I det venstreorienterede gratismedie POV, hvis chefredaktør er den detroniserede journalist og kommentator Annegrethe Rasmussen, kunne man forleden læse et frådende opstød. Opstødet var forfattet af en af tidens ledende figurer i den nyfeministiske revolution, Dorte Toft.
Det handler i korthed om kronikker, som Toft mener aldrig burde være sluppet gennem redaktørernes nåleøje, fordi de på den ene eller den anden måde retter et kritisk lys mod nyfeministernes yndlingspåstand: at kvinder altid har ret og til evig tid skal underlægges lag-på-lag censurafskærmning og skæv særbehandling, når det handler om debat af emner vedrørende deres køn.
De nye censurulve
Strategien kender vi efterhånden til hudløshed fra de sidste 5-10 års woke-debat – som nyfeminismen er den primære fødselshjælper for. I den primitive magtkamp, som er disse feministers eneste vision om samfundsmæssig indretning, går man principielt ikke i clinch med nogen, man er uenig med.
Man går ikke ind i debatter, hvor man kan fyre de mest præcise verbale kugler af fra de mest skarpladte våben i det intellektuelle pistol-hylster. Nej, det eneste svar, den eneste reaktion, man tyer til, hver gang man møder nogen, som man er uenig med, er: cancellér dem. For ikke at sige: udrens dem – og helst fra jordens overflade. Som ulven, der sniger sig ind i folden i ly af natten og gør kål på alt, hvad den kan slippe afsted med.
Ingen tvivl om, at man er nået imponerende langt med denne strategi, som der kun kan bruges ét udtryk om: totalitarisme af første klasse, sådan som vi kender den fra det gamle Sovjetunionen og i det hele taget fra regimerne øst for den kolde krigs jerntæppe – som i det mindste havde den fordel at det ikke camouflerede sig som andet end det, det var, et jerntæppe.
Stik modsat det vi i øjeblikket ser foregå i den helt igennem udemokratiske valgkamp i USA mellem præsidentkandidaterne Donald Trump og Kamala Harris. Hvor den reelle holdningsuenighed konstant søges tildækket gennem diverse illegitime formalistiske manøvrer. Tror noget menneske ved sine fulde fem på, at Donald Trump ville have siddet på anklagebænken i et utal af retssale, hvis det ikke var fordi han stillede op til ”verdens vigtigste embede”? Næppe.
De nye ulve opererer netop ikke i fuldt dagslys. De skjuler sig – fejt og bedragerisk kan man sige – bag alskens dydssignalerende og demokratisignalerende og korrekthedssignalerende parader og tirader. Nakkeskuddet – eller strubebiddet – man tildeler ”fjenden” ved daggry, har ikke desto mindre nøjagtig samme effekt.
Herhjemme kan vi ganske vist ikke – endnu i hvert fald – diske op med et halvt hundrede juridiske anklager mod dem, der formaster sig til at tale den nye kolde krigs autoritære feministiske østblok imod.
Men vi kan såmænd være ganske pænt med i censurkapløbet alligevel. Det viser Tofts kronik med al tydelighed. Her harceleres under overskriften ”Min top-5 liste over bizarre kronikker” mod tekster skrevet af debattører med andre holdninger end Tofts, heriblandt undertegnede.
Vanen tro kunne nyfeministen Toft i stil med andre nyfeminister – eller woke-feminister, som vi også kan kalde dem – aldrig drømme om ærligt og redeligt og med en smule værdighed i behold at gå ind og forholde sig til substansen i modstandernes indlæg.
Nej, skytset rettes entydigt mod de medier og redaktioner, som har formastet sig til overhovedet at bringe og offentliggøre synspunkter i hvilke Dorte Toft med samt forbundsfæller ikke er hundrede procent enig, og som de ikke hundrede procent har godkendt og blåstemplet.
Hvis ikke det var en demokratisk tragedie ud over alle grænser, at meningsdannere som Toft på denne måde regredierede til de mest formørkede antidemokratiske metoder, vi kender til fra historien, ville det have været direkte komisk.
