Som det nok vil være de fleste bekendt, blev Trykkefrihedsselskabet stiftet på baggrund af den censur og selvcensur, der bredte sig i kølvandet på det islamiske præstestyres magtovertagelse i Iran 1. februar 1979. Horroreksemplet på censurtyranniet var nedkaldelsen af en dødsdom ti år senere over den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie. Alene fordi denne havde tilladt sig at skrive en islamkritisk roman: De sataniske vers. Islamismens tyranni blev intensiveret i 00’erne og 10’erne, først med angrebet på World Trade Center, dernæst med Muhammedkrisen og siden med angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Men censurtyranniet har flere ansigter. Og det kan vi godt være tilbøjelige til at glemme. I sin begejstring for alt totalitært – uanset om det er religiøst eller politisk – videreførte woke-bevægelsen således med stor nidkærhed censurtyranniet op gennem slutningen af 10’erne og begyndelsen af 20’erne. Endog til et punkt, hvor vi ikke kommer udenom, at sammenligning med de helt store historiske svigt, udskridninger og kortslutninger er på sin plads. Der er blot den forskel, at islamismens censurtyranni kommer udefra. Woke-bevægelsens censurtyranni kommer indefra. Af samme grund har den sidstnævnte form for tyranni måske også haft så meget lettere ved at gå under radaren og været så meget desto sværere for os at få greb om.

Nogle hævder ganske vist, at det er noget pjat, og at der ikke findes censur i dag inden for vores eget demokratiske samfunds fire vægge, idet vi jo formelt set stadig har ytringsfrihed. Men det er selvfølgelig forkert. Her skal man huske, at definitionen på ytringsfrihed er dobbelt. Der er både en formel og en materiel side af sagen. Og disse to sider kan sagtens være i konflikt med hinanden.

Her vil jeg – nu hvor vi befinder os på grundtvigianismens højborg Vartov – gerne minde om Grundtvigs ord i forbindelse med tilblivelsen grundlovens paragraf om ytringsfrihed, som han faktisk endte med at gå imod, da der skulle stemmes om den i datidens folketing i 1849. Ikke fordi Grundtvig var imod ytringsfrihed, slet ikke. Men fordi paragraffen ikke var slagkraftigt nok formuleret. Hvilket efter hans opfattelse åbnede en ladeport for den materielle censur, der i sidste ende let kunne risikere at gøre proklamationen af formel ytringsfrihed til lidt af en farce – eller en tragedie, alt efter optikken.

Hvad ingen havde troet muligt, er altså nu sket. Censuren er i de sidste ti år kommet igen i en ny form og inden for egne rækker i form af wokeismens Cancel Culture. Den woke ”aflysnings-kultur” – eller ”mundkurvs-kultur”, som man også kan kalde den – antager mange former. Dem, man taler mindst om, er de usynlige; der hvor folk bliver gjort tavse i ly af mørket og bag kulissen under dække af alskens gustne påskud.

Jeg skal i det følgende først sige noget om den synlige woke-censur. Dernæst skal jeg sige noget om den akkurat lige så farlige censur, som wokeismen har været med til at skabe i vores samfund, nemlig den usynlige censur. Fælles for de to censurformer er imidlertid, at de opstår inden for vores egen demokratiske kulturs horisont, og at de opererer på en langt mere subtil og diskret måde end den primitivt bombastiske islamismes.

Censurens nye former under woke-regimet
Cancel Culture eller cancellering handler netop om, at man, idet man henviser til den formelle ytringsfriheds urokkelighed, skruer så meget op for den materielle censur, at den formelle ytringsfrihed nødvendigvis til sidst bliver ren proforma. Á la: Du har ret til at ytre dig frit – så længe du bare ikke siger det og det og det og det og det.

Det svarer lidt til, hvad vi også i øjeblikket ser inden for samtykkelovens område – som jeg har brugt en del tid og kræfter på at diskutere de senere år. Mestendels for døve øren. Her siger man også, at bevisbyrden ikke er vendt om, som mange – herunder jurister, dommere og andre – advarede stærkt imod. Man glemmer blot, at hvis bevisbyrden reelt set vendes om, som den vitterlig gør med denne lov, er den formelle bestemmelse om, at bevisbyrden altid påhviler anklager, og at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, selvfølgelig en fis i en hornlygte.

