergang. Enden er nær. For de progressive ligger alt håb i dette. Ressentimentet indvarsler en tro på frelse, men det er en dennesidig frelse, ikke en hinsidig. Gud vender tilbage, som der står i Johannes’ Åbenbaring, og detroniserer Satan én gang for alle. Men dette vil ske i praksis, ikke som noget åndeligt.
De progressive er fundamentalister på det punkt. De læser Bibelen bogstaveligt, samtidigt som de kategorisk afviser dens lære. I denne logiske forvirring ser man en åndelig forbindelse mellem feminisme og islamisme.
Odgaard Damms ressentiment mod den bestående verden og ønsket om dens totale destruktion, var selve inspirationskilden for Lenin og Stalin og Den Russiske Revolution.
Lighed fører til totalt mørke
Allerede i 1918, et år inde i revolutionen, skrev filosoffen Nikolaj Berdjajev en sønderlæmmende kritik af ligheds-ideologien. Den lighed, som de revolutionære søger, er en lighed "dybere end Gud". Den befinder sig helt først i Bibelens skabelsesberetning, før nogen har sagt "bliv lys". Ligheden er i sidste instans en tilstand uden forskelle. Det vil sige: uden noget som helst. Et totalt mørke.
Mennesker er adskilt fra hinanden som selvstændige personer i kraft af kvalitative forskelle. Hierarki, som Odgaard Damm kategorisk fordømmer, betyder orden. En samfund er et kosmos: en orden, hvor alle tingene og medlemmerne er organiseret. Det indebærer forskelle. Forskelle er for samfundet, hvad karbondioxid er for planter. Noget, som får ting til at leve.
Lighed, derimod, er kaos. Hvis man forlanger empirisk bevis for det, er menneskets historie rig på eksempler. Alle de samfund, hvor egalitarister har kuppet til sig magten, er blevet lagt i grus.
Lisbeth Odgaard Damm beskriver den verden, som venter efter Vestens snarlige undergang: Det er et samfund baseret på feminine værdier som omsorg og nærhed. Denne omsorg og nærhed kommer altså efter det hele er brændt ned. Man kan spørge: Hvorfor kommer den ikke noget før?
Alene dén rækkefølge viser, at feminisme ikke er for børn. Forstået sådan, at feminismen er en ideologi, som agiterer for den totale destruktion af den kendte verden. Omsorg og nærhed er kun noget, fremtidige, ufødte mennesker kan gøre sig forhåbninger om.
Manualen for opløsning
Lisbeth Odgaard Damm minder os derfor om, at feminismen er en ideologi, der må konfronteres ligeså målrettet som islamismen. Det verdensbillede, ideologien forfægter, er manualen for opløsning af alle menneskelige relationer og har som mål at underminere samfundet. Dette kan aflæses af statistik.
Når feminismen vinder indpas i politik og forvaltning, bliver fædre systematisk modarbejdet. Det er derfor 90 pct. af alle sager om samvær ender i kvindens favør. Ideer og forestillinger bliver til juridisk virkelighed. Beslutningen om at opløse familien, som er helt i tråd med feministisk ideologi, tages i 85 pct. af tilfældene af kvinden. Lignende tal så man i Sovjetunionen.
Den feministiske fremstilling af mænd som patriarker og det borgerlige samfund som en maskine, der udpiner mennesket åndeligt og materielt, er propaganda fra en anti-demokratisk strømning. Man vil af samme årsag aldrig se en feminist kritisere islamismen. Hvilket er desto mere oplagt i dag, hvor islamister støtter Putin, som Vesten ruster sig til krig mod.
Der er heldigvis ikke noget som tyder på, at Odgaard Damms fremtidsvision er noget mere, end den gnosticisme Joakim de Fiore formulerede i 1200-tallet. Men hendes indlæg er en påmindelse til det borgerlige samfund om, at ikke kun rabiate terrorister på Toyota pick-ups fantaserer om de demokratiske landes undergang.