Thi da udnævner Toft og konsorter jo sig til en slags selvbestaltede ytringsvogtere, lige som på Holbergs tid. Det vil sige til den instans, der skal give stemplet ”imprimatur”, før noget kan tillades at gå i trykken. Eller de tér sig som om, vi stadig var underlagt reskriptet af 1773, der lod det være op til den til enhver tid fungerende politimester at vurdere, hvad der skulle bandlyses og forbydes, og hvad ikke.
Skal man nævne et par dugfriske eksempler, er der desværre en del at tage af.
Ytringsfriheden sat i bakgear
Mine egne oplevelser er efterhånden legio, når det gælder illegitime cancelleringer og cancellerings-forsøg – fra plagiat-angrebene mod mig i Annegrethe Rasmussens gamle avis Information, der i øvrigt endte i total frifindelse, men ikke desto mindre nåede at koste mig job og levebrød på universitetet, til forskellige forsøg på fra feministiske aktørers side at få afpubliceret og bortdømt allerede publicerede indlæg og artikler.
Men lad nu selvmedlidenheden ligge i denne omgang og i stedet vende blikket mod andre, der har fået struben bidt over – eller søgt bidt over – af nutidens selvbestaltede politidirektører og censurulve.
Et af de mere spektakulære eksempler er selvfølgelig censureringen af Emil Salzers digt ”Fjerde bølge” fra en antologi med ny dansk poesi udgivet af Gentofte Kommune.
En hændelse, som er blevet omtalt flere gange her på Kontrast, bl.a. i min egen anmeldelse af Salzers tredje digtsamling, ”Sjælecancer”, hvor digtet indgår. Men også andre medier har fundet det værd at omtale afvisningen af en tekst, forfatteren ellers havde fået lovning om ville udkomme i Gentofte-antologien. Således på TV2, hvor historien fik plads i Go’ aften Live og blev diskuteret grundigt.
Ud over Emil Salzer selv, som fastholdt, at digtet hverken var sexistisk eller hadtale, deltog litterat og censurforsker Dennis Meyhoff Brink. Denne fastslog, helt i overensstemmelse med sandheden, at efter et par hundrede år med mere og mere frihed, oplever vi nu fremdeles mindre og mindre.
”Den store tendens i de seneste 200 år har”, sagde Meyhoff Brink, ”været, at man har fået mere og mere frihed, men den tendens er bremset stærkt op, hvis ikke sat i bakgear (…). Udover nye lovgivningsmæssige begrænsninger, så har protester fra virksomheder, organisationer og aktivistgrupper også haft en påvirkning. Vi har fået begreber som cancel culture og den slags ting, som jo er en form for aktivistisk censurudøvelse, som uden tvivl er vokset de seneste 20 år”.
Den borgerlige presses wokeificering
Det er ikke kun inden for det litterære og kunstneriske miljø, vi i disse år oplever censur og cancellering for fuld udblæsning – så meget desto sørgeligere al den stund netop dette miljø mere end noget andet burde være ytringsfrihedens forkæmper nummer ét.
I forbindelse med Kvindernes Kampdag 2024 udgav tre medlemmer af styrelsesgruppen for Manderådet, Torben Haugaard, Michael Bang og Kåre Fog, en kronik i Berlingske, hvor de sagligt og med solidt fagligt belæg pegede på områder, hvor mænd og drenge i dag hetzes og nedgøres og forfølges som befolkningsgruppe. På trods af, at der her var tale om tre garvede skribenter med mange kronikker og debatindlæg på bagen, synes Berlingskes fungerende kronikredaktør – en kvinde, selvfølgelig – at hun skulle tage de tre mænd i skole for stort og småt i kronikken.
Resultatet blev et forløb, der bedst kan beskrives med ét ord: censur. For eksempel måtte kronikørerne ikke tale om ”omvendt bevisbyrde”, når det gjaldt samtykkeloven. Det var der ellers flere tunge jurister, som havde været ude og pege på som en højst nærliggende fare ved denne lov. Alligevel mente den tidligere radiovært og embedsmand med en cand.jur.-grad fra 1999, Anne Sofie Allarp, at hun var mere kompetent end sågar professorer i strafferet som Lasse Lund Madsen, så betegnelsen måtte udgå.
