”Når man går hen ad en almindelig hovedgade i Danmark, er sandsynligheden for, at man møder uinformerende betjente, relativt stor.”
Læs gerne ovenstående sætning en ekstra gang. Der stod faktisk ikke ”uniformerede” betjente. Der stod ”uinformerende”. De to ord er, hvilket egentlig er meget sjovt, når man først får øje på det, stort set anagrammer af hinanden. De rummer næsten den samme information, for ordene uniformeret og uinformeret dannes af de samme bogstaver – der er blot byttet lidt rundt på to af dem.
At detaljer på denne måde kan gøre en stor forskel, ikke mindst for den offentlige opinion og debat, så man for nylig, da journalister på det nærmeste kuppede et retsmøde og – i mangel af mulighed for at oplyse befolkningen reelt om etniciteten på de mænd, der var sigtet for at gruppevoldtage en 37-årig kvinde i Aarhus – simpelthen skrev, hvad de med deres egne øjne kunne se.
Journalisten fra Ekstra Bladet skrev blandt andet: ”Til stede i retten var også en tolk, der oversatte rettens ord til tigrinya, et sprog talt i Eritrea, til de tre mænd.” Journalisten måtte altså selv regne ud, hvilken etnicitet de sigtede havde. Det må politiet nemlig – ifølge egne regler – kun oplyse, når det er ”relevant for sagen”.
Elastik i metermål
Den sidste formulering er ren elastik. For hvornår er noget relevant – og ikke mindst for hvem? Er det for eksempel relevant for en etnisk dansk kvinde, om hun ”bare” bliver gruppevoldtaget, eller om hun reelt er udsat for en racistisk hadforbrydelse begået af mennesker, der muligvis hader hendes hudfarve og hele den vestlige verden, som vi kender den? Ville det for eksempel være relevant at oplyse etniciteten, hvis seks etnisk danske, hvide mænd gruppevoldtog en 37-årig kvinde fra Eritrea? Ville man se det som racistisk motiveret? Hvad nu, hvis vi – i tilgift, fordi det muligvis er relevant – fik oplyst, at de var ”højreradikale”? Er de mænd, som har begået gruppevoldtægten indvandrere, tredjegenerationsindvandrere, flygtninge, afviste flygtninge, turister eller søfolk på landorlov?
Hvem taler vi egentlig om? Og ville det ændre debatten, hvis vi fik det at vide?
Det ville det nok. Men det skal vi selv regne ud. Eller gætte på. Årsagen er, at vi for tiden ikke ”må få” de relevante informationer fra myndighederne. Ingen aner hvorfor. Men det betyder, at de reelle informationer i stedet langsomt pibler ud igennem pressen til en mere og mere skeptisk – og sommetider ligefrem totalt mystificeret – befolkning.
Tyskerne er også overladt til gætterier
Et godt eksempel på, hvor små detaljer, det kan dreje sig om, fik man forleden, da de officielle underretninger fra et terrorangreb i Solingen i Tyskland foldede sig ud.
Først fik vi at vide, at en mand havde angrebet en række mennesker med kniv ved en byfest, således at der var tre dræbte og tre sårede. Siden ændredes det til, at der var tale om et terrorangreb med tre dræbte og fem sårede, nu i kritisk tilstand. Manden var nemlig fra Syrien og erklæret islamist. Da terrororganisationen Islamisk Stat tog ansvaret for hans modbydelige og afstumpede handlinger, fordampede al tvivl. Men der stod stadig alle steder to underlige oplysninger, som var kommet fra de uinformerende myndigheder, og som man derfor selv skulle lægge sammen for at finde et – chokerende – facit.
Den ene var, at byen, som fyldte rundt, af uransagelige årsager havde valgt at fejre årsdagen med ”en mangfoldighedsfest”. Den anden var, at myndighederne igen og igen gentog, at det her var ”angreb på tilfældige mennesker”.
Den lavintensive religionskrig
Men, hov. Hvis en radikaliseret islamist, bakket op af terrororganisationen Islamisk Stat, dræber tre, muligvis i sidste ende otte, mennesker ved en pride-agtig begivenhed, er det jo pludselig slet ikke ”tilfældige mennesker”. Det er derimod specifikt udsete terrormål. Det er ideologisk betingede hadforbrydelser. Og det er endda muligvis en decideret krigshandling i den lavintense religionskrig, som i årevis har udspillet sig på europæisk jord.
Hvorfor oplyser man ikke bare om det? Kære europæere. Dette er et bevidst forsøg på at nedkæmpe jeres frihed, jeres demokrati og jeres protestantiske religion. Bum.
Fuldstændig ligesom det er åbenlyst kristofobiske hadforbrydelser, når man pløjer en lastbil igennem et julemarked i Berlin, som en anden radikaliseret islamist gjorde i 2016.
Ville man egentlig sige, at en etnisk svensker, som pløjer en lastbil midt ind igennem en stor, forkromet ramadanmiddag – eller en ”vinterfest”, som de vist i dag kaldes i IKEAs hjemland, ikke sandt? – og smadrer femten langborde og mejer alle gæsterne ned, går efter ”tilfældige mennesker”? Ville man sige, at en voldsparat woke-terrorist – hvis ellers en så helt igennem utænkelig tanke var noget, der fandtes i virkeligheden – som i fuld drag og med lyserød glimmerlæbestift render ind i en moske og skærer halsen over på tre bedende muslimer og sårer fem andre livsfarligt, går efter ”tilfældige mennesker”?
