I Vestegnens grænseland kolliderer to logikker: demokratiets debatkultur, hvor argumentet tæller — og klanernes netværkslogik, hvor relationer og ære afgør spillet.
Men når denne tribalisme kombineres med strategisk retssagsførelse, eroderes demokratiets normer.
Lawfare: Retten som våben
Lawfare — sammentrækning af “law” og “warfare” — er strategisk brug af retssystemet som våben for at skade, udmatte eller intimidere modstandere.
Henrik Dahl, Liberal Alliance, formulerer det således: “Det handler om at bruge domstolene som våben i den politiske kamp.”
Her erstatter processen argumentet. Man behøver ikke have ret — kun kræfter, penge eller forbindelser. Måske en fætter, der er advokat. Selv tabte sager virker: advokatregninger, bekymringer, og måneders forsvar skræmmer andre til at tie. Men lawfare står sjældent alene. På Vestegnens bagside har den fået en rejsekammerat.
Tribalisme: Klanens lov
Hvor lawfare bruger systemet til at tvinge modstanderen i knæ, bygger tribalismen på en social orden, hvor loyaliteten tilhører klanen frem for institutionen. I Mellemøsten er klaner statiske: man fødes ind i én og dør i den.
Sådan er det ikke i Danmark. Her kan man skifte klaner, hvis opportunismen er tilstrækkelig. Vejen til bålstedet - eller rådhuset - hvor de andre klanledere samles, kan forkortes betragteligt.
Men der et problem med kompatibiliteten: Demokratiet hviler på universelle regler: kritik er legitim uenighed, og institutioner er ikke private netværk. Tribal logik vender det på hovedet. Kritik bliver forræderi. Konflikter bliver personlige.
Og når denne logik rammer lokale institutioner, får selv kommunalpolitik et strejf af klanstrid.
Borgmesteren må styre sin egen klan
I Foråret 2025 sendte en lokalpolitiker med indvandrerbaggrund, Serhat Kücükkart fra Moderaterne, en stævning til bogmester Jesper Würtz Ballerup. Stævningen angik slet ikke borgmesteren. Det var et andet socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen Hella Tiedemann, som Serhat Kücükkart havde stævnet.
Men selvom sagen og stævningen ikke havde noget med kommunens øverste embede at gøre, så tilhørte Hella Tiedeman altså borgmesterens egen ’klan’ - Socialdemokratiet.
Baggrunden var simpel: I udvalgsformandens private Facebook-gruppe var delt oplysninger om politikernes konkurser og tvangsopløsninger. Mange — og korrekte. Oplysningerne var delt af en bruger, men udvalgsformanden burde som administrator have grebet ind, mente politikeren. Derfor: injurier.
Borgmesterens svar var nøgternt: Han havde intet med sagen at gøre. Hverken politisk eller juridisk.
Men det, der kunne ligne fejladresseret post, var i virkeligheden helt inden for tribalisme-logikken: Borgmesteren forventedes at disciplinere sin klan. Og samtidig blev retssystemet aktiveret ikke for at vinde, men for at vise, at kritik koster. Lokal lawfare.
Moskésagen: Samme mønster
Stævningen var ikke første møde mellem autoritær kultur og lokale institutioner. Ballerup huser et tyrkisk kulturhus, der ad omveje blev til en moské — af Weekendavisen døbt “Den Hemmelige Moské”. Overraskelsen var total for alle, bortset fra den tyrkiske kulturforening. Og måske borgmesteren,
Da moskéen blev mødt med kritiske plakater, henvendte foreningen sig straks til borgmesteren, kommunen og Socialdemokratiet. Den hellige ballerupske treenighed skulle bringe kritikken til tavshed. Ytringsfrihed eller ej. Mest opsigtsvækkende: partiet blev betragtet som disciplinær myndighed.
Mønstret er identisk: Kritik mødes ikke med dialog, men med appel til autoriteten — klanlederen og klanen selv.
En karriere i bevægelse
Det samme mønster ses tydeligst i personen bag stævningen - Serhat Kücükkart. Hans politiske rejse har været stormfuld: adskillige partier og en række kortvarige tilhørsforhold på få år.
I den tribale logik er partier ikke ideologiske fællesskaber, men taktiske platforme. Steder man søger til, opholder sig i og forlader, når forbindelserne ikke længere tjener formålet.
Konflikter med andre partier håndteres tilsvarende: Først appelleres til partitoppen — klanens øverste, som forventes at mægle og disciplinere. Når dét fejler, træder retten til. Ikke for at finde sandhed, men for at kvæle kritik.
Lawfare og tribalisme som to sider af samme strategi: magtanvendelse frem for argumentation.
Den danske prøve
Fortællingen fra Vestegnens udkant er ikke et kuriosum. Når sandhed mødes med stævninger, og politisk uenighed behandles som klanstrid, forsvinder forudsætningen for et demokratisk rum: at borgerne kan tale frit, og at magten tåler modstand.
Lawfare gør retten til en trussel. Tribalisme gør institutionerne til private netværk. Kombinationen vælter ikke systemet i ét hug — men den gør det gradvist irrationelt at tale højt og dyrt at være kritisk.
Kommunalvalg bliver derfor en stresstest: Har vi stadig institutioner, der insisterer på regler frem for relationer? Argumenter frem for processer? Stabilitet frem for nomadisk opportunisme?
Spørgsmålet er enkelt, men konsekvenserne er det ikke.
