For to uger siden fremlagde Børne- og Undervisningsministeriets ekspertgruppe sine anbefalinger til at håndtere kønsudfordringerne i det danske uddannelsessystem. Den er der allerede blevet talt en del om, blandt andet fordi den anbefaler en såkaldt kønsreflekteret faglighed i forsøget på at imødegå såkaldt stereotype forventninger til børn, som ifølge ekspertgruppen skabes i den pædagogiske praksis.

Begrebet pædagogik stammer fra det antikke Grækenland, og ordets kommer fra det græske ord pais (dreng) og agogus (at føre). Altså, at lede nogle til noget. Men her vil ekspertgruppen altså ikke vise retning for noget af det mest håndgribelige, vi har at lede ud fra, nemlig køn og biologi.

En minister med sund fornuft og mere kønsforvirring
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har som omtalt taget afstand fra ekspertgruppens anbefalinger. Det er velbegrundet og peger på potentielle udfordringer og selvmodsigelser i den foreslåede tilgang - at lede uden retning.

Ministeren pointerer, at kønsreflekteret pædagogik kan omdanne dagtilbud og skoler til identitetspolitiske kamppladser. Det er en legitim bekymring, da en overdreven fokusering på køn og identitet potentielt kan overskygge andre vigtige læringsmål og skabe unødig utryghed. Dette er en vigtig påmindelse om, at uddannelsessystemet skal være forankret i samfundets værdigrundlag i stedet for at overgive sig til de seneste trends og teorier.

Den tyske filosof Immanuel Kant udtrykte sig om pædagogikkens væsen og opdragelse således, at ”mennesket kun kan blive menneske gennem opdragelse”. Dvs. vi fører altid mennesket et sted hen. Derfor kan det undre, at en ekspertgruppe peger på, at børn selv må finde frem til hvor i samspil med et samfund, de endnu ikke forstår. Hvor er der en voksen, kunne man spørge? At fødes ind i en verden man ikke forstår, fuld af voksne som løber fra enhver autoritet, fordi de har mere travlt med deres ligestillingskampe, er ringe vilkår for de kommende generationer. Så tror da pokker, at de unge mennesker lider af angst.

Bedst som det ikke kan blive mere pinligt, så fortsætter festen fra en større flok undervisere på lærer- og pædagoguddannelsen.

De skriver: ”Mener ministeren virkelig, at vi som uddannelsesinstitutioner skal stræbe efter at tilbyde uddannelser, der "ikke nødvendigvis er noget andet, end det var for 10-20 år siden", og dermed forkaste den nyeste forskning til fordel for "god gammeldags pædagogik?”

Underforstået, en forældet og uoplyst pædagogisk form.

De såkaldt veluddannede kan åbenbart ikke selv se det modsigende i deres argumentationsrække. De skriver således: ”Det er veldokumenteret, at der er en støt stigende mistrivsel blandt børn og unge, der blandt andet handler om ikke at trives med de kønsstereotype normer, der eksisterer omkring for eksempel kønsroller.”

Hvis den såkaldte ”gode gammeldags pædagogik” var så ineffektiv, og vi i dag tilbyder børn og unge mere eksperimenterende tilgang til kønsroller end nogensinde før i menneskehedens historie, hvorfor er det så, vi ser en støt stigende mistrivsel blandt børn og unge? Ja, her når de så frem til at anbefale mere af den kønsforvirring, som har gjort sig gældende i samme periode. Man kan kun tage sig til hovedet.

En verden af opløste traditioner
Præmissen i hele fadæsen er, at det hypermoderne menneske aldrig har forstået, at fuld frihed ikke er frihed, men kaos. Enhver kulturel ramme undertrykker vores natur i en eller anden form. Spørgsmålet er blot, hvor tidligt og hvor meget vi skal udsætte vores børn for?

Faste overleverede traditioner og kønsroller i opdragelse gør ikke børn til ofre. Debatten må nuanceres, for faste kønsroller skaber også et fundament for den kommende  generation at bygge deres livsforståelse op på, og ikke mindst tryghed, som er den muld, udvikling vokser i. Forestil dig en scene på fortidens sletter: en far og hans søn er nået frem til de åbne vidder, foran dem står en flok zebraer og lidt derfra en løve.

Drengen hvisker: "Far er nogle af dem farlige, og kan de spises?"

Faren svarer: "Det kommer an på, hvordan du omtaler dem, prøv du at gå ud og drag dine egne erfaringer. Vi i stammen vil helst ikke pådutte dig faste forestillinger om dyrenes verden."

Det burde sige sig selv, at vilkårene for at børn kan navigere i deres verden er, at voksne mennesker sætter de nødvendige retningslinjer.

Kønsrefleksionspædagogik, som der refereres til, sigter mod at fremme refleksion over kønsroller, men hvor går grænsen? Når min datter på 8 år kommer hjem og siger, at der ikke findes pigeting? Eller når min søn er tvunget til at danse ballet, imens piger bliver sat til at spille fodbold? Skal vi senere opfange de meget få, som ikke har det godt i normale kønsroller, eller skal vi tvinge alle til at gøre op med overleverede traditionelle kønsroller?

Ja, her spørger jeg som far.

Al læring begynder med det grundlæggende og udvikler sig derefter til det mere komplekse, hvilket burde være en indlejret del i al pædagogik. Selvom stereotype kønsbilleder kan opfattes som fastlåste og forenklede forestillinger, betyder det ikke, at børn ikke har brug for netop det. En normativ forståelse af verden leveret af de voksne.

Opsøgt af drenge i klasseværelset
Her er ikke tale om en ramme, der skal fastlåse, men en som man senere kan vokse sig ud af, hvis den ikke lige netop passer til mig. Underviserne skriver: ”Men pædagogiske kompetencer er og skal ikke være bundet op på køn.”

Det har de delvist ret i, men i de 15 år, jeg var i pædagogisk praksis, har jeg aldrig oplevet, at jeg som mand var udelukket fra at kunne sy eller lege med dukker, men derimod oplevet utallige gange at være direkte opsøgt af drengene, som ville slås og klatre i træer, netop fordi jeg var mand og mere risikovillig end mine kvindelige kolleger.

At forstå og prøve sig selv af i verden ud fra sit køn, er et vigtigt redskab for børn til at forstå dem selv. Hvilket element kan du pege på, der er mere fast for de fleste mennesker end deres biologi? Udfordringen opstår netop, når kønsidentitet fremstilles som en individuel valgt livsvej for alle børn, hvilket kan skabe en uoverkommelig byrde.

Sociologen Ulrich Beck taler om "linedanserbiografier" og hermed hentyder han til, at det moderne individ står over for alvorlige konsekvenser, hvis det træder ved siden af på frihedens sti. Disse konsekvenser bliver ikke mindre, når vi her taler om børn. Det burde faktisk være ABC for såkaldte eksperter!