På denne dag tænker vi tilbage på 7. oktober 2023. 119 forskellige steder brød 3.800 Hamas folk fra organisationens elitetropper Nukhba-styrkerne den morgen igennem grænsehegnet mellem Gaza og Israel. De fik følge af godt 2.000 andre militante og civile palæstinensere.
Den samlede styrke på godt 6.000 unge mænd trængte frem til 21 mindre israelske landsbyer og en musikfestival, hvor de begyndte en systematisk massakre på de jødiske indbyggere og festivalgæster.
Øjenvidneberetninger fra massakrerne fortæller om vanvittige scener, som i brutalitet og vederstyggelighed overgår, hvad vores hoveder kan rumme.
En militær operation eller en bloddryppende massakre
Da terroristerne begyndte deres tilbagetog ud på eftermiddagen, tog de 251 gidsler med sig heriblandt cirka 30 børn. De efterlod 1.195 molesterede lig. Heriblandt 38 børn. På musikfestivalen dræbte de 364 og sårede endnu flere.
Man må spørge sig selv, hvorfor udviklede noget, der kunne ligne en forberedt militær operation foretaget af Hamas elitestyrke sig til bloddryppende massakrer?
En række massakrer, hvor babyer blev brændt levende, hvor kvinder blev skamferet, voldtaget og dræbt, og hvor unge mennesker på en festival blev forfulgt af bevæbnede hamas-folk på motorcykler, som skød til måls efter de flygtende unge mænd og kvinder for bagefter at skære hovedet af dem, hvor de faldt.
Man er nødt til at stille spørgsmålet. Og man er også nødt til at lytte til det svar, som man når frem til.
Da dagen gik på hæld, holdt Hamas daværende politiske leder Ismail Hanyieh en videotransmitteret tale. Den kan læses i en engelsk oversættelse her.
De stolte billeder af fromme krigere
Han indledte med at sige: ”Fra frontlinjen i det ukuelige og stolte Gaza er Operation Al-Aqsa Flodbølgen blevet iværksat af Al-Qassam-brigaderne, modstandsfraktionerne og børnene af vores palæstinensiske folk. Du har set de stolte billeder af disse fromme og modige krigere, der satte stemplet af ydmygelse, nederlag og sammenbrud i fjendens ansigt”.
Han taler på arabisk til sine egne. Det eneste, araberne i Gaza og alle andre steder i den arabiske verden på det tidspunkt havde set, var de videoer af drab, tortur og voldtægter, som Hamas-folkene under kampråbet Allahu-akbar (Gud er stor) spredte på de sociale medier, mens massakrerne foregik. Det var ’de stolte billeder’ af de ’fromme og modige krigere’, som han henviser til.
Han sluttede sin tale på denne måde: ”O storhedens Gaza, o værdighedens Gaza, o denne arabisk-muslimske ummas ære, o herlighedens og fremtidens formere, o modstandsfraktioner, jeg sender jer mine stolte hilsener, for I har løftet vores hoveder så højt, at de rører himlen. Vi træder så hårdt på jorden, at den skælver under vores fødder. Og vores råb genlyder til stjernerne.
Med Guds nåde vil vi alle mødes igen i Palæstina, i Al-Quds, ved den velsignede Al-Aqsa-moské. "Og de spørger dig, hvornår dette vil ske. Fortæl dem: måske meget snart." ( Surah al-Isra 17, vers 51). Må Guds bønner og hilsner være over vores mester, profeten Muhammed, hans familie og hans ledsagere. Dette er den ultimative jihad, hvis resultat kun kan være sejr eller martyrium. Må Guds fred være med jer og Hans Barmhjertighed og Velsignelser.”
Kun sejr - eller martyrium
Når man læser – eller hører - Ismail Hanyiehs tale står det meget klart, at angrebet den 7. oktober ikke var en militær konfrontation, men et religiøst felttog. Kun sejr – eller martyrium. Det er det enkle og ultimative budskab i talen til araberne.
Og til jøderne er budskabet i talen lige klart, som det er gruopvækkende. Vi vil brænde jeres børn, voldtage jeres kvinder og skære dem op fra skødet til navlen, før vi dræber dem, og I skal alle dø, hvis I ikke alle sammen forsvinder helt fra vores land.
Til at understrege, at massakrerne var guddommeligt velsignede, citerer Ismail Hanyieh derefter et koranvers og proklamerer ’Dette er den ultimative Jihad’
Spørgsmålet var: Hvorfor udartede felttoget sig i bestialske massakrer?
Islams fem plager
Svaret er femfoldigt: Fordi islam forherliger vold. Fordi islam deler verden i muslimer og vantro. Fordi islam aldrig overgiver sig. Fordi islam ophøjer nederlaget på jorden til en sejr i paradis. Fordi islam er uforsonlig.
Islam skaber ofre, hvor end religionen eller skal vi sige ideologien får frit spil. Den 7. oktober blev 1.195 jøder ofre for islams fem plager, men hver dag siden, har de fem plager forårsaget død og ødelæggelse i Gaza også.