Det centrale ved Cancel Culture er, at man lader som om denne form for censur er helt forskellig fra tidligere tiders censur ved at skulle beskytte de svage mod de stærke; de undertrykte mod undertrykkerne. DEI (Diversity, Equity, Inclusion), hedder det på det orwelske nysprog, woke-bevægelsen har indført. Som Jacob Mchangama skriver i et debatindlæg i Politiken, hvor han går i kødet på en ny rapport fra Amnesty, der taler for endnu mere begrænsning af ytringsfriheden, end woke-kulturen allerede har skabt: ”Amnesty er ikke bekymret over statens mange begrænsninger af ytringsfriheden – som koranloven, dukkesagen og imamloven. Nej, den største trussel mod ytringsfriheden er ifølge Amnesty ytringsfriheden selv. Amnesty hævder, at ’hadtale’ får folk til at selvcensurere og dermed undergraver den reelle ytringsfrihed.” At begrænse ytringsfriheden skulle altså, mener man, hjælpe de såkaldt sårbare og udsatte grupper.

Når jeg siger ”lader som om”, er det selvfølgelig, fordi dette retoriske spin er et rent coverup af de faktiske forhold. De faktiske forhold er således, at en ny magt har sat sig på tronen i vores vestlige, demokratiske kulturkreds: kvindernes og minoriteternes magt kan man kalde den – jævnfør også min analyse i bogen Køn og identitet – et spadestik dybere, hvor jeg kalder denne fase af den neomarxistiske revolution – som det retteligt er – for ”matriarkatets diktatur” (svarende til den klassiske marxismens begreb om ”proletariatets diktatur”).

Mest velkendt, ikke mindst i en Trykkefrihedsselskabs-sammenhæng, er selvfølgelig koranloven, der ene og alene har til formål at annullere de slag for det demokratiske hold, som lille Danmark tog i forbindelse med Muhammedkrisens internationale eskalering i 2006. Som det er blevet anført flere steder, er koranloven i virkeligheden en genoplivning af blasfemiparagraffen – nu blot på shariapræmisser. Præstestyret fik altså held til at rykke helt ind i kernen af den danske lovgivning, kan man sige. Blandt andet med ivrig hjælp fra den yderste venstrefløj.

Andre tydelige og synlige eksempler på Cancel Culture, som da også har været heftigt debatteret, er udvidelsen af racismeparagraffen. Efter flere års diskussion om man ikke simpelthen burde afskaffe den, lige som man gjorde med blasfemiparagraffen i 2017, blev racismeparagraffen i 2020 omformuleret til også at omfatte ytringer, der “forhåner” eller “nedværdiger” personer på baggrund af handicap eller “kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika”. Med en strafferamme på op til to års fængsel.

Det er denne udvidede racismeparagraf, Amnesty nu vil have skærpet endnu et nøk. Staten skal, står det til Amnesty, sikre, at kun ytringer, der bidrager til den ”demokratiske samtale”, er tilladt, mens såkaldt ”hadtale” skal forbydes og straffes – sådan som vi netop også har set det ske i England i forbindelse med de såkaldte Non Crime Hate Incidents. Dette skal i øvrigt også gælde kommunikationen mellem borgere i det private rum, fx tekstbeskeder. Forslaget viser, hvilken uhyre farlig glidebane det var overhovedet at ændre paragraf 266b i første omgang. Salamimetode er vist for svagt et udtryk. Snarere er der tale om, at man vender 180 grader rundt i forhold til den liberale og demokratiske kurs, vi trods alt har formået at holde nogenlunde siden 2. Verdenskrigs afslutning.

Ovennævnte love er særdeles synlige eksempler på, hvordan den omsiggribende materielle censur i dag ser ud. Eksempler, som da også har været genstand for intense offentlige diskussioner – bl.a. her i Trykkefrihedsselskabet. Hertil kan man føje Justitsminister Peter Hummelgaards seneste udspil om at indskrænke borgernes ytringsfrihed i forhold til politikerne. Underforstået: det bliver lidt op til politiet at ”sjusse sig frem til”, om en borgers besked er i overensstemmelse med Hummelgaard og regeringens opfattelse af ”demokratisk samtale” eller ej. Og her kan politiet jo nok regne ud, at politikerne ønsker, det meste af det, som strider imod deres egen politiske overbevisning, ikke er i overensstemmelse hermed.

