Debatten om danskhed har fået fornyet drivkraft. Det er ikke et tilfælde. Vi er blevet tvunget til at forholde os til os selv, og hvem vi er. Det skyldes masseindvandring - hundredetusinde mennesker, med meget stærk identitet er kommet til Danmark.

Vi troede længe, at de uden videre ville blive som os, men vi tog fejl. Derfor er det nu op til os som danskere, at vores nationale identitet revitaliseres, så vi kan overleve mødet med det nye.

Politiken bragte til stor furore en forsidehistorie med påstanden om, at danskere allerede i 2096 vil være i mindretal i Danmark. Men Politikens forsidehistorie mødte også en spændende kritik. Fokus var, fra kritikerne, på regnemetoden, og hvornår forskeren mente, at man var dansk.

Det er på sin vis en legitim kritik, for spørgsmålet om, hvornår man er dansk, er et spørgsmål, vi har glemt at stille os selv alt for længe. Vi har taget for givet, at mennesker, der kom hertil fra varmere himmelstrøg, ville meget hurtigt blive som os. Danske værdier og alt det der.

Håndbold, rugbrød og demokrati gør det ikke
Det viser sig nu, at vi tog fejl. Flere undersøgelser viser, at jo flere generationer folk fra MENAPT-landene har været i Danmark, jo stærkere er deres oprindelseslands identitet og deres religiøsitet.

Det næste spørgsmål, der byder sig til, er, om værdier overhovedet er nok til at gøre en til dansk. Kan man blive en del af et årtusind gammelt folkefærd ved at præstere en særlig kulturel og værdimæssig performance, hvor man påtager sig nogle slagord og gør dem til sine egne?

Håndbold, rugbrød, ligestilling og demokrati. Er det virkelig alt, som danskheden er? Det mener jeg ikke. Jeg mener faktisk, det ligefrem er fjollet at påstå, at danskhed er noget så vilkårligt. Det er dog ikke et tilfælde, at vi i debatten er havnet her.

Det er ikke redeligt at afskrive etnicitet
I 1920- og 30'erne, især i Tyskland, havde man et stort forskningsmæssigt fokus på race. Vi ved alle, hvordan den historie endte. Grundet de forbrydelser, der skete i Tyskland, har vi haft en kollektiv danskhedsdebat, som bevidst har bevæget sig så langt væk fra de naturgivne forudsætninger som muligt.

Derfor sad idéhistorikeren Bayer forleden i DR’s Deadline og påstod, at etnicitet ingen indflydelse har på danskhed. Der er ikke tale om redelig og saglig udlægning af danskheden, men en forskrækket form for antitesisk reaktion på fortidens forbrydelser. Men vi har nu en ny grund til at forholde os til, hvem vi er, i mødet med de fremmede fra det globale syd.

Biologi er for snævert
Jeg mener ikke, at fokusset bør være vores biologi og genetik. Ikke fordi det ingen rolle spiller, men fordi fokuset er for snævert. Min kritik af den biologiske reduktionisme er omfattende, men jeg vil gerne kort sætte nogle ord på.

For det første er det en grundlæggende og iboende ontologisk fejl at tro, at man udtømmende kan beskrive et objekt. Et materielt objekt vil altid unddrage sig udtømmende tilgængelighed ifølge den objektorienterede ontologi - at hævde, at man gennem de materielle forhold udtømmende kan beskrive et objekt, er en epistemologisk hybris.

Det, der kan måles, forklarer ikke mest
Den biologiske reduktionisme hævder at være et diskursivt løfte om endelig afklaring og udtømmende beskrivelse. Den identitetsmæssige helhed er dog ikke deducérbar af sine biologiske bestanddele, fordi etnicitet, folkets væren, tilhører meningsverdenen, ikke artsbeskrivelsen.

Hvad der kan måles med præcision, er ikke derfor det, der forklarer mest. Det materielle trækker sig, ifølge Graham Harman, tilbage fra vores opfattelse af det og overskrider enhver given beskrivelse.

Ligesom sproget har neurologiske betingelser, kan lingvistik ikke reduceres til neurokemi. Biologiske modeller er dårlige til at forklare etnicitet, fordi de behandler den som en intern egenskab frem for en relationel og historisk medieret tilstand.

