Når man ser Nyhederne, får man indtryk af, at klimaændringer efterhånden gør det umuligt at leve på kloden. Vi bliver bombarderet med billeder af oversvømmelser, tørker, storme og skovbrande. Vi ser ikke blot de dødbringende hændelser, der sker i nærheden, men også katastrofer fra fjerne egne, så længe billederne er skræmmende nok.

Denne konstante strøm af katastrofer skaber et voldsomt misvisende indtryk og gør det sværere at udforme de rette klimapolitikker.

Data viser, at klimarelaterede hændelser som oversvømmelser, tørker, storme og skovbrande ikke dræber flere mennesker. Tværtimod er antallet af dødsfald faldet markant. Over det seneste årti er klimarelaterede katastrofer ansvarlige for 98% færre dødsfald end for hundrede år siden.

Det burde ikke komme som en overraskelse, for det er en tendens, der har været åbenlys i mange årtier, selvom man sjældent ser den i medierne.

For hundrede år siden, i 1920’erne, var det gennemsnitlige dødstal som følge af vejrkatastrofer 485.000 om året. I 1921 lød overskriften over New York Heralds helsidesartikel om tørker og hungersnød over hele Europa “Død for millioner i 1921’s rekordstore hedebølge“.

Siden da har der været færre dødsfald næsten hvert eneste årti med et gennemsnit på 168.000 døde om året i 1960’erne og mindre end 9.000 døde om året i det seneste årti, 2014-23.

Dette fald på 98% i klimarelaterede dødsfald dokumenteres i den mest velansete internationale katastrofedatabase, som er guldstandarden inden for evaluering af disse følgevirkninger. Den er pålidelig, fordi meget dødbringende katastrofer er blevet dokumenteret med nogenlunde regelmæssighed i løbet af århundredet.

Stigningen er i mindre alvorlige hændelser

Det er dog sandt nok, at mindre hændelser— ofte med langt færre eller ingen dødsfald—var meget mere tilbøjelige til at blive overset før i tiden, fordi der var færre mennesker og mindre avanceret teknologi.

Dette er grunden til, at visse medier og klimaforkæmpere i stadig højere grad henviser til rapporterede hændelser (i stedet for de faldende dødstal) som bevis for, at klimaændringer hærger kloden.

Men hele stigningen er i mindre alvorlige hændelser, mens der er få og efterhånden færre og færre af de mere dødbringende hændelser. Denne "stigning" skyldes bedre teknologi og global kommunikation, som gør det muligt at rapportere selv de mindst alvorlige begivenheder.

Det er åbenlyst, fordi stigningen ses i alle katastrofekategorier, der evalueres—ikke blot vejrkatastrofer, men også geofysiske katastrofer, som vulkaner og jordskælv og teknologiske katastrofer som togafsporinger.

Ikke engang de mest radikale klimaforkæmpere påstår, at klimaændringer får flere tog til at køre af sporet eller får flere vulkaner til at gå i udbrud.

Dødstal er den robuste målestok

Derfor er dødstal en meget mere robust målestok. De falder markant, fordi rigere og mere modstandsdygtige samfund er langt bedre til at beskytte deres borgere end fattigere og mere sårbare samfund er.

Flere ressourcer og mere innovation betyder, at vi redder flere liv. Det viser forskningen konsekvent på tværs af næsten alle katastrofer, herunder storme, kuldebølger og oversvømmelser.

En hyppigt citeret undersøgelse viser, at der i begyndelsen af dette århundrede var 3,4 millioner mennesker i gennemsnit, der kom ud for stormfloder, hvilket medførte ødelæggelser for 11 milliarder dollar om året. Der blev brugt omkring 13 milliarder dollar eller 0,05% af det globale BNP på kystsikring.

Ved århundredets slutning bliver der flere mennesker i farezonen, og klimaændringer vil få havniveauer til at stige med op til en meter. Hvis vi ingenting gør og bare beholder den kystsikring, vi har i dag, bliver store dele af kloden udsat for jævnlige oversvømmelser, der kommer til at ramme 187 millioner mennesker og forårsage skader for 55.000 milliarder dollar om året, hvilket vil koste over 5% af BNP på verdensplan.

Med tilpasning vil færre blive ramt

Men rigere samfund vil tilpasse sig, før det går så galt, især fordi omkostninger forbundet med tilpasning er meget lave sammenlignet med de potentielle skader, blot 0,005% af BNP. En fornuftig tilpasning betyder, at der på trods af højere havniveauer bliver færre mennesker end nogensinde der rammes af oversvømmelser. Inden 2100 vil kun 15.000 mennesker blive påvirket af oversvømmelser årligt. Selv de samlede omkostninger til tilpasning og klimaskader vil falde til blot 0,008% af BNP.

Disse fakta illustrerer betydningen af at se på det overordnede billede. Når vi forbinder hver eneste katastrofe med klimaændring—og fejlagtigt antyder, at tingene bliver værre og værre—får det os til at se bort fra praktiske, omkostningseffektive løsninger, mens medierne fokuserer på dyre politikker, der gavner meget lidt.

