”Hvis Jens, Peter og Poul har gravet et hul på 2x3 meter, og Jens er 185 cm høj og Peter har fire æbler og en høne, hvor gammel er Poul så?”

Nogenlunde denne form for logik lader til at ligge til grund for Skattestyrelsens nye regler for delvis moms-fritagelse for selvstændige erhvervsdrivende. I hvert fald havde jeg for nylig en kafkask oplevelse, da jeg prøvede at sætte mig ind i løjerne og endte med at give fortabt. Og på den måde kan det hurtigt blive en etapesejr til den danske stat, der givetvis får en hel del småbeløb i kassen, som de egentlig ikke var berettiget til, men som mange ganske enkelt opgiver at forsøge at redegøre for i det regnskabsmæssige hurlumhejhus.

Bortset fra denne type hovedbrud, udtænkt af landets bureaukratiske piratfisk, går jeg for tiden rundt med en følelse af, at Julemanden findes.

Og jeg er lige ved at tro, han er borgerlig.

Politisk lys i tunnelen
For os, der i årevis har vandret gennem venstrefløjens ødeland, spejdende efter oaser og brændende tornebuske, og så småt havde opgivet troen på menneskeheden, så har de to første måneder af 2025 bragt mere politisk lys i tunnelen end de seneste 30 år tilsammen.

Ja, det går stærkt på den internationale slagmark lige nu. Nej, det lyder ikke altid pænt, for det gør den slags ikke; det er bare noget, vi har gået og bildt hinanden ind her på det kultiverede kontinent, hvor adskillige årgange af liberal-socialistiske stats- og regeringsledere fra deres plads i sadlen på moralens allerhøjeste heste har kigget ned på alt og alle, der ikke kunne se fidusen ved deres utopiske ligheds-ideologier. Som de for øvrigt ikke selv ønskede at være lige i.

Nu sker der sørme noget - og selvom flertallet af regerende europæiske politikere lader til med glæde ville lægge os alle sammen i (skytte)graven, hvis blot det betød, at de ikke skulle lide det politiske nederlag, det uundgåeligt bliver, når krigstrommen snart udskiftes med fredspiben, så synes jeg generelt, det går i den rigtige retning.

USA rydder op i kommodeskuffen og kan efter sigende snart sende en kontant belønning ud befolkningen. I løbet af den første måneds tid har alene nedlæggelsen af USAID, der længe har brugt skatteydernes penge på at finansiere overordentligt vigtige projekter som LGBT++-aktivisme i Guatemala, elektriske køretøjer i Vietnam, opsætning af en transkønnet opera i Colombia samt landbrugsstøtte til Afghanistan (hvilket dybest set er det samme som statsfinansieret heroin-produktion) betydet en samlet besparelse på budgetterne på svimlende $95 milliarder.

Hvis Trump gav blot 20% af det beløb tilbage til amerikanerne, ville hver af dem modtage 3.000$; en ide, han luftede på et pressemøde i sidste uge.

Er fred farligere end krig?
Verden over har overskrifterne ellers været rødglødende efter Trump mistede tålmodigheden med den ukrainske præsidents krav om økonomisk støtte til fortsat krig, og kort og godt omtalte ham som en ”middelmådig skuespiller” og ”diktator”.

Ja. Den sad. Det er jo ikke et ordvalg, vi bryder os om at høre. Nu har europæiske medier godt nok brugt 5-10 år på at omtale Trump som fascist, farlig og en trussel mod demokratiet, men vi er altså ikke så pjattede med at nogen bruger samme vokabular mod dem, som vi åbenbart står last og brast med, selvom vi godt nok ikke helt ved hvorfor. Det gør vi bare.

Og når vi samtidig har en statsminister, der melder, at ”fred er farligere end krig”, så må vi jo prøve at stole på det, uagtet at det lyder en kende bagvendt.