Alt dette er foruroligende og skræmmende nok i sig selv. Men der er noget, jeg tror er mindst lige så bekymrende. Og det er alle de usynlige spor efter den nye Cancel Cultures hærgen. Med usynlige spor mener jeg den form for censur, der gemmer sig bag et skalkeskjul af ”rigtighed” og ”almindelig snusfornuft”. Man kunne også ganske enkelt kalde den for ”forskydningens censur”.

Den usynlige eller forskudte censur
Forskydningens censur er den, der finder sted, når man systematisk går efter manden i stedet for bolden, dvs. bruger ad hominem-argumenter. Konkret går man på overfladen efter noget, som er let at finde gehør og resonans for hos de fleste, mens man i virkeligheden er ude i et helt andet ærinde, nemlig at få fjernet den omstridte person som sådan fra den position eller platform, han eller hun indtager. Og vel at mærke indtager på baggrund af personlige meritter.

En bestemt person – det kan være en politiker – har fx nogle holdninger og synspunkter, som er uacceptable for woke-eliten. Men man tager ikke diskussionen upfront og med åben pande. I stedet forsøger man at komme ham eller hende til livs på anden vis. Det kan være ved at true med, eller ved faktisk at gøre alvor af at sende en MeToo-anklage afsted, der beskylder vedkommende for alskens amoralsk og utilstedelig opførsel. (Anklager der endog, som vi har set eksempler på, har været kynisk bevidst konstruerede ned til mindste detalje med henblik på at få personen karaktermyrdet og dermed elimineret). Eller det kan være ved at beskylde ham eller hende for plagiat eller andre former for formel brøde i den tendentielt kriminelle og utilbørlige afdeling.

Det er netop den sidste type usynlig eller forskudt censur, Broderisme-bogen blev ramt af. Akkurat lige som det også var den, min egen bog Køn og identitet blev ramt af. Går man sagen igennem i sømmene, er det i førstnævnte tilfælde klart, at det hele handlede om at få trukket opmærksomheden væk fra forfatteren Florence Bergeaud-Blacklers kritiske analyse af islamismen og dens virksomhed.

Og i mit eget tilfælde var det lige så soleklart, at det handlede om at få trukket opmærksomheden væk fra mine kritiske analyser af MeToo- og woke-kulturen (som jeg ser som to sider af den samme sag) og over mod et moralsk, ja, nærmest strafferetsligt spørgsmål om min personlige habitus. Noget der fra starten af var planlagt til at skulle koste mig min doktorgrad. Hvilket det heldigvis ikke gjorde, fordi der blev sat en stopper for det af en af de instanser, der stadig fungerer i vores samfund, Praksisudvalget ved Københavns Universitet.

Akademias usynlige/forskudte censur
I det hele taget florerer den usynlige eller forskudte censur i kæmpestor stil inden for akademia, hvor jeg selv har haft min gang igennem en menneskealder, og hvor grundstenen til cancellerings-kulturen også blev lagt gennem aktivistiske, pseudovidenskabelige teorier som socialkonstruktivismen og den intersektionelle feminisme; teorier som Amnesty-rapporten og DEI-programmerne trækker flittigt på. Og som efter min opfattelse fylder betydeligt mere, end ellers højt respekterede professorer ofte vil vide af.

Metoden er, at man forsøger at flytte fokus fra indhold til formalia, sådan at man undgår at diskutere det første. Ja, så man sikrer sig, at der spændes effektivt ben for enhver diskussion af indholdet. Måske fordi man ikke har ét eneste godt argument at byde ind med i en åben og ærlig debat. Det kunne også kaldes ”den feje tabers strategi”. Eller slet og ret ”den dovne tabers strategi”. Kan du ikke vinde på reel styrke, kompetence og merit, kan du altid forsøge at slå under bæltestedet, ikke sandt?

Interessant var det fx, da jeg som lektor på Københavns Universitet skulle finde samarbejdspartnere til et forskningsprojekt om netop litteratur og ytringsfrihed. Efter at have fået et meget imødekommende tilsagn fra Det Kongelige Biblioteks daværende direktør, måtte denne lidt senere slukøret meddele, at projektet alligevel ikke kunne blive til noget. For medarbejderne havde sat sig imod.

Hvornår har vi lige hørt den før? Her er det måske, man som leder skulle påtage sig sit lederansvar og sige: Det kan godt være, I er imod, men det er altså mig, der bestemmer her i butikken. Basta!

