Det er er blevet sagt og skrevet mange gange og i forskellige vendinger, at muslimske indvandrere skal være mere dansksindede. Selv statsminister Mette Frederiksen har henstillet til, hvad hun kalder "værdimæssig assimilation" blandt muslimske indvandrere.
Men der er faktisk ikke noget nyt under halvmånen, det har andre politikere krævet før uden nogen synderlig virkning, mens et par islamiske gymnasier er på trapperne til at supplere de 26 islamiske grundskoler – for nu blot at nævne et par aktuelle eksempler på det modsatte. Hvorvidt værdimæssig integration slår an, vil kunne aflæses direkte i udbredelsen af tørklæder til piger og kvinder og i lange skæg til mænd. Praksis taler altid sandt.
Nedenfor vil jeg præsentere nogle af de forhold, der indgår i og afspejles i den personlige integration.
Indvandring er kulturchok
Et kulturchok finder sted, når ens forventninger ikke slår til, og når ens erfaring og viden ikke længere rækker.
Hvor svært kulturmødet er, afhænger også af, hvor forskelligt kulturerne ser på menneskets natur, på menneskets rolle på jorden, hvorvidt fokus er på den glorværdige fortid, nutiden eller den ønskede fremtid. Det er forskelligt, hvilken vægt der lægges på status (hvem man er) eller på handlinger (hvad man gør). Hvem har autoriteten til at bestemme i den pågældende situation - Allah, demokratiet, min klan/bandeleder eller mig selv? Integration handler således om medbragte værdier og forestillingers kompatibilitet med det modtagende samfunds ditto.
Valget formes af viden
Psykologen Elise Söderlindh vurderer, at kulturchok pågår livet ud, når man lever i en anden kultur.
Aktuelt er det muslimer i vestlig sekulær og individualiseret kultur, der er i fokus. Sammenstødene sker både i konkrete oplevelser og ved tanker og overvejelser. Hos personer, der er opdraget med andre værdier end dem, der præger den kultur, de eller deres forældre har anbragt sig i, opstår der i kulturmødet et skisma mellem forskellige måder at føle på og forskellige måder at opfatte, tænke og strukturere på, efterhånden som de to normsystemer tørner sammen. Vi ser det med hensyn til begreber som ære, ansvar, sandhed, medindflydelse, hellighed, loyalitet m.v.
Sammenstød rejser konkrete spørgsmål
Diverse indvandrermiljøer og generationer er mangfoldige i forhold til socialt ansvar overfor andre mennesker, herunder skattebetaling, statustildeling, autoritetsbegreber, konfliktløsning, loyalitetsgrænser, synet på ideologiers rolle, opfattelsen af udvikling og forholdet mellem religion og demokrati. Det fører til spørgsmål som:
Er kristne mere værd end hinduer – og er muslimer øverst?
Vil far bestemme over den 19-årige datter?
Vil politibetjenten anholde sin fætter for en forseelse?
Hvilket land er ”hjemme”?
Vellykket integration er krævende
Det personlige og det samfundsmæssige udgør - inklusive individets begavelse - de vilkår, indvandreren og efterkommeren m/k får at udføre sin personlige integration indenfor. Altså, modtagerlandets jura, egne gener og det at være i klemme mellem to forskellige sociale strukturer. I både den nye og den gamle kultur findes der ting, indvandreren vil beholde, og ting han helst er fri for.
Det er vigtigt for muligheden for integration, i et individualiseret samfund som det danske, at indvandrerens ambitioner, motivation, forventninger, personlige indsats, sandhedsbegreb omtanke/selvvurdering, kønsopfattelse, generationsopfattelse, opfattelse af forældrerolle/ansvar og historiebegreb spiller sammen med det modtagende samfunds.
En vellykket integration fordrer, at personen betragter sig og handler som ansvarlig medborger på de givne danske betingelser, som vi i fællesskab forandrer ved ligestillet stemmeafgivning, samt at personen er tryg og tilpas derved.
Her må vi huske, at en person kan forandre sine værdier af tre grunde: Han har fået ny viden, han har accepteret en ny begrundelse eller han har i praksis prøvet noget nyt, altså fået en erfaring. Handlinger kan derimod ændres, uden at hjertet er med, fx ved belønning eller trussel.
Praksis taler altid sandt
En lille men meget betydningsfuld undersøgelse af psykolog ph.d. Karin Riber fra 2015 vedrørende traumatiserede arabiske flygtninge, viste overraskende resultater om opdragelsesmønstret:
“Det viste sig, at en dramatisk andel på 63 pct. har et eller flere tilknytningstraumer, dvs. fysiske og følelsesmæssige overgreb og omsorgssvigt. Deres traumer starter i den tidlige barndom med forskellige typer mishandling i forældre-barn-forholdet.”
Der er altså ikke blot tale om de traumatiske oplevelser, vi kender, som en del af deres flugt, forklarer hun. Størstedelen af de traumatiserede flygtninge viste blandt andet utryg tilknytning, manglende evne til at forstå og reflektere over egne og andres følelser, tanker og handlinger, høj usikkerhed, manglende selvværd og problemer med tillid og intimitet.
Muslimer verden over har et fælles islamisk paradigmatisk værdigrundlag på det familiemæssige område, fortæller forskere (jfr. Sinding Jensen 1990; Christel Braae i Varming og Gynther: Kultur og opdragelse, 1996). Så hvis relativt mange arabiske flygtninge samt herboende pakistanere, tyrkere, somaliere, marokkanere m.fl. er opdragede med lignende følelsesmæssige svigt og overgreb, så bliver de ikke duelige forældre for næste generation.
Den personlige integration
Indvandrerkulturerne og det danske samfund afviger også i graden af kompleksitet, i graden af individualisme og i graden af lukkethed/strenghed vs. åbenhed.
Selvom integration principielt er en individuel opgave, kan samfundet tilbyde programmer, der understøtter udvikling af tænkning og styrker jeg’et. Det kan være psykologiske øvelser, opgaver i praktisk filosofi eller undervisning i idéhistorie alt efter målgruppe.
Undervisning i filosofi virkede eksempelvis for imam og Muhammedkrisen opildner Ahmed Akkari. Gennem cand.pæd.-uddannelsen erkendte han nyt og trådte ud af det radikaliserede miljø.
De nævnte forskere kan nærlæses på www.respublica.dk
