Længe har meningsdannere og politikere strittet imod.

De har været liberale og troet, at Putin var en slags anomali, en undtagelse, der snart forsvinder i historiens malstrøm. Eller de har været neokonservative, der tror, at the indispensable nation vil genoprette demokrati, normer og retsorden i det internationale system.

Amerikansk dominans over sin region, Monroedoktrinen, er stendød, mente man. Ideen om interessesfærer tilhørte en gammel tid. Nu er vi moderne. Undtagen Putin, selvfølgelig.

Jeg ved det, for jeg var selv en af dem, der er blevet angrebet, siden jeg skrev min bog om realisme og multipolaritet i 2018, Gensyn med fremtiden.

Historien venter ikke på idealisterne
USA’s angreb på Venezuela og bortførelsen af den korrupte præsident Maduro er derfor heftigt fordømt som illegitimt og umoralsk. Som endnu en af den autokratiske Trumps barbariske handlinger.

Men igen tilskrives personen Trump og i det hele taget enkeltindivider – om det er Putin eller Xi – alt for stor betydning. Historien venter ikke på, at idealisterne forstår den. Den ruller videre, ligeglad, ubønhørlig.

Angrebet er nemlig ikke et juridisk eller moralsk brud på status quo, men kulminationen på en udvikling, hvor stormagterne igen tænker i interessesfærer, klienter og rå magt. Ja, tænk! Det er ikke kun Putin, der vil dominere sit lands interessesfære.

Stater handler under anarki
Latinamerika er tilbage som USA’s baghave. Og Venezuela er blevet det eksempel, der skal vise, at hverken kinesiske penge eller russiske våben kan sikre et USA-fjendtligt lands autonomi i skyggen af Washington.

Set gennem et realistisk blik er der derfor intet gådefuldt i operationen.

Stater handler under anarki – der findes ingen global retsorden – og USA reagerer på, at Rusland og Kina langsomt har omdannet Venezuela til et fremskudt brohoved: kinesiske lån mod olie, russisk militærsamarbejde, diplomatisk beskyttelse mod sanktioner.

Når USA nu bomber militære mål, blokerer havne og fysisk fjerner statsoverhovedet, er det en magtfuldkommen, men logisk håndhævelse af regionalt hegemoni: Monroe-doktrinen anno 2026.

Styrket amerikansk troværdighed
Operationen er samtidig et iscenesat signal til Beijing.

Kina fordømmer angrebet, men sender ingen flåde og ingen tropper. Det må kinesiske strateger tolke som en påmindelse om, at deres investeringer og klienter i USA’s nærområde kun er så sikre, som Washington tillader det. Og ikke mindst, at Kina ikke kan matche amerikansk magtanvendelse i den vestlige halvkugle.

Det styrker USA’s troværdighed. Man er villig til at bruge hård magt uden FN-mandat, hvis rivalerne bevæger sig for langt ind i den amerikanske interessesfære.

Over for Rusland er ydmygelsen endnu tydeligere.

Kreml har i årevis brugt Venezuela som bevis på, at USA ikke længere kan diktere ordenen i dets egen region. Nu må Rusland nøjes med vrede erklæringer, mens Washington arresterer en russisk-allieret leder in the dead of night, som amerikanerne siger.

Horisontal eskalation
I realistiske termer er det horisontal eskalation: hvis Rusland udfordrer Vesten i Ukraine og andre randzoner, kan USA ramme russiske klienter dér, hvor Moskva er svagest.

Men realisme handler ikke kun om rå styrke; den spørger også, om magtanvendelse øger eller undergraver langsigtet sikkerhed. I det lys er aktionen i Venezuela mere tvetydig.

USA demonstrerer kapacitet og vilje, men risikerer også at binde sig også til et nyt regimeskifteprojekt i et fragmenteret land. Erfaringerne fra Irak og Afghanistan viser, at militære sejre kan glide over i langstrakte opstande, der udmatter selv den stærkeste stormagt.

For rivalerne – Kina, Rusland, Iran – kan Venezuela således både være et skræmmebillede og et håbefuldt tegn på, at hegemonen endnu en gang gaber over alt for meget. Imperial overreach, som det kaldes.

Kritik uden sanktion
Endelig viser reaktionen i Latinamerika og det globale syd en anden realistisk pointe:

Legitimitet er en magtressource, ikke en normativ luksus. En bred kreds af liberale og venstreorienterede ledere fordømmer USA, men er ikke parate til at risikere sanktioner eller militær konfrontation.

De taler – som EU’s udenrigschef Kaja Kallas – om suverænitet, men handler forsigtigt og viser dermed, at selv vrede over hegemonens dominansadfærd foregår inden for en magtstruktur, USA stadig behersker.

Normer eksisterer kun i kraft af magt
Angrebet på Venezuela bekræfter dermed to ting.

For det første, at verden bevæger sig mod multipolær rivalisering, hvor stormagter åbent håndhæver interessesfærer uden at gemme sig bag universelle værdier.

For det andet, at den liberale fortælling om regler og normer kun giver mening, når den understøttes af magt – og at USA, trods tale om værdier, fortsat tænker og handler som en klassisk hegemon, der hellere vil bryde reglerne end opgive kontrol over sin egen region.

Velkommen til 2026. Velkommen til den nye verdensorden.