For at komme med et andet konkret eksempel på, hvordan den usynlige eller forskudte censur florerer i stor stil inden for universitetet, har jeg taget en såkaldt ”fagfællebedømmelse” af en af mine egne artikler med. Fagfællebedømmelses-institutionen blev indført for at ”kvalitetssikre”, som det hedder, den forskning, der publiceres i videnskabelige bøger og tidsskrifter. Det lyder jo meningsfuldt nok. Hvis det altså vel at mærke er det, den anvendes til. Men noget tyder på, at vi også i dette tilfælde har at gøre med en institution, som bliver misbrugt til at fælde uønskede dissidenter bag kulissen, så deres bidrag aldrig nogensinde kommer frem i et forum, hvor det kan diskuteres åbent og redeligt.

Den – anonyme skal det understreges – fagfællebedømmelse, jeg for nylig modtog af en artikel, giver, synes, jeg, et ret godt indblik i, hvordan de hyper krænkelsesparate nutidsakademikere agerer, når de tror, ingen kan se dem. I det hele taget afslører bedømmelsen – i hvert fald i mine øjne – hvor betændt systemet er, og hvordan det misbruges til chikane og udstødelse af kollegaer – langt borte fra offentlighedens opmærksomhedsfelt. I komprimeret form lyder fagfællebedømmelsen sådan her:

”Denne artikel forsøger at bruge NN og NN i en kritik af moderne bevægelser som wokeisme, Metoo og LGBT. Dette er dødsdømt fra starten … Artiklen indeholder intet nyt …. Dele af artiklen virker helt irrelevante … Denne artikel ville aldrig blive accepteret i noget seriøst akademisk tidsskrift … At inkludere artiklen ville være at underminere alle de andre artikler i bogen.”

Ja, sådan ser nutidens sarte snowflake-akademikere, der ser krænkelser og ”mikroaggressioner” alle vide vegne og kræver særbehandling og trigger warnings i én lang køre, altså ud, når de opererer i det skjulte. Dækket bag anonymitetens og den kujonagtige gruppeidentitets kappe er det tydeligvis slut med at pakke nogen ind i vat. Eller – med en yngre digters ord – ”Facaden skinner, men er der særlig pænt bag?” Nej, det er der vistnok ikke.

For bedømmelsen er jo pinagtigt nem at gennemskue. Man kan godt – ud fra den nærmest overstyret negative tone – konkludere, at fagfællebedømmeren selv er en del af det omfattende akademiske fagmiljø, der nærmest er gået grassat i venstredrejet, aktivistisk woke-forskning. Og som ivrigt byder ind i de akademiske forskningsregistreringer under den kategori, der hedder: ”Hvordan medvirker dit forskningsarbejde til opfyldelse af FN’s 17 verdensmål?” Hvor liberale mål som frihed og demokrati – for slet ikke at tale om ytringsfrihed! – vel at mærke slet ikke figurerer.

Men det karakteristiske inden for nutidens akademia er, at man ikke ser splinten i sit eget øje. Til gengæld planter man gladeligt en gigantisk træstamme i øjnene på de kollegaer, der afviger blot en millimeter fra ens egen aktivist-forskning. Uden at forsvare min artikel – som selvfølgelig sagtens kan kritiseres på et sagligt grundlag, dog helst i et åbent forum – vil jeg hævde, at den faktisk var et forsøg på at fremlægge en seriøs undersøgelse af to centrale danske kulturpersonligheder fra 1800-tallet – og af hvad disse havde at sige vores tid. Men alas, jeg tager da bestemt også på mine skuldre, at det ikke just var en venstreaktivistisk ideologi, jeg forsøgte at ”ekstrapolere” ud fra stoffet (for nu at referere til fagfællebedømmerens sprogbrug).

Kort sagt: Der skal ikke meget Einstein til at begribe, at man her udnytter et system, der foregiver at være baseret på rent faglige og formelle kriterier, til at indholdscensurere så det står ud af ørerne. Frem for alt bruger man det til at indholdscensurere kollegaer, der formaster sig til at modsige den herskende woke-aktivistiske agenda. De får, som det er fremgået, med grovfilen på en måde, der er helt ude af proportioner i forhold til meningen med en sådan intern bedømmelsesinstans. For man kunne jo også bare stille og roligt have skrevet, at artiklen ikke passede ind i sammenhængen, hvis det nu var dét, der var tilfældet. Men tonen i teksten – som man ynder at sige – oser langt væk af, at den, der har formastet sig til overhovedet at sende sit bidrag til redaktionen, skal have et drag over nakken, så vedkommende aldrig igen tør vise sig på akademias bonede gulve. Hvor, det lader sig konstatere ved simpel optælling, antallet af fagfællebedømte artikler og monografier og antologier, der hæmningsløst flagger rød woke-front er nærmest legio.

