Den 17. og 18. september eksploderer i tusindvis af personsøgere og walkie talkies i hænderne og ikke mindst i lommerne på Hizbollah-ledere over hele Libanon.
Snesevis af Hizbollahs officerer bliver dræbt og anslået mere end 3500 kvæstet i varierende grad. Få dage senere dræber israelske raketter to af Hizbollahs absolutte topledere ved et angreb direkte på et boligkompleks i Beirut, det første siden juli.
Ikke så snart havde røgen fra de eksploderende personsøgere i Libanon lagt sig, før beskyldninger om krigsforbrydelse begyndte.
Naturligvis fra det hårdt ramte Hizbollah, men sandelig også fra FN og fra internationale og danske såkaldte folkeretseksperter.
Logikken i beskyldningerne er den bizarre, at Israel – og lad os nu bare antage, at det Israel, da de er eneste, der både har midlerne og intelligensen til at gennemføre dette geniale angreb.
Altså argumentet er, at Israel ikke kunne være sikker på at undgå civile ofre tæt på Hizbollah-krigere, der bar de eksplosive personsøgere. Nej, dette er krig, og i krig er ingen sikker.
Som sædvanlig er Israel skurken og terroristerne staklerne
Beskyldningerne om krigsforbrydelse kommer naturligvis fra “The usual gang of suspects”, som ingen nogensinde har hørt fordømme de tusindvis af angreb fra Hizbollahs side, der har ramt vilkårlige mål, fortrinsvis civile i det nordlige Israel og resulteret i evakueringen af mere end 60.000 mennesker.
Det er som sædvanlig Israel, der er skurken, og terroristerne, der er staklerne.
Men de eksploderende kommunikationsmidler er i al sin genialitet nok det tætteste, man kan opnå i træfsikkerhed og minimering af civile tab.
Angrebet er allerede gået over i historien, både for sin originalitet og for den enorme tekniske snilde og logistiske præstation, det har krævet at gennemføre det.
Nye krigsmål for Israel
Israel har redefineret sit krigsmål til at omfatte sikringen af det nordlige Israel, så de mere end 60.000 evakuerede kan vende tilbage i sikkerhed for Hizbollahs daglige angreb med raketter.
Det forudsætter etableringen af en 10-12 kilometer bred demilitariseret zone nord for grænsen, altså på libanesisk territorium.
Det skulle for længst være sket som en del af den våbenhvile, der blev aftalt i FN-regi ved den israelske tilbagetrækning fra Libanon i 2000.
I stedet har Hizbollah taget kontrol over området.
Spekulationerne i øjeblikket går på, at angrebet med personsøgere og walki talkies har været forberedt gennem længere tid som en indledning til en større israelsk landoffensiv til sikring af den bufferzone, som hverken Libanon selv eller FN kunne levere.
Israel har været der før
Israel har tre gange tidligere invaderet Libanon, første gang i 1978 i den såkaldte Litani-operation, hvor man rykkede cirka 30 kilometer ind for at rydde området mellem grænsen og Litani-floden for terrorister.
Igen i 1982 til 1985 med det mål at fjerne PLO fra Libanon, hvilket lykkedes med PLO’s ydmygende evakuering til Tunis under FN-beskyttelse.
Israel invaderede igen i juli 2006 efter Hizbollahs drab på otte israelske soldater og kidnapningen af yderligere to. Efter en måneds hårde kampe med store israelske tabstal etableres en våbenhvile gennem Sikkerhedsrådet, der placerer skylden hos Hizbollah og Libanons regering, der ikke har evnet at kontrollere sit eget territorium.
Om Israel også denne gang vælger at gå ind i Libanon er et åbent spørgsmål. Imod taler Israels ulyst til for tredje gang at kæmpe i Libanon, men omvendt kan krigskabinettet i Jerusalem finde, at det er den eneste mulighed for at fortrænge Hizbollah fra det sydlige Libanon.
Hvis det sker, er næste afgørende spørgsmål, hvad Iran vil gøre- og dernæst hvordan USA vil reagere.
Hvad med Gaza?
Efter næsten et års krig er Hamas reduceret til en meget overskuelig størrelse. Israel har kunnet trække mange tropper ud for i stedet at sende dem nord på til grænsen mod Libanon.
Det skønnes, at af de angiveligt 41.000 dræbte i Gaza (Hamas-tal) er mindst de 17.000 (IDF-tal) enten fra Hamas eller andre terrorgrupper. Dertil kommer et stort antal sårede, og måske 3.500 tilfangetagne.
