Adam Smith (1723-90), der for længst er kanoniseret som liberalismens grundlægger, kan fejre jubilæum i disse dage.
Vi har allerede markeret, at det er 250 år siden, at hans berømte værk Nationernes velstand udkom og straks blev en bestseller i Edinburgh, London og Paris.
Successen gjorde den beskedne, pertentlige og ugifte 53-årige mand, der boede hjemme hos mor det meste af sit liv, til den mest berømte skikkelse i den skotske oplysning ved siden af David Hume; også selv om han modsat sidstnævnte hverken satte pris på saloner eller sladder eller førte korrespondance med samtidens store tænkere.
Adam Smith var hverken netværker eller influencer. Han ville derimod kortlægge den nyeste viden om mennesket og dets samfund i historisk perspektiv.
Den usynlige hånd
Mest kendt er han for tesen om den usynlige hånd, altså, at velstand ikke er et resultat af politisk planlægning og omfordeling, men af borgernes selvstændige aktivitet. Når borgerne varetager deres egne interesser ved at udveksle varer, evner og arbejde, fremmer de uden at vide eller ville det hele samfundet.
Det er derfor, at et system med ejendomsret, arbejdsdeling, specialisering og markedsøkonomi uden monopoler er alle andre systemer overlegne, når det gælder skabelsen af rigdom, teknologisk udvikling og materiel komfort.
Selv Edmund Burke, konservatismens faderfigur, istemte: “At sørge for vores materielle fornødenheder er ikke regeringsmagtens opgave (…) Modstand mod frihandel er decideret ufornuftigt eller barbarisk, ja, faktisk ondskabsfuldt (…) Den største politiske fejl er at blande sig for meget.”
Intellektuel mesterklasse
Det hører med til historien, at Adam Smith anså sig selv for filosof og arvtager efter Grotius, Hobbes og Pufendorf snarere end økonom. Han var begunstiget af et intellekt i mesterklassen, som gjorde ham til oplysningsmand, men realist, stoiker, men optimist, liberal, men konservativ, kristen, men ikke forkyndende.
Hans foretrukne kristendom var "rationel", ikke entusiastisk eller sekterisk. Lad os for nemhed skyld kalde ham en borgerlig superstar.
Hans materie strakte sig fra sprogvidenskab og retorik over moralfilosofi til retsvidenskab, politik, historie og økonomisk teori. Den slags begavelser findes ikke længere og vil med tiden blive erstattet af kunstig intelligens.
Efter studier i blandt andet matematik, naturvidenskab og stoicisme ved universiteterne i Glasgow og Oxford var ambitionen at skrive en menneskevidenskab om det hele i stil med de franske encyklopædister. Ene mand.
To bind ud af fire
Første bind blev et værk, der altid har stået i skyggen af bestselleren fra 1776, nemlig Teorien om de moralske følelser (1759) om den iboende sympati og moralske økonomi, der binder mennesker sammen i de moderne civiliserede samfund. Vores socialitet er ikke udtryk for beregning.
Vi er naturligt disponerede for at nære følelser for hinanden, ligesom vi er afhængige af hinandens indlevelse og forståelse.
Nationernes velstand var andet bind i en planlagt kvartet planlagt om det hele. Men de to sidste blev aldrig færdiggjort. Dertil var den ambitiøse filosof kommet for sent i gang og blevet for fysisk svækket.
Oveni bød hans perfektionisme eftertiden at destruere de ufærdige noter og breve. Derfor ved vi faktisk ikke ret meget om Adam Smith selv.
Til gengæld udgør hans publicerede forfatterskab og forelæsninger (nedskrevet af studenter 1762-64) en sø fuld af fisk, som forskningen stadig beskæftiger sig med. Der udkommer til stadighed bøger og videnskabelige artikler om hans betydning i idé-, moral- og kulturhistorien.
I anledningen af jubilæet vil jeg imidlertid gerne fremdrage en aktuel fangst, som taler direkte til i vor tid.
Dobbeltblik på moderniteten
Modsat den samtidige filosof Jean-Jacques Rousseau, som han aldrig mødte, men læste, var Adam Smith på ingen måde nostalgiker. Han ønskede sig ikke tilbage til de feudale eller før-moderne stadier og strukturer, præget af mangel og vilkårlige magtforhold, han beskrev i sine historiske undersøgelser. Han forestillede sig heller ingen oprindelig, uspoleret naturtilstand.
Men han anede tidligt modernitetens konsekvenser. De peger i to retninger.
På den ene side skaber moderniseringen stedse større materielle fremskridt og tilfredsstiller behovenes spiral; på den anden side risikerer den at gøre os ensomme.
Når bonden eller karlen, hvis gøren og laden blev lagt mærke til i landsbyen, flytter til byen eller fabrikken, forsvinder han i mængden.
I det moderne, kommercielle samfund har den enkelte konstant brug for at samarbejde med andre, skønt hele hans liv måske ikke bringer ham mere end nogle ganske få venner. Resten er i bedste fald kolleger og kontakter, i værste fald konkurrenter.
Læg digitaliseringen og globaliseringen oveni, så forstår du, at Adam Smith antydede en dobbelthed, som kun blevet tydeligere end for 250 år siden. Spørg fx dagens teenagere, hvor mange rigtige venner de har i den virkelige verden – udenfor skærmen. Svaret vil være mere nedslående, end du aner.
Beskedent ønske
Jeg kunne blive ved.
Men mit ønske er mere beskedent. Nemlig, at pege på klassikernes vedholdende aktualitet. Det er præcis, hvad der gør en klassiker til klassiker: at man kan tage den frem mange årtier eller århundreder senere og forstå den på ny.
Som vi har beskæftiget os med på Kontrast – mest direkte i artikelserien Humaniora forfra – er det blevet en progressiv sport på universiteter i Vesten at kyle klassikerne ud af pensum med henvisning til, at de skrevet af gamle, hvide, protestantiske mænd, der for øvrigt er døde.
Dagens jubilar er et bevis på, at det er en rigtig dårlig idé. Vi skal blive ved med at læse de store bøger, hvis vi vil forstå os selv.