Lad os være ærlige: Denne type akademiker er simpelthen så farlig. Fordi han har lært at skjule sin politiske fanatisme bag en maske af overkorrekte akademiske falbelader. Mange, det gælder ikke mindst medarbejderne inden for DR, hopper naivt på den. Ligesom ellers kloge mennesker inden for akademia overser den, fordi de – min påstand – aldrig kigger ud i virkeligligheden, men kun ind i de selvfede forskerfora, hvor man sidder i en campusboble og masserer hinanden med mere eller mindre tom teorisnak, der lyder ufattelig flot – men i bund og grund er: ufattelig tom. Og det er da også derfor aktivisterne har haft så let spil. Man kender i øvrigt den samme snu strategi fra netop Det Muslimske Broderskab. Allerede de sidste år, jeg var ansat som lektor på Københavns Universitet, stod det mig fuldstændig klart. Jo mere dukseagtigt korrekt en nutidig akademiker fører sig frem – desto mere sikker kan man være på, at han eller hun bag facaden er en rabiat aktivist. Simuleret videnskab, kunne vi også kalde det. Eller akademiseret nonsense. Som en brøleabe, der har lært sig at tale græsk, hvis det må være tilladt at slække lidt på kammertonen i dette udsøgte selskab.

Problemet blev klart beskrevet af den tidligere amerikanske justitsminister, republikaneren William Barr. ”Man ynder”, noterede han i et interview med australske Sky News, ”at sige, at Donald Trump er en trussel mod demokratiet. Men faktisk er det kollektivistiske venstre den største trussel med dets tilbøjelighed til at styre gennem ikke-demokratiske institutioner, såsom retssystemet. Og når retssystemet ikke kan manipuleres, da gennem diverse administrative organer.”

Også andre har på det seneste været ude og problematisere fremgangsmåden. Det gælder fx den engelske organisation Academics For Academic Freedom (AFAF), og det gælder den svenske søsterorganisation Academic Rights Watch (ARW), som jeg selv hvert år op igennem 20’erne har skrevet en sommerkronik for.

Den usynlige/forskudte censur i medieverdenen
Nok et sted, hvor den usynlige eller forskudte censur findes til overmål, er i medieverdenen. Det medie, jeg selv skriver for, Kontrast, forsøger at afsløre den så snart, vi støder på den. Og det sker desværre rimelig tit i disse tider.

For eksempel har min gode kollega Ulrik Søberg skrevet en informativ artikel om elitens panik efter præsidentskiftet i USA. Her beretter Søberg om, hvordan techgiganten Mark Zuckerberg afslørede detaljerne om den censur, han før har nævnt, at hans sociale digitale medie Facebook blev pålagt af den amerikanske regering under Covid-19 håndteringen. ”Mark Zuckerberg skrev”, hedder det, ”i august sidste år et brev til den amerikanske kongres’ juridiske komite, hvor han redegjorde for, hvordan Facebook var blevet presset til at censurere sit indhold.”

Som en følge af dette og andre uhensigtsmæssigheder fjerner Zuckerburg nu faktatjekalgoritmen på Facebook og erstatter den med en ”community notes” funktion, hvor brugerne er dem, der modererer indholdet via deres egne kommentarer om nyheden/emnet. Dermed vil Facebook kun blive reguleret af brugerne selv, præcis som på det Elon Musk-ejede medie X. ”Denne beslutning har selvfølgelig”, hedder det videre hos Søberg, ”rystet det etablerede medieparnas og affødt reaktioner med frygt for demokratiets tilstand og den frie debat.” Og man skal måske, fortsætter han, ”lægge mærke til, at reaktionerne kommer fra statsstøttede medier med deres egen tydelige politiske forudindtagethed, som beklager sig over, at andre nu må formidle viden og nyheder, der ikke lige flugter med deres etablerede konsensusholdning.” Det ligner ifølge Zuckerberg ”noget ud af romanen 1984”.