De kan måske forklare populationsstruktur, men ikke hvorfor bestemte tegn bliver gjort betydningsfulde, hvorfor nogle forskelle politiseres, og andre ikke gør.

Et element i etnicitetens semantik
Det betyder dog ikke, at de materielle vilkår ikke spiller en rolle - den genealogiske dimension er et element i etnicitetens semantik, ikke dens ontologiske grund. Slægtskab er relation, ofte direkte overleveret arv fra generation til generation, men også som et folkefærd - en udvidet familie, men transmission gennem familier fører ikke nødvendigvis til biologisk essentialisme.

Familien er ikke blot en reproduktiv enhed, men også fortolknings-, kultur- og socialiseringsenhed. Det, der gives videre, er ikke blot gener, men vaner, fortællinger, navne, myter, frygt og glæde, håb og ansvar og historiske billeder af, “hvem vi er”.

Den fælles forståelse af ophavet kræver nødvendigvis en semiotisk dimension for at kunne tolkes fra det rent materielle. Slægtslinjen er derfor medieret af kultur og relation. At noget gives videre gennem kroppe, betyder ikke, at dets væren er kropsligt eller materielt.

Kræver en holistisk tilgang
Når vi taler om danskhed, så taler vi om en væren. En væren, der når vi forholder os til den, kommer til udtryk som en identitet. Dette kræver en holistisk tilgang at forstå, og for at rumme både dens helhed og historie.

Hvis vi begrænser danskhed til værdier, så afskriver vi samtidigt alle de danskere fra danskheden, som ikke deler de værdier, både her og nu - og i vores historie. Samtidigt mangler man at besvare, hvor disse værdier stammer fra. De må jo have en oprindelse, et folk, som praktiserer dem og derved synliggør dem.

Værdier er altså ikke en holdbar beskrivelse af danskheden, men de afslører noget vigtigt: at vi er et folk, som praktiserer værdier. Det samme gælder for kultur.

Kultur er ikke fritflyvende og kan ikke eksistere uden et folk til at udleve den. Ligesom med værdierne, kan vi ikke begrænse danskheden dertil, da det ekskluderer vores egne. Og ligesom med værdierne, afslører det noget for os: Folket, som praktiserer kulturen, er den røde tråd.

Folk er et andet ord for etnicitet
Folket er det gennemgående i afdækning af, hvem vi er. Folket er blot et andet ord for etnicitet. Ethnos betyder “folkefærd”, eller rettere “det, som udgør et folkefærd”. I sin græske oprindelse er det nært beslægtet med “stamme”, “gruppe” og “slægt”.

Et folkefærd kan godt beskrives genetisk, men dette, mener jeg, er en materialistisk reduktion, som ikke er retvisende. Jeg mener nærmere, man bør finde en definition, som åbner for et sammenspil mellem de andre faktorer, såsom værdier og kultur.

Dette finder vi i begrebet “kontinuitet”. Selve kontinuitet i folkefærdet, det at vi er vores forfædres efterkommere, gør os til et folkefærd.

Kulturen er dynamisk
Således spiller etnicitet altså en rolle i danskheden. Men ikke en udtømmende rolle. For hver generation af danskere har et særligt udtryk, særlig kultur og værdier. Det skyldes, at kulturen er et dynamisk fænomen.

Den baserer sig på det, der gik forud, og opstår ikke ud af det blå på ny med hver generation, men den er dog foranderlig.

Kulturens dynamiske væsen, kombineret med etnicitetens kontinuerlighed, giver os en holistisk forståelse af den danske identitet, som rummer både alle nulevende danskere, vores historie og forfædre, samtidigt med at den er i stand til at ekskludere dem, som ikke er en del af os.

Når kultur og etnicitet mødes, og skal forklare danskheden, opsummerer jeg det typisk med udtrykket etnokulturel identitet.

En beskrivelse, der kan begrebsliggøres og fungere som målestok for, hvem vi er, når vi går ind i en konfliktfyldt fremtid, hvor det fremmede spiller en evigt større rolle, og vi skal genfinde os selv i mødet med dem.