Højrefløjsbanditterne bliver holdt fra fadet
I Tyskland løb AfD med godt 20% af stemmerne ved søndagens valg, hvilket må siges at være en kæmpe sejr for den sunde fornuft og et solidt signal fra den tyske befolkning, der længe har affundet sig med de voldsomme – og voldelige – konsekvenser af Merkels massive indvandringsbegejstring. Havde vi nu levet i rigtige demokratier her i Vesten, burde partiet om kort tid have siddet i regering sammen med de nogenlunde konservative CDU.

Men sådan fungerer tingene desværre ikke. For som bekendt vil CDU finde sammen med socialdemokraterne i SDP, der smart nok holder højrefløjsbanditterne fra fadet, så man i fred og ro kan løbe fra sine overilede valgløfter om f.eks. lukkede grænser. Det er simpelthen for rodet og omstændigt, hvis man sådan skal til at lægge handling bag ordene.

Putin-lover
Også herhjemme er fløjlshandskerne taget af og diplomatiet hentet hjem fra den politiske debat. Vi lever nemlig i en tid, hvor man enten køber regeringens og forligspartiernes forsvarspolitik uden at blinke - eller også bliver man hængt til tørre som ekstremist og i dette tilfælde ”Putin-elsker.” Det har Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt måttet sande hele to gange i ugen, der gik; først fra statsministeren under tirsdagens spørgetime og et par dage fra senere fra den konservative partiformand i Debatten.

Messerschmidt fadæse var at forholde sig sagligt kritisk til Danmarks tilgang til krigen i Ukraine. Nogen har tilsyneladende glemt at briefe ham om, at vi ikke længere bruger den slags realistiske livssyn i den såkaldte debat. Visse emner lader sig ikke diskutere, men lever udelukkende i et politisk ekkokammer.

Måske var Fru Juhl i ekstra dårligt humør, fordi Andrew Tate, manden vi alle helst skal hade, men som nogle af os finder ubeskriveligt underholdende, dagen forinden havde omtalt hendes partifælle Rasmus Jarlow som ”bøsset” i en kommentar på X. Hendes kamp for at gøre De Konservative konservative igen er jo hård nok uden den slags upassende morsomheder fra en ikke-woke maskulinitets-forkæmper.

Flueknepperi i landsretten
Nu hvor vi således har slået fast, at man i lighed med farverige skældsord som konspirationsteoretiker, sølvpapirshat og anti-vaxx’er gerne må kalde andre for Putin-elskere, blot fordi vedkommende har en kritisk tilgang til livets gang i Lidenlund, så er der andre områder, hvor man skal vare sig med generaliseringerne.

For skulle man i et øjebliks sindsforvirring komme til at gøre grin med andre end den midaldrende, hvide mand, der som bekendt er notorisk ond og for øvrigt overflødig til alt andet end tjene de penge, der forsørger resten af verden, så risikerer man nu en straffesag med henvisning til racisme-paragraffen.

Det måtte Azad Habib, tidligere indehaver af to vittigheds-hjemmesider, i mandags sande, da der faldt dom i en bemærkelsesværdig sag om, hvor langt man i disse forskrækkede tider kan gå i humorens tegn. Hans fadæse var at trykke en række vittigheder, der bl.a. gjorde grin med jøder og sorte. Hvem de ellers på forhåbentlig groveste og mest generaliserende vis - fordi det jo for pokker er vittighedens væsen - gjorde nar af, melder dommen intet om.

Det vigtige her er åbenbart, at man kan fluekneppe den racismeparagraf, der sjovt nok ikke gælder hverken nonner, sømænd, cowboys, blondiner, paver, rockere, buddhister, århusianere, smølfer, skotter og majorer ved Gardehusarregimentet - men som slår kraftigt ud, så snart det handler om de mere sarte minoriteter i vores samfund. Altså de minoriteter som nogen har besluttet, er sarte, uden minoriteterne nødvendigvis selv er sig bevidste om at være det.

Umiddelbart ville jeg mene, at den dom er en vittighed i sig selv. Bortset fra at den er skingrende farlig. For hvem skal til en given tid sidde og beslutte, hvornår en humoristisk bemærkning går over en usynlig grænse? Til gengæld kan den bruges til at binde sin befolkning i evig frygt og mental trældom, så vi ikke får alt for mange selvstændige ideer.