Kort efter vedtagelsen af udlændingeloven i 1983 stod Poul Schlüter for rullende kamera og grinede af sine kritikere. Hånligt påstod Schlüter, at der aldrig ville komme mere end 500 migranter om året til Danmark. Allerede året efter var tallet ti gange så stort.

Det blev et symbol på, hvor hurtigt virkeligheden kan overhale de politiske løfter. Siden dengang er der kun kommet flere til, og alt for længe har det været tabu at tale ærligt om konsekvenserne.

Heldigvis er det venstreorienterede meningsmonopol begyndt at blive brudt, og vi kan i stigende grad tale åbent om de negative konsekvenser, som vores lille hjemland er udsat for. Der er først og fremmest de konkrete tal. Kriminalitetsindekset for folk med baggrund i MENAPT-landene er svimlende højt, mere end tre gange så højt for indvandrere og efterkommere fra nogle af landene, som det er for danskerne generelt.

Det er blevet en slags moderne venstreorienteret politisk disciplin, at man med henvisning til manglende boldbaner i ghettoerne, generelt lavere indkomst- og uddannelsesniveau og hvad end de kan finde på af såkaldte socioøkonomiske faktorer, forsøger at bortforklare disse tal.

Jeg har mærket det på egen krop
Men der foregår også en mere skjult forandring end den, som personfarlig kriminalitet udgør – den langsomme, ofte usynlige kulturelle kamp om Danmark.

Jeg har oplevet det på egen krop – oplevelser, som har formet mig, og som jeg stadig kan mærke dybt i mit indre i dag, selvom de ligger langt tilbage. Under min egen skolegang oplevede jeg ting, som jeg ikke burde have været udsat for, ting, som alt for mange danske børn i dag oplever – et angreb på vores identitet som danskere.

En ellers hyggelig dag med hjemkundskab i 6. klasse endte i en oplevelse af fremmedgørelse i mit eget hjemland. Muslimerne i klassen holdt deres årlige faste, kaldet ramadan, så vi danske børn fik at vide af vores lærer, at vi skulle tage vores hindbærsnitter med hjem og spise dem dér, for det var synd for muslimerne, hvis vi spiste foran dem. Da vi fik undervisning i kristendom, som vores kultur hviler på, forlod de klasselokalet.

Denne langsomme kulturkamp, hvor gæsterne nægter at assimilere sig ved at deltage i vores kultur og faktisk udtrykker stor foragt for den, er en tendens, som finder sted i stort set alle kulturelle og sociale sfærer.

Vi kan ikke tale i evigheder - vi skal handle
Selv Socialdemokratiet, som ellers har omfavnet gæsterne fra de varme lande med åbne arme, er begyndt at forstå alvoren. Frederik Vad har proklameret den tredje erkendelse: at nominelt integrerede muslimer bruger deres plads i samfundet til at fremme islamisk kultur.

Det er fint, at vi nu kan tale om problemerne, men det er ikke nok. Der er brug for, at vi tager næste skridt. Vi kan ikke tale i evigheder, mens antallet af MENAPT-indvandrere fortsat stiger, og kulturkampen forværres.

Der er brug for den fjerde erkendelse: at vi ikke kan leve side om side med et stort antal mennesker, som deler en fremmed livsverden og er villige til at tage kampen op for, at de ikke bliver som os, og at vi viger for dem.

Denne erkendelse er remigration. Remigration betyder blot tilbagevandring – re-migration. Det er en helhedsorienteret indsats, hvor en bred vifte af politikker skal føre til, at udviklingen vender, så der fremover er flere migranter, der forlader landet, end der kommer hertil.

Hellere gulerod end pisk
Vi skal værne om det danske og gøre det så svært at leve et islamisk liv i Danmark, at de mennesker, som nægter at tage afsked med deres islamiske tilværelse, føler sig nødsaget til at forlade Danmark. Og for min skyld kan vi gerne gøre det attraktivt og hjælpe dem på vej ved at give tilsvarende gulerod, som vi giver pisk.

Selvom jeg omtaler dem som gæster, har de et udpræget tilhørsforhold til Danmark. Mange har boet her længere end i deres oprindelseslande, og mange er født og opvokset i Danmark. Det er en vinkel, vi må tage alvorligt, hvis vi ønsker mere end blot at protestere.

Vi må forstå gæsternes perspektiv og imødegå det – ikke ved at vige for dem på den kulturelle kampplads Danmark, men ved at trykke på de knapper, som kan få dem til at rejse frivilligt.

Jeg er af den faste overbevisning, at det er muligt med en lykkelig skilsmisse, at vi gennem en helhedsorienteret indsats ikke blot gør det så uattraktivt, at de må “flygte” fra Danmark, men også attraktivt at vende hjem.

En remigrationspakke
Det skærer i ørerne, når unge arabere udfolder deres etnolekt og perverterer det danske sprog, men det vidner om, at dansk trods alt er blevet deres primære sprog. Derfor mener jeg, at vi bør tilbyde modersmålsundervisning som en del af en helhedsorienteret remigrationspakke.

Der er behov for, at udlændingene kan fungere godt i deres oprindelseslande, hvis de skal rejse frivilligt. Og når vi taler om skolegang, mener jeg, vi bør indrette en kort videregående negot-lignende uddannelse som en del af en remigrationspakke.

Hvis de taler sproget og er godt klædt på til at begå sig i oprindelseslandenes kultur- og erhvervsliv, og vi samtidig understøtter deres hjemrejse og genetablering, så er “pisken” i højere grad tilskyndelse end gold straf.

Det er vigtigt for mig, at vi har disse overvejelser, som stræber mod den “lykkelige skilsmisse”. Danskerne er et meget roligt og afmålt folk, og remigrationens essens er netop, at den konfliktfyldte fremtid, hvor vi nærmer os demografisk undertal, skal undgås.

Vi skal kunne se os selv i øjnene bagefter
Vi skal ikke tvinges til forandring af udefrakommende faktorer, men udvikle os, sådan som vi ønsker det. Derfor er den “lykkelige skilsmisse” også vigtig. Vi skal kunne se os selv i øjnene igen, når remigrationens æra er overstået, og vi skal møde et fortsat afmålt og roligt blik i spejlet – ikke et stift og traumatiseret blik, som har været “gennem stålstormen”.

For hver dag der går, forværres situationen. Kriminaliteten og utrygheden i klasseværelser og skolegårde udfolder sig, og der både tilrejser flere, mens der også fødes flere. Retningen for Danmark er sat. Jo længere vi venter med at iværksætte remigrationspolitik, jo sværere vil det blive.

For hver dag der går, kommer vi nærmere stålstormen og længere væk fra den lykkelige skilsmisse. Jeg har valgt at blive politiker – med andre ord, jeg er villig til at bære det ubehag, der medfølger, når man stiller sig forrest, men den almindelige dansker skal så vidt muligt skånes.

Derfor haster det! Vi har udsat os selv for danmarkshistoriens største eksperiment, og det har slået fejl. Vi skylder alle ofrene, at vi når den fjerde erkendelse og påbegynder et nyt kapitel. Det er tid til at tage ansvar, både for fortiden, men især også for fremtiden, og påbegynde remigration.