Der er åbenbart ingen ende på den ondskab, præsident Trump spyer ud over verden time for time og sikkert har i ærmet til i morgen. Igen og igen får man den fornemmelse, at Vestens mest ansete medier og kommentatorer længes efter Den Kolde Krigs terrorbalance, hvor stormagterne holdt hinanden i skak, bevæbnet til tænderne med atomvåben og langtrækkende missiler. Så vidt er vores had til chefen i Det Hvide Hus kommet.
Vi taler vel at mærke om de 45 år, hvor USA blandede sig i stort og småt rundt om på kloden ved hjælp af efterretningstjenester, kommandotropper, politiske kup osv., mens Kreml styrede en enorm landmasse af undertvungne republikker og det tilstødende Østeuropa med hård hånd og sendte dissidenter i fangelejre på livstid.
Pludselig er alt dette uden betydning. Den Kolde Krig er blevet ufarlig, nærmest hyggelig, fordi vi nu har Trump at forholde os til. Det er mærkværdigt at bevidne - for ikke at sige dumt og ahistorisk.
Vores tyndbenede eliter lader til at være gået i chok og tror, at ”verden” (dvs. dem selv) aldrig har prøvet noget lignende med Trump og Putin. At vor tids kriser trumfer alle andre tiders kriser, og at enden er nær – med mindre, selvfølgelig – de gode, retfærdige og smukke genvinder magten og redder ”verdensordenen”.
Den Kolde Krig som ny fetish
Ud af vores aktuelle kvaler stråler, hvad man kan kalde en fetishering af koldkrigen. Glemt er, hvad der stod på spil dengang, ikke alene under Cubakrisen, i Vietnam, Cambodia eller i Iran og Afghanistan, men så sandelig også på det europæiske kontinent.
Det, vi glemmer, er afgørende. Vi glemmer Den Kolde Krigs volatile natur, dens industrielt-militære kompleks, dens latente eksplosivitet. Vi glemmer oprustningen og den væbnede fred bag vesteuropæernes frihed.
Vi ignorerer desuden et andet aspekt af koldkrigen, som er, at der i Europa – særligt med radikaliseringen efter 1968 – voksede en selvbevidst europæisk venstrefløj op, som ville erstatte de gamle borgerlige nationalstater med socialistiske eksperimenter eller et diffust ”verdenssamfund”.
Projektet lykkedes faktisk i en vis forstand, da venstrefløjen efter Sovjetunionens opløsning kvittede sin modstand mod det merkantile fællesmarked (EF) og kastede sin kærlighed på FN og andre transnationale organisationer, herunder en stedse tættere og stedse mere multikulturel Union med domstol, fælles valuta, konventioner og menneskerettighedsindustri i stedet for grænser.
Vi glemmer også, at Europas venstrefløj argumenterede ”for fred” med Sovjetunionen, ligesom pacifister og kernekraftsmodstandere marcherede side om side med kommunister, som hyldede den sovjetiske "fredsoffensiv". Patriotisme var beskidt, nationalisme var yt, og en ny alliance af venstrefløj, socialdemokratier og erhvervsliv var på vej til at blive formet.
Det blev en alliance, der ulykkeligvis åbnede Europa for en destruktiv indvandring fra muslimske og arabiske lande og stater. Den Kolde Krig var mildest talt ingen havefest. Den var blodig, skæbnesvanger alvor.
Glemslen er blevet en samfundsfaktor
Når glemslen er så massiv og mainstream, så bliver den en samfundsfaktor. Det første skyldes i høj grad, at koldkrigen og den efterfølgende periode fra 1989 til 2001 bragte intellektuelt middelmådige mennesker til tops. De vandrede lydefrit gennem institutioner, organisationer, medier, underholdningsbranche og NGO-økonomien, sådan som marxisterne havde gjort før dem.
Det er disse mennesker, hvoraf de fleste i dag er liberale internationalister, der tegner vor tids eliter i bred forstand. De har mange meninger om dit og dat i Kartoffelrækkerne, Kiev og Khartoum. Sjældent er de funderet i virkeligheden.
Med intellektuelt middelmådige mener jeg ikke dumme mennesker – kognitivt set. Deres dumhed er således ikke, hvad vi normalt forstår ved dumhed. Det er ikke en mangel på rationalitet og logos, der præger dem, sådan som pseudonymet Olavus Norvegicus pointerer i bogen Dumhetens anatomi (anmeldt her).
Hvad der karakteriserer intelligent dumme mennesker, er netop, at de ikke er tynget af intellektuel nysgerrighed, ja, at de slet ikke søger efter sandheden. Sandheden er jo alligevel en social konstruktion. Derfor er de dumsmarte i stedet motiveret af social status, tidsånd og karriere, hvorfor de trives strålende i den pseudo-virkelighed, de deler med deres meningsfæller, netværk og medier.
Hvad de lider af, er en slags frivillig uvidenhed, som i sidste ende bunder i en aversion mod virkeligheden.
Vist kan virkeligheden være møgirriterende. Men det er præcis den indgroede aversion imod den, der får vores eliter til først at dæmonisere samtiden - og nu får dem til at romantisere Den Kolde Krig.