Igennem to år har israelerne forsøgt at få bugt med Hamas, som planlagde, opildnede til, udførte og bagefter forherligede og velsignede massakrerne. Mange tusinde mennesker er døde, familier over hele Gaza er i sorg over tabet af børn, forældre og venner. Mange hundrede unge israelske soldater er døde i kamp.
Det er en tragedie, for Israel forsøger at bekæmpe et onde. Men det er et onde, der ikke kan slås ned med våben. Islams fem plager er militært uovervindelige. De er iboende i religionen og i den islamiske ideologi, og vil bestå selv når den sidste Hamas-kriger er slået ihjel.
At bekæmpe ondt er vores lod
Så også her, er man nødt til at stille spørgsmålet. Hvorfor har Israel i to år forsøgt med våben at bekæmpe et onde, der ikke kan besejres med våben? Og man er nødt til at lytte til svaret, man når frem til.
Det enkle svar er, fordi man ikke kan tillade sig at lade være. Ondskaben findes i verden. Den er omkring os. Vi kan aldrig blive den kvit, for ondskaben er en del af menneskeligheden. Vi kan holde den på afstand, forsøge at dæmpe den i vores midte blandt vores egne. Vi kan forsvare vores land, vores familier og vores samfund, så godt vi evner, men vi kan aldrig udrydde ondskaben.
Alligevel skal vi forsøge. Det er vores lod. Det er den evige udfordring, som mennesker til alle tider har stået over for, og som alle kulturer, civilisationer og religioner har forsøgt at give en anvisning på.
Fra Odin til Paulus
I Hávamál – et af digtene i Den Ældre Edda – siger Odin: “Illt skal illu gjalda.” Ondt skal gengældes med ondt.
Her udtrykkes tanken, at man må bekæmpe ondskab med samme midler, som den selv bruger – et udtryk for en hævntanke, som var forankret i et æreskodeks, og udtalt af en gud. Det gav autoritet. I sin oprindelige kontekst var det et retsprincip, der skulle forhindre overdreven gengældelse — altså begrænse hævn, ikke legitimere den.
I den jødiske bibel finder man udtrykket ’øje for øje og tand for tand’, som er blevet tolket som udtryk for det samme, altså en begrænsning af hævnen. Hos os blev Odins ord om, at ’med ondt skal ondt fordrives’ afløst af Paulus ord i Romerbrevet 12,21: “Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode”. I jødiske tradition udviklede retsprincipperne sig i samme retning.
Jødisk civilisatorisk tænkning
Allerede i den rabbinske tradition fra det 1. århundrede e.Kr. og frem blev “øje for øje” ikke forstået bogstaveligt. Rabbinerne fastslår meget tidligt, at udtrykket skal forstås symbolsk og juridisk. ”Øje for øje” betyder økonomisk erstatning for et øje. Altså: Hvis en person skader en andens øje, skal han betale den værdi, den tilskadekomne mister – både i arbejdsdygtighed, smerte, lægeudgifter og tab af ære.
Den rabbinske lov opererer derfor med fem erstatningskategorier:
Nezek – tab af arbejdsevne (fysisk skade)
Tza’ar – smerte
Ripui – lægebehandling
Shevet – tabt arbejdsfortjeneste
Boshet – krænkelse eller tab af ære
Det er, hvad man i moderne ret kalder tort-erstatning, som også er blevet indarbejdet i de vestlige retssystemer.
Den jødisk-kristne civilisation har altså over tid oparbejdet en filosofisk og juridisk metode til at regulere menneskers ugerninger mod hinanden, som formelt lægger bånd på både samfund og individer for at forhindre ondskaben i at trænge for langt frem.
Islam er blottet for civilisatorisk tænkning
Den islamiske retsfilosofi har aldrig haft en Paulus at læne sig op ad. Islam har aldrig haft de babyloniske rabbineres skrifter at bygge videre på. Islam opstod i reaktion mod den jødisk-kristne civilisation, og der befinder islam sig stadigvæk.
Det er deri svaret ligger på Israels umulige, men alligevel nødvendige kamp mod den islamiske ondskab, der skaber ofre og enten ophøjer ofrene til martyrer, eller håner dem og kalder dem dyr.
Derfor har vi islams fem plager, som jeg beskrev længere oppe. At slutte fred med islam er ikke mulig. At slutte fred med muslimer kan vi godt. Det er så op til muslimerne selv at få bugt med deres religions plager. Dem kan vi hverken forhandle med eller udrydde.
Det er mit håb, at den islamiske vækkelse, som i snart 40 år har umuliggjort civilisatorisk tænkning i de arabiske lande, er ved at dø ud – eller i det mindste aktivt vil blive modarbejdet af arabiske herskere og ledere. Det synes jeg, man kan se tegn på.
De mange tusinde ofre, som islams uforsonlighed har kostet i Israel og i Gaza siden 7. oktober 2023, kan ikke bringes tilbage. Det onde kan ikke blive ugjort, men Paulus kan måske få et ord at skulle have sagt fremover – hvis nogen gider lytte.
