Traditionelt har danske liberale og konservative accepteret samlebetegnelsen borgerlige om sig selv. Det går tilbage til Den Franske Revolution, hvor borgerlig var en betegnelse for den besindige tredjestand af nyttige og produktive borgere. De var optaget af at beskytte deres frihed og ejendom mod på den ene side den blodsugende overklasse og på den anden side den revolutionære pøbel.
I G.W.F. Hegels analyse af det borgerlige samfund kort efter er bourgeois'en forankret i privatsfæren, hvor han som enkeltindivid arbejder for at dække egne behov. Han er uinteresseret i det almene vel, og han vil allerhelst distancere sig fra statens anliggender for at hellige sig produktion og konsum.
Individ er sit eget formål, lyder det i "Retsfilosofien". Alle andre er intet.
Søren Kierkegaard greb borgerlighedsbegrebet fra Hegel og kreerede sin spidsborger, indbegrebet af uegentlig eksistens, travlhed med uvæsentlige anliggender og manglende sans for altings grundlæggende betingelser.
Derefter satte Karl Marx betegnelsen borgerlig på sine reaktionære politiske modstandere for at understrege, at deres politiske interesser begrænser sig til deres klasseinteresser, herunder at bevare staten som et selvprivilegerende instrument til dækning af materielle og sikkerhedsmæssige behov. Den borgerlige repræsenterer ikke et lands interesser, men en stands interesser.
Marx´ betegnelse har hængt ved, og nu bruger vi den selv. Hvad der oprindelig var et stigma, som vores værste ideologiske modstander mærkede os med som fjender i klassekampen, accepterede vi som kernen i vores egen selvbeskrivelse.
