Kommentar

02.06.24

Tag jer i agt for mennesker!

Jeg kender et menneske med psykopatiske træk. Jeg ser ham i øjnene hver morgen foran spejlet. Sådan åbner Nick Mogensen sin kommentar til TV 2's dokumentarserie "Den Sorte Svane" og slutter med et bibelsk råd i en ikke-bibelsk tid.

Jeg kender et menneske med psykopatiske træk. Jeg ser ham i øjnene hver morgen foran spejlet.

Gennem mit voksne liv har jeg mødt intuitiv foragt fra psykopater og narcissister. Har man selv disse personlighedsanlæg, kan man bedre fornemme, når andre folk ikke har rent mel i posen, så det overrasker mig ikke, at TV 2's dokumentar afslører en kriminel sammensværgelse mellem advokater, erhvervsfolk og rockere.

Det undrer mig, at der ikke også er politikere iblandt. Vi ved uden skyggen af tvivl fra forskning, at der netop blandt personer med disse titler er større sandsynlighed for "The Dark Triad" (psykologisk personlighedsteori med vægt på narcissisme, magtstræb og psykopati, red.).

Jeg har selv engang, sammen med min bror, vundet en retssag mod en grandios narcissist, som gjorde meget for at intimidere min bror og jeg. Det virkede ikke.

Desværre er det svært at advare andre mod disse folk på forhånd. Der er masser af eksempler på, at folk har overhørt og overset åbenlyse faresignaler ved psykopater og narcissister.

Hvis man har en normalfungerende psyke, har man ikke fantasi til at forestille sig, at naboen virkelig er følelseskold eller sadistisk. Hvis du fortæller dine naboer, at "Kurt" er psykopat, vil de formentlig afskrive dig som en misundelig tåbe, fordi han har den største firhjulstrækker og den smukkeste kone på vejen.

Disse personer opererer ofte strategisk med visheden om, at det er usandsynligt, at de bliver fældet af den slags rygter - og hvis der skulle opstå mere konkrete anklager - er disse personer ofte de bedste til at bortforklare situationen med en overbevisning, der vidner om stor selvsikkerhed. Og så forstummer spørgsmålene.

Psykopater og narcissister mener ofte oprigtigt, at de har ret til at agere, som de gør; at de er hævet over andre. De ser ikke lovens ord eller moralske streger i sandet som relevante for dem.

Jeg er overbevist om, at jeg selv kunne være endt i uføre, men kristendommens lære har hjulpet til at bruge mine medfødte anlæg til noget fornuftigt. Som det står i Matthæusevangeliet 10:16-17:

“Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. Tag jer i agt for mennesker!”

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter