Kamala Harris er usædvanlig i politik. Ikke stærk og dominerende (som Thatcher eller Frederiksen), ikke vovet og karismatisk som Alexandria Ocasio-Cortez eller Pernille Vermund), ikke en arrogant teknokrat (som Clinton eller Pelosi).

Harris er det modsatte, den almindelige, relaterbare, den stabile veninde, du kan klage til, når din fyr ikke har taget sin del af den mentale byrde. Indsmigrende, balancerende på kanten af det uoprigtige, vil hun gerne være venner med folk omkring sig og knytte bånd over almindelige anliggender.

Som politisk kommunikatør har hun har først og fremmest ét kneb, nemlig at optræde fordømmende og rasende, tage afstand, eller kræve at nu må der gøres noget. Det kommer hun med garanti også til at bruge mod Trump.

Det virker ved første øjekast godt, når hun gør det, men se nærmere efter: Det er indstuderet, ikke ægte, der er ingen passion og ingen politisk offervilje i det. Se et klip med en rasende Harris side om side med en opildnet Alexandria Ocasio-Cortez, og det bliver tydeligt hvor skemalagt, Harris er.

Let til latter
Det bedste eksempel er måske Harris' debat mod Pence i 2020, hvor Pence anklager Harris for at have ændret holdning til fracking (udvinding af gas, red.), og Harris svarer igen med en præfabrikeret tale om, at han ikke skal belære hende om loven (hvad han ikke gjorde), for hun har været anklager, og det har han ikke. Verdens største fejlslutning for at komme frem til de indøvede angreb.

Hvor Harris er bedre, er typisk i ikke-politiske interviews, hvor hun kan grine og møde intervieweren som en ven, snarere end som landets vicepræsident. Hun virker mere tilfreds og på hjemmebane, når hun kan møde folk jævnbyrdigt og tale personligt med dem. Tilpasser gerne, hvem hun er, for at være vellidt. Hendes let forcerede latter, som ofte anvendes i interviews, og højreorienterede elsker at hade, kan ses som en måde at bringe sig selv i øjenhøjde med andre på.

Den indsmigrende og jævnbyrdige veninde er sandsynligvis Harris' reelle personlighed. Hun kan virke stålsat, når hun taler politik, men det er som sagt påtaget. Der findes rapporter om, at Harris ikke er god eller venlig som chef, men tværtimod en intrigemager som gemmer sig for problemerne, presser og ikke støtter sine ansatte, og det er sandsynligvis en kompensation; den venlige, usikre og jordnære veninde bliver topleder, og ved ikke, hvordan hun skal organisere staben, tackle visse af udfordringerne, eller sætte sig i respekt.

Datter af succesfulde akademikere
Begge Harris' forældre er stærkt succesfulde akademikere. Harris' søster virker også mere akademisk anlagt end Harris selv. Når Harris nemt taber tråden i debatter, lukker ned og giver distancerede og irrelevante svar, er det muligt at se adfærden som et respons på reel nervøsitet. At være den søde, fjogede og støttende har sandsynligvis været Harris' gebet fra barnsben.

Et af de bedste psykometriske studier (forskning, der måler menneskelige træk kvantitativt, red.) af amerikanske præsidenter er ”Personality, Character and Leadership in the White House”. Bruger man deres metode, er det oplagt at sammenligne Harris med Gerald Ford, som sjovt nok også blev rykket opad, da chefen måtte træde af.

Harris og Ford
Begge er ekstroverte, jordnære, indsmigrende og søger andres bekræftelse. Begge er intelligensmæssigt i den lettere ende sammenlignet med USA's øvrige præsidenter. Harris er sandsynligvis mere intelligent end Ford, men til gengæld er hun (hvis man skal tro hendes underordnede) mindre følelsesmæssigt stabil.

Fords præsidentperiode forklejnes ofte, men han fik stabiliseret USA ved at afslutte Vietnam-krigen, forhandlet ok traktater hjem med Sovjet, og var generelt vellidt og beskeden. Han var villig til at samarbejde bredt, men faldt omvendt igennem på svære anliggender som økonomi og inflation, som han håbede ville blive løst af sig selv.

Som præsident var Fords største minus, at han ikke havde nogen vision for, hvad han ønskede at udrette med magten, men omvendt vurderer de fleste forskere ham i dag som en gennemsnitlig og ok præsident, som ikke gjorde noget drastisk i nogen retning, mens han bestred embedet. Ifølge førnævnte model er det også det, man bør regne med, hvis Harris bliver præsident.

Højrefløjen vil så sige, at USA med gælds- og migrationskrise ikke har fire år til at stå i stampe, og venstreorienterede at selv en gennemsnitlig kandidat er uendeligt bedre end Trump. Men at Harris som person skulle vække den begejstring, hun gør lige nu, vil der næppe være mange, som mener på valgdagen.

Harris og Disney
At sammenligne Kamala Harris med Disneys Star Wars, sådan som det er blevet gjort, er faktisk en virkelig god analogi.

Folk bliver entusiastiske, da hun ligner det, de vil have (kvinde og sej girlboss), ligesom når der står Star Wars på en ny film eller serie.

Hypet på afstand (”Der kommer snart en ny Star Wars!”), men hadet på klos hold. Mediemaskinen er solidt på hendes side (som det også er tilfældet med Disney) og medvirker til at skabe buzz om fænomenet, før det rammer (”Den nye Star Wars bliver AMAZING!”). Maskinen står klar til at udskamme folk, som modsiger narrativet; karakterisere dem som ”drevet af had” og ”påvirket af misinformation”, når de ikke bryder sig om produktet.

Men mest af alt virker det som om, folk kollektivt har glemt, at de allerede har været hypede over Kamala og tidligere er blevet slemt skuffede.

I 2020 var hun på CBS og kunne ikke redegøre for, hvad hun mente om Medicare, politireformer og strafferet. Både højre- og venstreorienterede var enige om, at hun var usædvanligt inkonsistent, vag og undvigende.

I 2021 var hun på NBC og kunne ikke besvare spørgsmål om hvorfor hun, efter at være blevet sat på sagen med at undersøge migrantkrisen, end ikke havde besøgt den sydlige grænse. Igen blev intervieweren mødt med uklare og afvisende svar, som gav indtryk af, at Harris ikke tog krisen alvorligt, og interviewet kulminerede i den katastrofale ”Ja, jeg har ikke været ved grænsen, men jeg har heller ikke været i Europa”-kommentar. Igen var der tværpolitisk enighed om, at Harris var en ukvalificeret letvægter og svær at synes om.

Se, det minder jo unægtelig om Disneys Star Wars, hvor folk bliver ved med at give det en chance, og gang på gang glemmer eller ser bort fra tidligere skuffelser.

Læs mere fra Ryan Smith på hans profil på Facebook