Danmark kan ikke vinde en kamp mod USA om Grønland. Men vi kan minde amerikanerne om, at deres egeninteresse taler imod en annektering.
Moralisme er forståelig. Vi lever i en brutal verden, og Trumps trusler er både frastødende og stærkt kritisable over for en nærtstående allieret. Men moralisme er også ubrugelig og gør mere skade end gavn.
Danske fejl på fejl
Når statsministeren direkte siger, at NATO vil bryde sammen, hvis USA overtager Grønland, risikerer hun at give Trump en god anledning til netop det: At lade NATO falde.
Danske regeringer har begået rigtig mange grove fejl. At give Grønland selvstændighed og undlade at leve op til aftalerne om mere sikkerhed, er blot to af dem.
Amerikansk aggression
Det undskylder ikke den amerikanske aggression. Men det, regeringen kan gøre, er at overbevise Trump med rationelle argumenter, der kynisk taler til den amerikanske egeninteresse.
Om det virker, ved vi ikke. Måske ikke. Men forsøget skal gøres. Hvilke elementer har sådan en appelform?
For USA er NATO imidlertid ikke et filantropisk projekt, men et magtinstrument. Alliancen giver Washington mulighed for at dominere europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, sælge våben og energi og holde både Rusland og Kina på afstand. Vel at mærke samtidig med, at EU eller europæiske stater – særligt Tyskland qua de historiske erfaringer – holdes for svagt til at blive en selvstændig stormagt.
Grønland er et brohoved
Grønland er en del af det samme system: et fremskudt strategisk brohoved i Arktis, der virker, netop fordi Europa grundlæggende accepterer USA som beskytter, ikke som besætter.
Hvis USA forsøger at annektere Grønland, risikerer også USA at tabe på det. En tvangsovertagelse vil bekræfte den europæiske skepsis over for Trump og accelerere den allerede igangværende søgen efter strategisk autonomi i Bruxelles, Berlin og Paris.
Casestudy
De kræfter, der i dag advarer mod amerikansk dominans, vil få et perfekt casestudy: Se, USA respekterer ikke engang en lille, fredelig vens territorium. Resultatet vil blive en erosion af den politiske vilje til at følge Washington – mindre opbakning, dårligere samarbejde, større åbning for russisk og kinesisk påvirkning.
Pointen, som en dansk statsminister bør banke ind hos Trump, er sådan set enkel nok: Vil han maksimere amerikansk magt over Europa og Arktis, eller vil han tilfredsstille et kortsigtet nationalistisk instinkt og dermed svække sit eget bedste instrument, nemlig NATO og den transatlantiske goodwill?
USA har nemlig brug for et stabilt og velstående Europa som markedsplads, som militær forpost til at projicere magt og som politisk medspiller i rivaliseringen med Kina og Rusland. Det har været amerikansk rationale tilbage til Den Kolde Krig.
Alt dette undergraves, hvis europæerne mister tilliden til, at amerikansk magt er bundet til nogenlunde forudsigelige regler for alliancedannelse.
Realismens lære
Hvordan passer denne strategi med den realisme, jeg skrev om forleden?
Torben Mark Pedersen har kritiseret min påstand om, at realisme er den bedste måde at forstå verden på. Han har ret i, at realismen ikke forklarer alle kriges oprindelser udtømmende. Men det er heller ikke pointen.
Realismen påstår ikke at være den eneste relevante faktor, men den mest grundlæggende: Den strukturelle virkelighed i et anarkisk system domineret af magtbalance, som alle andre faktorer - ideologi, nationalisme, økonomiske interesser - må operere inden for.
Pedersens egen observation, at småstater som Danmark må indgå forpligtende alliancer for at overleve, er netop hvad realismen forudsiger. Og Danmarks nuværende dilemma med Grønland bekræfter på tragisk vis, at småstater ikke har råd til moralisme, fordi vi ikke har magten til at håndhæve den.
Netop derfor er en realistisk tilgang - som den jeg foreslår overfor Trump - ikke monokausalt reduktionistisk, men strategisk nødvendig.
Strategisk samarbejde
Den realistiske, ikke-moraliserende linje lyder: USA kan få mere – ikke mindre – indflydelse i Grønland gennem udvidede aftaler, investeringer og militær tilstedeværelse og samarbejde, samtidig med at suveræniteten formelt bliver hos Danmark og grønlænderne.
Det er den bedste “deal”, man kan tilbyde en amerikansk præsident, der ser verden som et marked, hvor han kan opnå fordele: Behold et helt kontinent i hånden ved at lade være med at rive en ø ud af hånden på en allieret.
Om det virker, er helt centralt, men egentlig ikke det primære. Det er derimod følgende: Vi er dybt afhængige af USA. For kun USA kan garantere vores sikkerhed. Det er Danmarks helt store dilemma hinsides al den moralisme, de fleste kommentatorer nøjes med i dag.
Det handler om interesser, sikkerhed, overlevelse. Amerikanernes, men først og fremmest vores egen.