Ambitiøse klimapolitikker er for dyre
Enormt ambitiøse klimapolitikker, der koster hundredtusindvis af milliarder af dollar, vil ved slutningen af århundredet reducere antallet af mennesker, der udsættes for oversvømmelser, fra 15.000 til omkring 10.000 om året. Mens tilpasning redder næsten alle de 3,4 millioner mennesker, der i dag udsættes for oversvømmelser, redder klimapolitikker i bedste fald blot 0,005 millioner.

Dette regnestykke står endnu mere skarpt for fattige lande, der har få ressourcer og dårlig modstandsdygtighed over for katastrofer. Bangladesh (på daværende tidspunkt Østpakistan) blev udsat for en orkan i 1970 med det højeste dødstal, der nogensinde er registreret på verdensplan, 300.000 mennesker.

Siden da har landet udviklet og forbedret advarselssystemer og tilflugtssteder. Over det seneste årti har der været blot 160 dødsfald som følge af orkaner, næsten to tusind gange færre. For at hjælpe lande med at opnå færre katastrofedødsfald, bør vi fremme velstand, tilpasning og modstandsdygtighed.

Vejrkatastrofer er selvfølgelig kun én side af klimaændringer, som er en reel global udfordring, vi bør håndtere på en smart måde, men når vi bombarderes med ‘vejrporno’ og overser den kendsgerning, at dødsfald er faldet markant, ender vi med at fokusere på de mindst effektive politikker først.

Fakta og perspektiv til artiklen

Af Karl Iver Dahl-Madsen

Klimaet og det globale bruttonationalprodukt
Lomborgs fortrinlige artikel er fyldt med store tal, som det kan være svært at forholde sig til. Derfor er det en god ide at sætte tallene i perspektiv ved at sammenligne med bruttonationalproduktet (BNP), som måler værdien af alle varer og tjenester, et land producerer årligt. Globalt BNP er summen af BNP for alle verdens lande og viser den samlede økonomiske aktivitet på globalt plan.

Det globale BNP i 2023 var ifølge Verdensbanken  ca. 105 billioner dollars (en billion er 1.000 milliarder, på engelsk hedder 1.000 milliarder en trillion, hvad der ikke gør forvirringen mindre).

Omkostningerne ved klimaændringer vs. omkostningerne ved grøn omstilling
Der er som Lomborg nævner nettonegative konsekvenser af klimaændringer, summen af det hele er med betydelig usikkerhed opgjort af IPCC og de fleste klimaøkonomer til at vi i år 2100 kun vil være 434 % rigere mod i stedet for 450% rigere. Believe it or not, the world is getting better. We just don't hear about it | The Herald (heraldscotland.com)

Det er langt fra en katastrofe eller dommedag, hvilket nok kommer bag på en del. Men det kommer bag på flere, at omkostningen ved den forcerede ”grønne omstilling” mange gange overgår omkostningerne ved klimaændringerne. Lomborg har i denne artikel: Welfare in the 21st century: Increasing development, reducing inequality, the impact of climate change, and the cost of climate policies - ScienceDirect opgjort omkostningerne til Paris aftalen til ca. 1-2.000 milliarder dollars om året i 2030 (1-2 % af de globale BNP) og at den vil forhindre klimaskader for et langt mindre beløb således at investeringen kun vil give 11 Cent tilbage for hver Dollar investeret.

Den seneste ædruelige opgørelse af omkostningen ved at opnå netto-nul i 2050 er gjort af Vaclav Smil, som viser, at det vil koste de rige lande op til 20% af deres BNP. Halvvejs mellem Kyoto og 2050: “Netto nul” er meget usandsynligt. – Klimarealisme.dk

Det siger sig selv, at hvis disse tal er rigtige, vil det være langt billigere og bedre for verden at tilpasse sig klimaændringerne frem for at forsøge at imødegå (mitigate) dem.

Men hvad med Danmark?
Det danske BNP var i 2023 ca. 400 milliarder dollars = 0,4 % af verdens GPD. Da vi kun udgør ¾ promille af verdens befolkning er danskere således ca. 5 gange rigere end gennemsnittet.

Der findes, forunderligt nok, ingen samlet opgørelse af hvilke nettoomkostninger klimaændringer vil medføre for Danmark isoleret set.

Min vurdering er, at det kun er stormfloder/oversvømmelser, der vil have en nettonegativ betydning for den danske økonomi. I denne rapport fra DORS: M23_Disk_Kapitel_II.pdf (dors.dk) er disse omkostninger opgjort til mellem 0,2 og 0,5 procent af det danske BNP om 100 år.

Det skal sættes op mod at omkostningen ved at opnå nettonul i DK i 2050 som i følge dette CEPOS notat: 2015-02-notat_hvad-vil-koste-at-blive-fossilfri_feb2015.pdf (cepos.dk) vil udgøre 100 milliarder om året lig med rundt 5 % af det danske BNP (i 2015).