Det er muligt, at en stor del af woke-industriens lydige disciple klapper i deres hænder, når filmselskaber får woke-tjekket deres manuskripter, men den afledte og bedrøvelige effekt af denne tilpasning til samtidens omskrivning af fortidens begivenheder og fænomener er, at man spiller roulette med kommende generationers forståelse af historiens barske realiteter.
Der er derfor behov for et opgør med behovet for at lægge røgslør over historiens barske realiteter ved at tilpasse den skiftende generationers etiske trends. For ellers risikerer vi, at central viden om den historie, vores samtid er rundet af, opløses i wokeismens tåger, og det er en farlig vej at gå.
Jeg har en stærk veneration for den danske filmskat.
Jeg har en stærk veneration for den danske filmskat. Jeg ikke bare sluger de gamle klassikere som Styrmand Karlsen, Én pige og 39 Sømænd, Far til Fire og naturligvis en udødelige klassikere som Matador. Jeg ynder også at gengive de mange udødelige replikker i festligt lag.
Men her skal man efterhånden passe på. For med nutidens etiske retningslinjer er den danske filmskat truet på sin eksistens.
I Styrmand Karlsen er er en gruppe sømænd på jagt efter værdifuldt mineral i Afrika. Fritz Helmuth, som spiller hovedrollen som Knud Karlsen, spørger på et tidspunkt Kaptajn Hammer spillet af Johannes Meyer, om de indfødte ved, hvor meget det der uranit er værd. “Nej,” svarer Hammer. “hvem fanden skulle have fortalt dem det, de sorte abekatte...de mere kloge narrer de mindre kloge, som der vist står et sted i koranen.”
En grov kommentar, der naturligvis ikke ville blive gentaget i dag. Ej heller vil vi stifte bekendtskab med en Bjørn Puggaard Møller-type, der som styrmand i Én pige og 39 Sømænd fortæller radiotelegrafist, Else, vidunderligt spillet af charmerende Birgit Sadolin, at Hong Kong er et frygteligt sted, der udelukkende er beboet af tyve, rovmordere og narkotikasmuglere.
Vi skal nok heller ikke gøre os illusioner om, at genindspilningerne af Far til Fire vil indeholde Lille Per og Grethes sang “En sort lille neger fra Afrika,” som blev udødeliggjort i Far til fire og ulveungerne. Og man kan jo frygte, at scenen i Matador, hvor Vicki efter en romantisk weekend i København med den unge Holmdal, spiller et stykke jazz på sin nye rejsegrammofon for sin hanrej af en ægtemand, Albert, som kvittere med at smadre pladen og råbe “Så stop dog den fordrukne niggermusik.
Ja, filmhistorien, især den danske filmskat, er spækket med sådanne replikker.
Lad os lege lidt med tanken om, at en sætning som “forbandet race” omtalt om jøderne i Ivanhoe, blev udeladt af hensyn til at støde nogen på nutidens moralske manchetter.
I så fald risikerer værdifuld historisk indsigt omkring jødernes position ikke bare i England, men igennem hele Middelalderen frem til slutningen af anden Verdenskrig, at gå tabt for kommende generationer og med tiden også forståelse for jødernes behov for at få deres egen stat og forsvare den med næb og kløer.
Lad os tage tanken videre og af respekt for mangfoldighedsdagsordenen lade en sort skuespiller udfylde rollen som netop Ivanhoe eller sågar Robin Hood. Set ud fra censurens moralske frontsoldater, ville det sikkert blive betragtet som en sejr.
Men man gør sig så også medskyldig i historieforfalskning af værste skuffe med fare for, at man ad åre ikke længere ville have litteraturens og filmen som vidnesbyrd om farvede personernes position i skiftende samfund op gennem historien. Vi ser det allerede med en serie som Bridgerton, som min snart 12 årige datter har set op til flere gange.
Jeg har flere gange måtte forklare hende, at fortidens britiske aristokrati ikke udgjordes af farvede. Man frygter lidt for kommende generationers (mis)forståelse for farvedes rettigheder igennem historie, hvis der kommer mere af samme skuffe.
For kun gennem den uforfalskede historie, kan vi forstå fortidens synder, og dermed gøre os håb om en fremtid med bedre sameksistens og tværkulturel forståelse. Derfor er det vigtigt, at Lille Per og Grethe forsætter med at synge “En sort lille neger fra Afrika,” som i Far til fire og ulveungerne. Vi skal fortsat lægge øre til en frustreret Albert Arnesen, når han i Matador rasende råber “så stop dog den fordrukne niggermusik.”
Vi skal gense Johannes Meyer i Styrmand Karlsen, når han kalder de indfødte for sorte abekatte og på samme måde, som jeg engang med fortidens indskrænkede begrebsfantasi blev tituleret Perker fra Hvidovre, så var Pippis far et resultat af en anden tid og derfor Negerkonge.
I vores iver på at tilpasse os skiftende tiders etiske overvejelser, og skabe en mangfoldig inklusion, må vi med andre ord ikke skærme fremtidige generationer for fortidens stereotype fremstilling af andre folkeslag samt historiens barske realiteter. For det er langt farligere end at Astrid Lindgreen engang har kaldt en fraværende far for negerkonge og Sir Walther Scotts fremstilling af antisemitisme i England.
For det er nemlig ikke bare historieforfalskning. Det er den direkte vej til, at vi i fremtiden gentager fortidens synder.