Som Kåre Fog skrev på sin blog ”Kønsdebat.dk”, hvor han gennemgik hele forløbet omkring kronikpublikationen, var kronikkens hovedforfatter, Torben Haugaard – på en god baggrund åbenlyst – uenig med Anne Sofie Allarp. Ikke desto mindre lavede skribenterne en ny version, og teksten blev sendt ind igen sidst på dagen søndag.
Hvad de ikke vidste var, at på det tidspunkt var kronikken allerede publiceret på nettet i den version, som Allarp foretrak, og som nogenlunde overholdt størrelseskravet. ”Vi havde jo”, siger Fog, ”fået at vide, at kronikken ville komme i søndag. Alligevel var den ikke med i den trykte avis søndag. Allarp havde jo skrevet til os, at de ’ikke har en kronikspalte i søndagsavisen’. Derfor er det underligt at kigge tilbage i aviserne for de to foregående søndage, som jeg stadig har liggende, og se, at i dé aviser er der trykte kronikker. Det er kun den søndagsavis, hvor vi skulle i, hvor der ikke er nogen trykt kronik.”
Måske var trakasserierne i forbindelse med denne kronik udtryk for det triste skred, der er sket med den gamle ærværdige ”Tante B”, der ellers hører under et mediehus, der har som erklæret målsætning at være modvægt til den nytotalitære, nymarxistiske tendens i vores samfund. I hvert fald får Berlingske stor ros af Toft for ikke længere at tillade modsatrettede synspunkter i at folde sig ud i fuldt flor. Som hun skriver, var Berlingske ”en avis, der gennem nogle år blev kendt for en del særprægede indlæg, men som heldigvis fik sadlet gevaldigt om for en fem-seks år siden.”
Noget jeg også selv kan bekræfte efter et par gange at have været igennem Anne Sofie Allarps og andre Berlingske-ansattes redaktionsmølle. Fik jeg i øvrigt nævnt, at Allarp også er tidligere formand for SF’s Ungdom?
Muhammed-tegningernes organ har overgivet sig
Jyllands-Posten – den avis der for nogle år siden påtog sig at gå forrest i kampen mod den islamistiske censurering – kan snildt hamle op med sin tidligere borgerlige medkæmper Berlingske. Her oplevede jeg således sammen med førnævnte Torben Haugaard det højst usædvanlige at få en kronik, som allerede var publiceret, fjernet igen. Ovenikøbet med en beklagende note fra avisens side over, at den overhovedet var blevet trykt i første omgang. ”En menneskelig fejl”, kaldte chefredaktøren det.
Kronikken forsøgte, på bagkant af Johnny Depp-sagen og de groteske MeToo-løgne, der i den forbindelse var kommet frem i lyset fra hans ekskone Amber Heards side, at bore lidt i sandhedsværdien af den berømteste hjemlige MeToo-historie. Nemlig den om den store tv-kanon, der angiveligt under en julefrokost skulle have sagt til tv-ikonet Sofie Linde, at hvis ikke hun suttede hans pik, ville han ødelægge hendes karriere. Simpelthen fordi ingen nogensinde har fået klarhed på, hvad der egentlig ligger i historien.
I Ekstra Bladet, hvor sagen blev taget op, udtalte vi, at ”Vores mål med kronikken var alene at påpege den retsløshed, som nogle kvinder og #MeToo benytter sig af, når de bruger medierne og den offentlige gabestok som metode til at ødelægge menneskers og familiers tilværelse.
Med JP's beslutning har vi det tydeligste bevis på, at medierne gerne lægger spalter til den retsløshed, som #MeToo hviler på. Hvorimod de ikke vil lægge spalter til os, der udfordrer denne retsløshed. JP's beslutning er virkelig tankevækkende og reflekterer den cancel culture, som vi i øjeblikket ser flere steder i samfundet, når det gælder #MeToo. Derved udfordres den almene debat. Og værst af alt: Medierne begrænser nu den ytringsfrihed, de selv lever af.”
Samme medie, dvs. Jyllands-Posten, evnede, som det vil være de fleste Kontrast-læsere bekendt, desuden at levere årets medie-selvmål, eftersom de fyrede deres uden sammenligning mest estimerede skribent gennem 15 år, Mikael Jalving. Som Jalving selv skrev om bommerten i det norske magasin Document: ”Det var ikke noe jeg så komme, jeg er faktisk litt overrasket selv.”