Når information bliver en mangelvare
I Storbritannien er myndighederne i disse dage på den anden ende. Det skyldes, at man – med rette – har måttet fængsle alle de bøller, der har lavet optøjer i gaderne, bl.a. på baggrund af misinformation fra diverse hidsige tastaturkrigere. Men vi er, som Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti har fremført, nødt til at spørge os selv om, hvorfor den slags verbalparate typer overhovedet begynder at sprede alt muligt gejl, som de sidder og gætter på eller simpelthen opdigter.
Det skyldes muligvis, at de slet ikke har mulighed for at få de rigtige oplysninger fra myndighederne. Eller rettere, at myndighederne ikke selv kommer med dem helt frivilligt og beredvilligt.
Problemet er efterhånden ret stort. Det drejer sig først og fremmest om en decideret tilbageholdelse af informationer, som kan lede til katastrofale konklusioner i befolkningen.
Tilbage i marts måned i 2008 blev et barn dræbt på Amager af en bande store drenge. De tævede det stakkels menneske til døde med baseballkøller, så offeret afgik ved døden Skærtorsdag aften samme år. Befolkningen gik amok og krævede udvisninger af kriminelle udlændinge og flere talte i medierne om, at nu ville man snart til at begå selvtægt. Til sidst blev myndighederne så bange, at man frigav de relevante informationer. Den afdøde var det 16-årige avisbud Uzgür Dennis Uzun.
Gerningsmændene var to etnisk danske drenge på 15 år, som opererede i ledtog med hinanden. Var det ”relevant viden for sagen”?
Du skal benægte, hvad du ser
Bristen i tilliden vokser stadig mere i store dele af befolkningen. En variant af problemet er, at når man så endelig oplyser ”etniciteten” på gerningsmænd og ofre, så gør man det på en måde, der for enhver oplyst person må kategoriseres som gaslighting.
Begrebet dækker kort fortalt over det retoriske greb, at man benægter ting, som folk ellers med deres egne øjne kan se. Et eksempel var en sag i Tyskland, hvor et offer for en forbrydelse begået af ”højreradikale” af Danmarks Radio blev beskrevet som en ”etnisk tysker”. Enhver, som læser de ord, ser nok noget i retning af en stor, hvid pølsespisende Heinrich-type fra Bayern for sig. En seer, som klagede over DR’s sprogbrug, fordi vedkommende havde læst noget helt andet i tyske aviser, forlangte, at manden blev kaldt sort. Og til sidst rettede man – lidt – ind og skrev, at offeret var ”tysk med cubanske rødder”. Men var det så egentlig ikke en hadforbrydelse begået af racister?
De fleste danske avislæsere har en rimelig forventning om, at myndighederne oplyser retvisende, så pressen kan rapportere relevante informationer korrekt. Det var i enhver normal forstand af ordet etnicitet nok en cubaner, der var blevet dræbt. I Solingen var det en radikaliseret islamist, der bevidst, kynisk og ondsindet havde udset sig en LGBT+-fest som mål. Avisbuddet var etnisk tyrker – også selv om han var anden generationsindvandrer, og gerningsmændene var pæredanske. Men det er ikke sådan, pressen skriver og taler mere. Nu skal vi hele tiden selv regne ud, at en ”svensk statsborger”, som rejser ned for at kæmpe for Islamisk Stat, nok ikke har ”islandske rødder” eller er fra Småland 18 generationer tilbage, men snarere simpelthen er uintegreret etnisk iraker eller marokkaner eller noget helt tredje fra et MENAPT-land, uanset om det så er i første, anden eller tredje generation.
Mangel på rettidig omhu
Man kan altid lave spejltesten. Vend det om.
Ville vi uden videre acceptere, at myndighederne oplyste, at en ”japaner” havde angrebet en ”dansker”, hvis der reelt var tale om en kridhvid, etnisk dansk mand gift med en japansk kvinde og bosat i Osaka, som havde overfaldet en islamistisk hadprædikant indvandret fra Mellemøsten på Nørrebro, hvis forbrydelsen var sket, imens japaneren var på besøg i Danmark under en ferie i, hm, sit fædreland? Eller ville vi faktisk føle os totalt misinformerede? Og løjet lodret for?
Efter masseindvandringen nu for alvor begynder at sætte sine spor – til at begynde med mest tydeligt i Sverige, men nu efterhånden også i Danmark, hvor mord og broderisme (islamisk infiltration, red.) er blevet en hverdag, alle kan genkende og taler åbent om – kan en dansker, ret skal være ret, være mange ting. Al racisme og profilering er modbydelig, det lærte vi allerede af sagen om avisbuddet, men løsningen er altså ikke at dække over virkeligheden. I stedet skal vi lære at være mere præcise.
Hvis myndighederne fra begyndelsen havde oplyst, at der i sagen om en gruppevoldtægt imod en 37-årig kvinde var tale om en racistisk og ideologisk krænkelsesforbrydelse begået af tre flygtninge, havde befolkningen sikkert skreget op.
Men det skyldes jo ikke en overreaktion. Det skyldes en helt almindelig, rationel og klog reaktion på tilstande, man simpelthen ikke vil acceptere længere i sit eget hjemland.
Hvorfor myndighederne forsøger at holde de reaktioner nede, kan der være mange grunde til. Men en ting er sikkert. De får ikke held med det. Det viser situationen i Storbritannien, hvor der i skrivende stund, ifølge de britiske medier, kun er 83 – treogfirs! – ledige fængselsceller tilbage i hele Kong Carl III kongerige.
Det er præcis den situation, man som konservativ frygter mere end noget andet. Revolution har, lige siden blodbadet i Frankrig, været det decideret modsatte af civilisation. Og revolutioner skyldes altid kun én ting. Mangel på rettidig omhu.
