Ligegyldig hvilken islamisk tekst jeg googler på nettet, handler hijab, altså, det islamiske hovedtørklæde, om at udvise ærbarhed overfor blikke fra mænd, de muslimske kvinder og piger ikke er i familie med. Overfor andre kvinder og piger må religiøse muslimske kvinder godt vise både krop og hår. Overfor familiens mænd må de kun vise hår.
De bør skjule håret og kroppen for mænd, der kunne være potentielle ægtemænd, står der alle steder i de islamiske tekster.
Jeg husker også fra mine tidligere relationer med religiøse muslimske kvinder, hvorfor hijabben er så vigtig. De ville undlade at arbejde og i værste fald forlade Danmark eller Europa, hvis hijabben blev forbudt.
Når man spørger en kvinde med hijab, hvorfor hun tildækker sit hår og krop, får man svaret, at det er for Allah. Det må jo betyde, at alle muslimske mænd og muslimske kvinder uden hijab ikke har det rette tro på Allah, eftersom de så ikke tildækker håret.
Når jeg stiller det spørgsmål til religiøse muslimer, får jeg heller aldrig svar. Jeg får et svar, der så til gengæld anklager mig for racisme og islamofobi.
Det religiøse tørklæde er ikke blot et frit valg
Men hijab og modest (ærbar) påklædning er ingenlunde bare et tøjvalg for muslimske kvinder. Hijabben er ikke blot 30 gram stof, der kan til- og fravælges efter lyst.
Hijab og ærbart tøjvalg er et krav dag ud og dag ind, fordi det religiøse patriarkat befaler det. Enten for at leve op til en kulturreligiøs egen-opfattelse, så muslimske kvinder kan vise omverdenen, at de bestemt er både dydige og religiøse. Eller fordi de beordres til det af familien eller miljøet. Miljøet kan være stærkere religiøse undertrykkere end forældrene. Det ses tydeligt rundt om i de såkaldte indvandrertunge bebyggelser og i vores uddannelsesinstitutioner.
Fra dansk debat til virkelighed i Østrig
Nu forbyder det østrigske parlament hijab på småpiger op til 10 år.
Nogenlunde samme forslag anbefalede Kommissionen for den glemte Kvindekamp i 2022, men mødte så massiv modstand, at kommissionsarbejdet gik helt i stå, hvorpå kommissionen nærmest blev opløst. Billeder af kommissionens medlemmer på islamiske internetsider og trusler skulle afskrække kommissions medlemmerne fra at forsvare anbefalingen.
Vi var vidner til en fuldstændig hysterisk vrede på de sociale medier fra islamister, jo, tak, men også fra ganske almindelige muslimer, der mente, at en diskussion om børns tøjvalg udelukkende var forældrenes opgave. Sådan lød det også fra venstreorienterede islam-apologeter og fra såkaldte anstændige borgerlige politikere, der syntes, det var en unødig indgriben i privatlivet.
Det var jo også det argument, de religiøse muslimer brugte, og det slugte islam-apologeterne uden tanke for, hvad de bakkede op om.
Ikke alene forældrenes ansvar
Hvorvidt man ville opdrage sit barn til religiøs adfærd var og er forældrenes suveræne beslutning, lød svaret fra modstanderne af kommissionens forslag. Men sådan er det jo ikke.
Tropper et lille pigebarn op i skolen kun iført underbukser, vil man nok sende pigen hjem med besked om at tage mere tøj på. Eller møder småpiger op med fuld krigsmaling og laktøj, vil man nok fra skolens side tage en alvorlig snak med forældrene. Det siger bare noget om, hvordan en skole og mange andre vil reagere på en anden slags seksualisering af småpiger end islams.
I det ene tilfælde med hijab besidder den lille pige allerede en farlig seksualitet. I det andet tilfælde med krigsmaling og laktøj gøres hun seksuel. Begge slags seksualisering tillægges pigebørnene.
Når samtlige islamiske retninger fortæller, at hijab skal sikre, at mænd ikke bliver seksuelt ophidset over at se løst hår, bare ben og bryster, tillægger alle disse retninger inden for islam kvinden ansvaret for at forhindre seksualiseringen af hende. Det står simpelthen ikke til diskussion og bliver ikke modsagt nogen steder i islamiske tekster.
Småpigers aktive seksualitet
Det betyder så også, at en lille pige, der får hijab på, tillægges en aktiv seksualitet, som skal skjules for mænds liderlige blikke. Hvis nogen sagde noget lignende om etnisk danske småpiger, at de selv er ansvarlige for mænds liderlige blikke, ville der rejse sig et sandt ramaskrig. Men når de gælder muslimske småpiger, er de samme politikere, feminister - og hvad de ellers kalder sig - fuldstændig ligeglade eller kunne ikke drømme om at sige islamisterne imod.
Det betyder jo, at op mod halvdelen af politikerne i Folketinget mener, at en 9-årig muslimsk pige selv er ansvarlig for ikke at optræde for seksuelt. Ellers ville de jo for længst have sagt ja til at forbyde hijab på småpiger.
En af de vigtigste ligestillingskampe
Nu træder Østrig i karakter og forbyder som det første kristne land i Europa hijab på småpiger.
Det er, når man tænker over det, en skandale, at vi som et førende kønsligestillet land, ikke er kommet dertil for længe siden. Politikere tør ikke gå op imod en pige-og kvindeundertrykkende sexistisk religiøs politik, der skal holde pigebørn seksuelt fanget under hijabbens hjelm.
Hijab er uden diskussion et af den politiske islams stærkeste våben. Får vi afmonteret hijabben på småpiger, får afmonteret hijabben i vores offentlig institutioner, har vi vundet en af verdens vigtigste ligestillingskampe.
