Der findes næppe noget mere psykologisk afslørende end et menneske, der bliver offer for sin egen overbevisning.
Det er den erkendelse, der rammer mig ved min genlæsning af Eugenia Ginzburgs Journey into the Whirlwind. Ginzburg var ikke en borgerlig dissident, der fra begyndelsen gennemskuede revolutionens løfter. Hun var en overbevist kommunist, journalist og underviser i marxismen-leninismen. Hun troede på projektet og havde viet sit liv til det.
Alligevel blev hun i 1937 arresteret under en af Stalins store udrensninger, anklaget for kontrarevolutionær virksomhed og sendt i fast rute gennem fængsler og arbejdslejre. Hun tilbragte omkring atten år i fangenskab og eksil.
Hendes historie handler derfor ikke blot om Stalins brutalitet. Den handler om en ideologi, der i frigørelsens navn skabte et system, hvor selv de mest loyale tilhængere kunne blive fjender. Ginzburg havde tjent revolutionen, men revolutionen skyldte hende ingen loyalitet tilbage.
Ideologi bliver sandhed
Kommunismen lovede et samfund uden udbytning og klasseskel. Men i den leninistiske tradition blev dette mål forbundet med forestillingen om et revolutionært parti, der kunne repræsentere arbejderklassens historiske interesser, også når arbejderne selv var uenige.
Dermed opstod den indre modsætning, at hvis partiet hævder at kende historiens nødvendige retning, hvem skal så afgøre, om partiet tager fejl? Når det samtidig har monopol på den politiske magt, bliver svaret, at partiet selv bedømmer sig selv.
Uenighed kan dermed ophøre med at være en legitim del af politikken og i stedet blive fortolket som sabotage, klassefjendskab eller kontrarevolution. Kritikeren skal ikke længere modsiges, men afsløres. Hans argumenter bliver mindre vigtige end de motiver, magthaverne tillægger ham.
Det er en effektiv måde at beskytte magten på. Hvis enhver indvending kan forklares som udtryk for fjendtlighed, behøver ideologien aldrig at stå til ansvar for sine egne fejltagelser.
Partikommissærens magt
Stalins terror blev ikke gennemført af én mand alene. Terroren krævede partifunktionærer, forhørsledere og angivere, som havde deres egne positioner at beskytte. I et system, hvor politisk pålidelighed er afgørende for karrieren, kan det blive fordelagtigt at demonstrere større revolutionær årvågenhed end kollegerne.
Den, der opdager en fjende, viser sin loyalitet. Den, der undlader at opdage en fjende, risikerer selv at blive mistænkeliggjort. Og den, der forsvarer en anklaget, kan ende med selv at blive anklaget. Mistanken bliver dermed en selvforstærkende mekanisme.
Man beskytter sig selv ved at udpege andre, men bidrager samtidig til et system, hvor ingen længere kan føle sig sikre. Ginzburg oplevede netop, hvordan forbindelser til mistænkeliggjorte personer og manglende afstandtagen kunne vendes imod hende.
Det er fristende at forklare dette med Stalins personlige paranoia. Men dermed overser man de institutionelle og ideologiske forhold, der gjorde terroren mulig. Magtmonopol, manglende retsgarantier og en politisk lære, der kunne gøre uenighed til tegn på moralsk og historisk skyld.
Fra revolutionen til kulturkampen
Det ville være bekvemt at betragte Ginzburgs historie som et afsluttet kapitel. Stalin er død, Sovjetunionen er opløst, og nutidens vestlige ideologier er ikke det samme som stalinismen. Men menneskets tilbøjelighed til at bruge moralske idealer som redskab for magt forsvandt ikke med Sovjetunionen.
Ginzburgs historie tilhører Stalins Sovjetunion, men ideologiens magt er ikke forsvundet. I dag ser vi, hvordan kønspolitiske forestillinger bliver kampplads i offentlige institutioner, senest da Region Syddanmark udsatte en vejledning om LGBTQ+-patienter efter politisk modstand mod kønsneutralt sprog. Det er ikke Gulag, men spørgsmålet om ideologisk ensretning er stadig relevant.
Kulturmarxismen og store dele af den moderne feminisme fortjener et overordentligt kritisk blik. Når køn forstås som et permanent magtregnskab, hvor mænd kollektivt placeres blandt de privilegerede og kvinder blandt de undertrykte, bliver mennesket reduceret til sin plads i en ideologisk fortælling.
Den enkelte mand bedømmes ikke længere alene på sine handlinger, og den enkelte kvindes erfaringer kan tillægges en særlig moralsk autoritet alene i kraft af hendes position. Denne tankegang kan skabe en politisk gevinst for dem, der forvalter den.
Jo flere samfundsforhold der defineres som udtryk for strukturel undertrykkelse, desto flere områder kan gøres til genstand for ideologisk kontrol. Den, der afslører andres privilegier, opnår moralsk autoritet, mens den, der anfægter analysen, risikerer selv at blive fremstillet som en del af problemet.
Misundelse og magtbegær
Partikommissæren kunne demonstrere sin revolutionære renhed ved at afsløre klassefjender. Den moderne ideologiske vogter kan demonstrere sin moralske renhed ved at afsløre privilegier og problematiske holdninger.
Misundelsen ligger som en mulighed i et verdensbillede, hvor andres succes kan fortolkes som resultatet af uretmæssige privilegier, og hvor omfordeling af status bliver et moralsk mål. Magtbegæret kan på samme måde forklæde sig som frigørelse.
Det gælder måske ikke al feminisme eller alle feminister. Kampen for lige rettigheder og beskyttelse mod vold kræver ikke, at mænd gøres til en kollektivt skyldig klasse. Kritikken rammer den strømning, der gør køn til et permanent modsætningsforhold og politisk mistanke til en erstatning for individuel dømmekraft.
Ginzburg er derfor stadig aktuel. Enhver bevægelse, der hævder at repræsentere retfærdigheden, bør også kunne tåle at blive modsagt. Når en ideologi giver sine egne forvaltere monopol på den moralske sandhed, bliver frigørelsen let et påskud for dominans.
Kommunismens tragedie under Stalin var, at den fortærede også sine egne. Ginzburg troede på systemet, indtil systemet gjorde hende til fjende.
