Det er en vigtig artikel, Kontrast offentliggør i dag, med Freddy Hagens opgør med den dominerende fortolkning af det moderne gennembrud.
Her hedder det blandt andet, at det er nødvendigt at rydde op i de myter, som går tilbage til de sidste årtier af 1800-tallet, hvis man overhovedet vil gøre sig håb om at forstå den forskrækkelse, mange danskere den dag i dag bærer rundt på, når det handler om nationale hensyn og værdier.
Alt for længe har alt for mange danskere skammet sig over at forsvare den danske levevis og kultur. I stedet har de af medier, kulturpersoner og underholdningsindustri lært at nedgøre de provinsielle og dumme danskere, og i forbifarten har skiftende regeringer inviteret hele verden hertil med henvisning til, at det enten var "godt" for os at blive kulturberiget, eller at masseindvandringen til Europa slet ikke kunne være anderledes på grund af internationale konventioner, afkolonisering, klimaflygtninge osv.
1864 som omdrejningspunkt
Den løbende fordømmelse af hr. og fru Jensens normer og almindeligheder har været næsten lige trivielle, og det kan være svært at vælge én frem for en anden, men lad mig fremhæve instruktøren Ole Bornedal, hvem Freddy Hagen også henviser til.
Da Bornedals tv-serie 1864 kørte over skærmen i 2014, var den meget set. Det var samtidig den dyreste serie, DR nogensinde havde finansieret. Især ét afsnit stak ud, og det handlede selvfølgelig om, at en eller anden var et racistisk røvhul, som ikke havde forstået, at det var synd for indvandrere (vistnok romaer).
Bornedal afviste kritikken. Han var slet ikke politisk. Han havde bare ret. Desuden var han kunstner og behøvede derfor slet ikke at sætte sig ind i sagerne, selv om genren jo ellers var historisk drama.
At det måtte og ville gå galt, kunne man se allerede af tv-seriens drejebog i marts 2013. Men Bornedal havde et es i ærmet og udtalte:
»Jeg finder det nemt at tage afstand fra nationalisme, uden at man skal begynde at kalde det decideret politisk. Nationalisme tager jeg naturligt afstand fra, ligesom jeg tager afstand fra vold mod kvinder og børn.«
Den lader vi lige stå. Ole Bornedal er slet ikke politisk. Han har bare ret.
Det moderne er nationalt
Det er denne selvtilfredshed, som i mine øjne stadig karakteriserer en stor del af de kulturelle og økonomiske eliter, Freddy Hagen gør op med.
I første omgang angriber Hagen det, der snart blev den dominerende forståelse af Georg Brandes' tanker fra 1871. Flere artikler er på vej.
I tillæg viser han os, at det moderne var nationalt, ikke radikalt, idet den borgerlige færdighedskultur efter nederlaget i 1864 netop besindede sig på og forfinede nogle af de kulturværdier, der allerede fandtes i Danmark inden for industri, landbrug, kunsthåndværk m.v.
De nationale vendte sig ikke væk fra omverdenen. De forberedte sig i stedet på den og indså, at de måtte dyrke egne færdigheder og kvaliteter for at kunne være noget i verden.
Hvad vi gerne vil
På Kontrast søger vi at forstå nutiden ved at undersøge og kende fortiden, in casu den nyere danmarkshistorie.
Det er også derfor, vi tog pænt imod Kasper Støvring og Thomas Kluges bog om det moderne og lader Thomas Aastrup Rømer gå i dybden med ødelæggelsen den almene dannelse i skole og uddannelse, ligesom vi går historisk til truslen mod de biologiske køn og hele det tiltagende woke-vanvid.
Vi vil gerne udfordre tidens myter og fortællinger, hvorfor vi har introduceret en lang række af stemmer, som vi kalder Modløbere. De har frie tøjler til at gå op imod tidsånden, sådan som de hver især anskuer den.
Vi påstår ikke, at de altid har ret, men Modløberne vækker til eftertanke og stiller sig aldrig tilfredse med, hvad der kommer fra højeste sted eller fra de dominerende medier og støjsendere.
Vi håber, du vil læse med.
