Da jeg i weekenden lå med influenza og havde ondt af mig selv, gjorde jeg noget, jeg ellers aldrig gør: Jeg så nyheder på tv. Ganske kort. For jeg blev hurtigt så forstemt, at jeg foretrak at stirre tomt ud i luften og forsøge at sove fra det hele.
Det var billederne fra den talstærke demonstration i København imod Israel, som fik mig til at slukke for skærmen. Bye-bye Israel, sang de.
En ting er, at mange herboende muslimer ønsker Palæstina ”befriet”; det ved enhver, der følger bare en smule med. At ønsket samtidig indebærer, at Hamas, Hizbollah og Iran får en lydstat klos op ad Israel og dermed bliver i stand til at bekrige israelerne endnu mere, end de allerede gør, det hverken synger eller snakker de muslimske demonstranter om. Enten ved de det ikke, eller også ved de det kun alt for godt (og bifalder det). Ingen af delene lover godt for fremtiden.
Gadens demonstrative ønske er et varsel om noget, der venter os forude i takt med den demografiske afvikling af europæernes Europa. Vi bliver færre og færre; muslimerne, som vi har inviteret indenfor i et langstrakt øjeblik af blind idealisme i snart 50 år, bliver flere og flere og får fornemmelsen af at være i kvantitativ fremgang. En voksende kolonne af politiske krav vil følge med, herunder stedse mere islamisering med reference til koran, sharia og halal.
Integrationen går efterhånden kun én vej. Det er os, der skal danse efter deres vandpibe.
En anden ting er venstrefløjens medvirken. Den er om muligt endnu værre, fordi den bygger på fri fantasi. Hvad forestiller aktivisterne sig med et frit Palæstina? Et Palæstina uden Hamas, uden Hizbollah, uden Iran, uden ubændigt had til Israel?
Hvordan skulle det kunne realiseres?
Hamas og Hizbollah er en del af Palæstinapakken. Det samme er den vakte og vitalistiske islam, der vokser ud af deres geværløb.
Hvad er det, de unge regnbuemennesker ikke forstår ved sidstnævnte?
Venstrefløjen forstår ganske enkelt ikke islams politiske dynamik. Hvor den pibler ind og bæres frem, begynder den at opføre sig som om, den bestemmer, og slår rod. Hvor den slår rødder, arbejder den tålmodigt på at skaffe sig mere plads. Hvor den finder plads og råderum, rydder den stedets øvrige fauna og beplantning. Hvor rydningen sker med en bulldozer, blive islams ord lov, som alle må underkaste sig eller dø.
Islam har ikke en rygende fis at gøre med demokrati og menneskerettigheder.
Man kan ikke være queer i Iran, Afghanistan, Syrien, Pakistan eller Somalia. Her kan du ikke skrive læserbreve eller sultestrejke dig til verdensfred, anerkendelse eller tv-tid. Du kan for resten heller ikke være kristen, jøde eller helt vildt god til at tegne Muhammed. Ingen går op i diversitet, patriarkatet, klimapolitik, eller hvordan vi får flere kvinder i bestyrelser eller flere piger til at gå til fodbold eller landevejscykling. Der findes ingen forfatterskole, S.U., ikke engang nogen kongelig ballet. Du kan hverken gå til psykolog eller læse Gender Studies på universitetet. Ingen ser op til Greta Thunberg, og som kvinde må du finde sig i, at dit hår skal være tildækket, helst også din røv, barm og ben. Vil du gerne skilles? Ja, det kan du så ikke. Vil du tiltales som ”dem”/”I” eller som Kejser Augustus eller bare have lov at se Netflix og læse Salman Rushdie? Nej, den går heller ikke.
Sådan er islam, hvor den virkelig er vakt og vitalistisk og får magt over stat og samfund, og en særlig ulykkelig omstændighed ved venstrefløjens romance med islamismen er, at det ikke engang er første gang.
Venstrefløjen har prøvet det hele før med Den Iranske Revolution i 1979. Også dengang var det venstrefløjen, der hilste ayatollaherne velkommen og hjalp dem til magten i den tro, at de rettroende og deres hellige krigere var budbringere af forår, violer og social retfærdighed og kunne tjene revolutionen.
Jo, venstrefløjen blev klogere. Men da var det for sent og mange af dens talsmænd for øvrigt likvideret eller fængslet. De rettroende havde kun brug for venstrefløjen, så længe den var en nyttig idiot.
Tilbage til nu.
Hvis statsminister Mette Frederiksen gerne vil forstå, hvor det voksende mishag ved jødernes evne til at forsvare sig mon kommer fra, kan hun passende begynde med at spørge partifællen Mogens Lykketoft. Han har om nogen talt palæstinensernes sag, kritiseret Israel i snart en menneskealder og udvist en eksemplarisk mangel på forståelse for jødernes prekære situation i Europa. Mette Frederiksens egen partifælle har været med til at gøre venstrefløjens uvilje mod jødernes skæbne salonfähig i Socialdemokratiet og på den politiske midte.
Selv Lykketoft vil vide, at det ikke er så længe siden, at europæerne svor, at jøder skulle kunne føle sig sikre på europæisk jord. Nu oplever de, at deres børns fremtid i Sverige, Frankrig, Storbritannien og andre lande mildest talt er uvis og søger derfor mod USA, Rusland eller – ja – Israel for at gardere sig bedst muligt.
I Europa støtter en voksende gruppe af muslimer jødernes erklærede fjender, også i Danmark.
Ifølge en dugfrisk undersøgelse foretaget af analysebureauet Wilke for Jyllands-Posten, sympatiserer 32 pct. af herboende muslimer med Hamas. Blandt unge (ml. 18-29 år) er andelen hele 44 pct. Næsten lige så mange af de unge, 41 pct., mener ligefrem, at Hamas’ terrorangreb i Israel for præcis et år siden var berettiget.
Det er tal, der chokerer mange politikere og får dem til at spørge, hvordan det kunne komme så vidt.
Politikere er ofte de sidste til at vide besked med virkeligheden. Alle, der interesserer sig for islams politiske dynamik før og nu, har længe vidst, at man ikke skal række islam så meget som en lillefinger.
Men hvor ofte har vi ikke foretrukket at snakke om noget andet?
Hvor tit har vi ikke forsøgt os med at sove fra det hele?
