Striden mellem folketingsmand Mikkel Bjørn (DF) og menneskerettighedsjuristen Knud Foldschack har antaget principiel karakter. Den udspringer af en ordveksling i radioen, hvor de to var uenige om, hvad man skal kalde den otteårige dreng, der åbenbart skal evakueres fra Syrien, fordi han har et dansk pas.

Ifølge juristen er drengen dansk, fordi han har papir på det, altså, et spørgsmål om jura. For Mikkel Bjørn er drengen kun dansker formelt set, men næppe dansk af sindelag, altså, et spørgsmål om kultur, levevis og normer.

Drengen, som er født i Syrien, har kun boet tre år i Danmark, og moderen, født i Danmark, der rejste fra Danmark til England som seksårig, fik frataget sit danske statsborgerskab i forbindelse med, at hun drog videre til Syrien i 2014 og tilsluttede sig terrororganisationen Islamisk Stat. Faderen ved vi intet om. Det er ikke ligefrem en regnbuefamilie fra Østerbro, vi taler om.

Striden er kun blevet mere festlig af, at Knud Foldschack har truet folketingspolitikeren med et sagsanlæg for sine udtalelser i radioen. Mikkel Bjørn har kvitteret med på sociale medier at efterlyse søgsmålet under overskriften #KomNuKnud, idet han rimeligvis finder det afslørende, at juristen tyer til forbud af bestemte synspunkter i stedet for at forsøge at vinde debatten med argumenter. Kan man ikke klare sig, kan man altid forsøge at lukke munden på sin modstander.

Sagens kerne
Tilbage til sagens kerne: Er drengen dansker?

Formelt set, ja. Er han dansk? Næppe.

Det er denne distinktion, der er afgørende, og som mange jurister aldrig vil forstå. Takket være den monstrøse muslimsk-arabisk-tyrkisk-somaliske indvandring til Danmark i løbet af de seneste 40 år, kan man sagtens være dansker uden at føle sig dansk. I visse miljøer praler man ligefrem med det, hvilket etnisk motiverede overfald og ghetto-skældsord som ”dansker-luder”, ”danskersvin”, ”kartoffel-dansker” m.m. vidner om. Statsborgerskab og dansk pas borger i realiteternes Danmark for stedse mindre.

Læg hertil, at Mikkel Bjørn i grunden ikke siger andet og mere, end hvad N.F.S. Grundtvig sagde for små 200 år siden. At være dansk er en følelse, ikke en rettighed. At være dansk er at have blik for fædrelandet - ikke at være, hvad nogle i dag kalder verdensborger. At være dansk er at have danske sympatier, ofte ubevidst.

At være dansk er at opfatte sig som en del af det historisk forankrede folkelige fællesskab på godt og ondt. Normalt tænker vi slet ikke over det. Men det er vi kaldet til at gøre i den åbenlyse strid mellem politikeren og juristen.

Den ærgerlige detalje
Juristen bærer til ved det bål, vi har smidt fortiden, nationen og folket på siden 1989, antændt af en liberal, hvis ikke ligefrem hellig, kosmopolitisk ild. Ironisk nok fører det juristen til den misforståelse, at alle kan være danske. Som han udtaler til Berlingskes podcast Pilestræde:

”Det er ærgerligt, at vi kommer ind i en diskussion af danskhed (...) Denne dreng har problemer nok i forvejen.”

Det sidste er formentlig sandt. Det første er kun ærgerligt for Knud Foldschack. For ham er danskhed en ærgerlig detalje, for os andre er danskhed simpelthen elefanten i glasbutikken. Den, alle kan se, men helst ikke vil tale om. 

For det er om danskheden, striden står. Hvis vi ikke har noget sprog eller nogen fornemmelse for den, så har vi kun jura, indvandring, lufthavnsliberalisme og fatalisme tilbage. Dermed hives kultur, politik og historie helt ud af ligningen. Eller erstattes af pseudopsykologi, som når Knud Foldschack bliver spurgt, om et menneskes sprog, kultur og levevis slet ikke betyder noget for, om vedkommende fx er dansker - og han svarer: "Det betyder noget for, om du er en lykkelig dansker."

Gensyn med Grundtvig
Skal Danmark være multikulturelt med alt, hvad dertil hører - eller fortsat være præget af en kernekultur, som vi tør kalde dansk – det er spørgsmålet. Ligesom det var spørgsmålet for Grundtvig, som også levede i en dramatisk og formativ overgangstid, men forstod at redde det bedste af det gamle med over i det nye.

I demokratiet så han straks bagsiden, som er demokratismen, dvs. den utøjlede idealisme, såvel i skikkelse af revolutionen anno 1789 som i partivæsenet, der skød frem i det nye Danmark i hans sene leveår. Grundtvig havde blik for, at det sjældent er folket, der går amok. Folket er nemlig mere konservativt end politikerne, hvis opgave og selvforståelse det jo er at ”gøre noget”.

Grundtvig var egentlig ikke demokrat, men blev det gradvist, da han så, hvad det kunne udrette efter katastrofen i 1864. Men han forstod – og dét er en vigtig pointe – at demokratiet ikke kunne stå af sig selv. Det havde brug krop, lemmer og sjæl, dvs. for en nation, herunder patrioter, som ville forsvare det, om nødvendigt i krig.

Nationen er med andre ord en vigtig forudsætning for meget af det, vi er blevet til som danskere, men har taget for givet uden at påskønne det. Det er vores arv og gæld, det sure med det søde.

Danmark er med andre ord ikke blot et territorium, danskerne er ikke kun en befolkning. Et folk er noget andet end en befolkning, ligesom en nation er noget mere end en stat, og det var Grundtvig om nogen opmærksom på.

Tabuiseret fædreland
Det, der er sket siden Anden Verdenskrig, er, at begreber som folk, nation, modersmål og fædreland er blevet tabuiseret. I stedet foretrækker vi at tale om demokrati, åbenhed og internationale forpligtelser.

Det er derfor, vi tror, at det er en menneskeret at få dansk statsborgerskab.

Der er derfor, vi tror, at alle danske statsborgere føler sig danske.

Det er derfor, vi som Knud Foldschack foretrækker at beskytte asylansøgeres rettigheder og helst ignorerer deres pligter.

Det er derfor, det er blevet anatema at ville ændre så meget som et komma i de gældende menneskerettighedskonventioner til trods for, at ethvert fjols jo véd, at konventioner er skrevet i en bestemt historisk kontekst, ikke på bibelske tavler.

Forskellen mellem Gundtvig og os
Man kan blive ved. Vores negative nationsopfattelse er skyld i mange af vores nuværende vanskeligheder.

Kombinationen af kulturfremmed maseindvandring og velfærdsstatens grænseløse altruisme er problemets rod. Vi smækker porten op, gør de fremmede afhængige af moderstaten og tror så, at de bliver som os.

Først gjorde vi 800.000 danskere afhængige af offentlige ydelser. Nu skal alverden så komme til os og have ret til samme lykke. Det lyder godt på papiret, men holder ikke i den virkelige verden. Reformeres skal både vores velfærdsstat og vores udlændingepolitik.

Grundtvig og de andre forfatningsfædre byggede en nation. Vi afvikler den.