Det samlede resultat er, at af de oprindeligt 40-50.000 islamiske terrorister i Hamas og andre grupper, er sammenlagt mindst 30.000 enten dræbt, hårdt såret eller tilfangetagne.
Det er desuden lykkedes Israel at sætte et betydeligt antal ledere i Hamas ud af spillet, ligesom kilometervis af tunneller og anden infrastruktur er sprængt i luften.
Samlet set skal Hamas have mindre end 5 kampeffektive bataljoner tilbage efter et års krig. Ved krigens start lå antallet af kampeffektive bataljoner på 30, organiseret i 5 brigader.
Netanyahu og Biden
Israel kæmper for sin overlevelse. Nej, det er ikke retorik, - Israel er trængt på samme niveau som under Yom Kippur-krigen i 1973 eller Uafhængighedskrigen i 1948.
Fra Gaza er det Hamas, fra Libanon er det Hizbollah, fra Yemen er det Houthierne, fra Iran er det selve staten plus diverse andre terrorgrupper både indenfor og udenfor Israel.
I den situation forsøger venstrefløjen i USA, i Europa og sågar i selve Israel at vælte Netanyahu. Biden truer med at trække den amerikanske støtte, hvis Netanyahu ikke accepterer en håbløs våbenhvile, der alene hjælper Hamas og er nærmest selvmorderisk for Israel.
Mordene på seks af de israelske gidsler i Gaza i begyndelsen af september var i særklasse modbydelige. Disse henrettelser eller likvideringer eller slet og ret mord blev eksekveret med iskoldt blod.
Ikke i nogen blodrus som 7. oktober; ikke som hævn på israelske missilangreb på Hamas-ledere; ikke med anden anledning end den iskolde kalkule, at israelerne var tæt på at befri gidslerne.
Forfærdelsen, sorgen og harmen i Israel er voldsom. Vreden mod Netanyahu er større end nogensinde, Histadrut, det israelske FH, kalder til generalstrejke, demonstranter i titusindvis i gaderne i alle de større byer.
Slagordet lyder, at gidslernes blod er på Netanyahus hænder. Hamas siger nøjagtigt det samme: Fordi Israel ikke accepterede en våbenhvile, er det Netanyahus skyld, at gidslerne døde.
Hvilket spil spiller Biden?
På den ene side hævder han at stå last og brast med Israel. På den anden side insisterer han på våbenhvile, tilbagetrækning fra Israels grænse mod Egypten, den såkaldte Philadelphia-korridor, samtidigt med udtalt kritik af Netanyahu.
Han er tæt på at beskylde Netanyahu for likvideringen af gidslerne - samme sang som Hamas og de venstreorienterede både i og udenfor Israel synger.’
Trump vil være bedst for Israel
Ingen amerikanske præsidentkandidat tør undsige Israel sin støtte, men der er forskel på Donald Trump og Kamala Harris.
Sidstnævnte er den mest venstreorienterede kandidat nogensinde med Sanders som mulig undtagelse.
Hun har en radikal og Israelfjendtlig fløj i det demokratiske parti, hun skal tækkes, og hendes udtalelser om Mellemøsten er i bedste fald noget tågede.
Hun vil næppe svigte den amerikanske garanti for Israels sikkerhed, men ej heller være lige så klar og håndfast om Trump.
Set fra et israelsk synspunkt er Trump den bedste vinder af det amerikanske præsidentvalg.
Mens Trump var præsident, flyttede han USA’s ambassade til Jerusalem, anerkendte Israels anneksion af Golanhøjderne og opsagde atomaftalen med Iran.
Trumps svigersøn Jared Kushner forhandlede (sammen med Avi Berkovitz) aftaler, der har bragt Mellemøsten tættere på fred end nogensinde før.
Abraham-accords, som er samlebetegnelsen for aftalerne gjorde klar til anerkendelse og normale forbindelser mellem Israel og Bahrain og De forenede arabiske emirater. Næste step var en aftale mellem Saudi Arabien og Israel.
Fremtiden er usikker
Det var formentlig den planlagte underskrift på den aftale, der fik Hamas til at udføre 7.oktober terroraktionen mod Israel for effektivt at stoppe normaliseringsprocessen.
På alle fronter - krigen i Libanon, Gazas fremtid, det amerikanske præsidentvalg, Netanyahus politiske fremtid, forholdet til Saudi Arabien - er der stor usikkerhed om fremtiden.
Kun en ting er nagelfast: Israel eksisterer også i sin fulde udstrækning fremover. For israelerne er der intet alternativ til sejr, og Israel har for længst bevist både sin vilje og ikke mindst sin evne til at overleve.