Fyringen var følge af et redaktørskifte, hvor en kvinde – med en venstreorienteret historik, surprise! – satte sig i chefredaktørstolen. Om hende skriver Mikael Jalving videre: ”Sjefredaktøren, som i sin rene ungdom tilhørte den ekstreme venstresiden, sto for Enhedslisten og hatet monarkiet, roser nå eiendomsretten, næringslivet og dronningen. Men det viktigste er henne selv og følelsene hun lar seg styre av. Som så mange andre i medieklassen har sosialisme blitt erstattet av narsissisme.”
Jalvings karakteristik af Marchen Neel Gjertsen er rammende, ikke blot når det gælder hende, men når det gælder hele den horde af ærgerrige og blindt magtbesatte kvinder med Enhedslisten eller et andet venstresnoet parti i ascendanten, som i øjeblikket er på vej til at indtage stort set samtlige af vores institutioner og medier.
Ikke i ligestillingens navn, tag endelig ikke fejl af det! Det sker derimod i den totale kvindedominans’ navn. (Fodnote: I en retssag om falsk voldtægtsanmeldelse, jeg selv overværede for nogle dage siden, sad vi i retssalen i alt 9 kvinder og én undseelig mand. Blev den anmeldte kvinde mon frikendt på trods af det overvældende bevismateriale imod hende? Gæt selv …).
Tredobbelt harakiri
På B.T., et andet af navn borgerligt medie, står det p.t. heller ikke for godt til, når det gælder ytringsfriheden. Her formåede den nytiltrådte chefredaktør, der ganske vist biologisk er af hankøn, men tilsyneladende er helt og aldeles woke-feminiseret i sit indre, at fjerne et indlæg, den politiske kommentator Joachim B. Olsen havde slået op under overskriften: ”B.T. Mener: Transkønnethed er en psykisk sygdom”.
Ikke at der, som jeg skrev i mit indlæg om episoden på Kontrast, lå nogen som helst fornærmende hadtale i det. Det var sådan set bare ment som en nøgtern konstatering på baggrund af, at transition fra det ene køn til det andet, som er blevet den nye ”modedille” blandt ikke mindst unge piger og mænd, uvægerligt medfører medicinsk og i visse tilfælde også kirurgisk behandling. Ergo må det, rent logisk, være en sygdom.
På det seneste har chefredaktøren på bladet formået at begå intet mindre end tredobbelt harakiri – eller selvhattrick – ved at sende den journalist hjem på ufrivillig ferie, som netop havde gaflet en af årets største mediehistorier i form af balladen i Moderaterne, samt derudover sende Berlingske Medias største unge talent på debatsiden, Astrid Johanne Høg væk fra BT og over på Berlingske. Som formand for Regnbuerådet, Jesper Rasmussen, skriver på sin med rette meget læste Facebook-side: ”Journalisten bag Moderaterne-afsløringerne Anne Katrine Restrup sendt hjem, og vanvittigt dygtige debatredaktør Astrid Johanne Høg pludselig strittet over på Berlingske? Hvad foregår der? Something smells more fishy than Esbjerg. And I. Don't. Like it.”
Modsvar? Udvid ytringsfriheden!
Det er vi bestemt mange andre, der heller ikke gør, skulle jeg hilse og sige. Lige så lidt som vi kan have ulve til at trampe rundt ind i vores folde og skambide og dræbe de dyr, vi har valgt at have gående der, kan vi have nyfeminismens og wokeismens grå censurulve til at trænge ind i vores demokratiske institutioner og medier og nedlægge den fri debat og dens udøvere med deres brutale egomani.
Her må gårdejerne – dvs. medie- og institutionsbestyrerne – tage et ansvar og beskytte os mod misdæderne.
Ikke ved at indskrænke eller fratage dem deres ytringsfrihed. Nej, nej, det siger sig selv. Man kan f.eks. gøre det sådan her: Hver gang en ulv forsøger at sætte censurtænderne i et bytte, giv da byttet mindst tredobbelt taletid.
Så skulle det hylende udyr hurtigt være barberet.
