Engang lærte jeg af en antropolog et sjovt udtryk. Jeg havde fået en kondicykel og fantaserede – midt i en kop kaffe – om, hvordan jeg fremover hver morgen ville sidde og cykle på terrassen i morgensolen, inden jeg, California Style, pressede en frisk appelsinjuice. Den frelste tirade fik min ven til at smile. Og så sagde hun det: ”Ich bin ein Amerikaner.”
Udtrykket virker på den måde, at det gør fremmedgørelsen tydelig. Jeg er en dansker, der siger, at jeg er amerikaner. Jeg er ikke en amerikaner, der siger, at jeg er en amerikaner. Altså: Jeg ser det hele udefra.
Den tanke slog ned i mig under indsættelsen af den syvogfyrretyvende amerikanske præsident. For det virker lidt på mig, som om mange folk i Danmark slet ikke forstår amerikanerne og deres samfund. Vi tænker, at amerikanerne er tossede. Men det er de ikke.