Vi lever i en tid, hvor pessimisme er blevet et tegn på intellektuel overlegenhed. Man behøver blot at se på de skærme, hvorigennem vi i stigende grad oplever verden, for at møde en næsten enstemmig dom om, at vores samfund bevæger sig støt mod sin egen opløsning.
De fortællinger, der præger vores tid, er ikke længere båret af 1800-tallets tro på fremskridtet eller den teknologiske optimisme, der fulgte med årtusindskiftet. I stedet er vores forestillinger om fremtiden gennemsyret af undergang.
Den globale klimakrise, identitetspolitisk polarisering og den voksende mistrivsel blandt unge tegner tilsammen et billede, hvor resignation kommer til at fremstå som det eneste fornuftige svar. Vi er blevet afhængige af katastrofediagnoser.
I denne kultur af modløshed er forestillingen om, at realisme ganske enkelt består i at forvente det værste, blevet et nyt socialt dogme.
Tolkiens værk blev til i rædslernes tid
På den baggrund bliver John Ronald Reuel Tolkien ofte uretfærdigt og nedladende placeret på hylden med virkelighedsflugt. Hans omfattende mytologi om Midgård bliver behandlet som et barnligt tilflugtssted for mennesker, der ikke kan holde ud at se det 21. århundredes barske virkelighed i øjnene.