Ulrik Søbergs artikel blev bragt i sammenhæng med, at jeg selv kortlagde just et af den slags gedulgte censurforløb på dansk grund. Her fortalte jeg historien om en ung nybagt student, der forsøgte at komme igennem med en kronik på Berlingske, som dokumenterede sort på hvidt, hvor langt woke var sivet ud i uddannelsessystemet. Således var det ikke, påpegede kronikøren, kun universitetet og de højere læreanstalter, der var ramt. Det var ungdomsuddannelserne så sandelig også. Efter en art David mod Goliat-kamp med avisens kronik- og debatredaktion, der varede et halvt år, måtte den unge Frederik Lønborg dog smide håndklædet i ringen. Så det endte med, at Jyllands-Posten bragte hans skarpe og modige og dybt nødvendige indlæg. Men først efter at han havde været udsat for så mange benspænd bag kulissen af de magtfulde gatekeepers på det, der jo burde have været antiwokeismens platform nummer ét her i landet, at det får mine egne trakasserier med usynlig og forskudt censur inden for akademia til at ligne et hyggeligt veganerparty. I skrivende stund er sagen endnu ikke afsluttet, da Frederik Lønborg har bedt Berlingskes ansvarshavende chefredaktør om et ordentligt svar på, hvorfor hans kronik blev behandlet, som det skete, dvs. udsat for censur. Et tilfredsstillende svar mangler fortsat.

I forlængelse af denne type censur findes også en anden form for usynlig censur, nemlig det man kunne kalde ”fremlæggelsescensuren”. Det kom bl.a. til udtryk, da jeg publicerede den føromtalte historie om Frederik Lønborgs kronik på Kontrast. Efterfølgende blev Kontrasts chefredaktør Lars Kaaber læst og påskrevet, at mediet ikke havde overholdt den såkaldte ”fremlæggelsesregel”, altså reglen om, at hvis en artikel gik på tværs af nogen eller noget – og dermed udfordrede de magthavendes konsensus – skulle disse nogen eller dette noget så at sige have vetoret i forhold til, om artiklen måtte publiceres eller ej. En regel, der, hed det sig, ikke kun gjaldt journalistisk stof, men også opinionsstof som mit eget indlæg. Hvordan en sådan ”regel” skulle være blevet til, er mig lidt af en gåde. For jeg er – siger og skriver – aldrig blevet mødt med den før i nogen af de indlæg, klummer, kronikker og andet opinionsstof, jeg gennem årene har fået publiceret i diverse medier, herunder de fleste større mainstreammedier – dengang jeg altså havde adgang til dem.

Ej heller er jeg nogensinde selv blevet forelagt en opinionsartikel, der angreb mig, på forhånd. Til gengæld har det – i hvert fald indtil for nylig – været kutyme, at man, hvis man blev angrebet for et synspunkt i medierne, havde ret til en modreplik. At holde øje med, hvornår det skete, var selvfølgelig ens eget ansvar, idet man må forudsætte, at folk, der ytrer sig i debatter, også følger bare en smule med i, hvornår og hvordan andre ytrer sig. Det er ikke en opgave, medierne selv skal tage sig af, for da kunne de jo ærlig talt ikke bestille andet – hvilket måske i virkeligheden også er meningen. For så laver de da ikke uro i geledderne så længe. Igen synes det at være et eller andet stunt, man har fundet på med ét formål: At gøre uønskede stemmer tavse, før de overhovedet når frem i offentligheden. I stedet burde det, som på den konkurrerende avis Jyllands-Posten, slet og ret hedde, at ”alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og pressetikkens rammer, er velkomne.”

Seneste eksempel på snigende politisk censur inden for medieverdenen er Red Barnet, som jeg tidligere har skrevet om – også på Kontrast. Denne dybt problematiske organisation, der som flere andre oprindeligt apolitiske NGO-organisationer i dag er ledet af en tidligere markant enhedsliste-frontfigur, skal nu tilsyneladende have magt til at kontrollere, hvad der kommer ud på sociale medier og digitale platforme. Som det fremgik af en Ritzau-meddelelse for nylig, har sociale medier fremover pligt til at prioritere anmeldelser fra Red Barnet om ulovligt indhold. Det sker, efter at børneorganisationen er blevet udpeget af Digitaliseringsstyrelsen som officiel pålidelig indberetter, der også går under det engelske navn trusted flagger. Nægter X, Facebook og andre at samarbejde og makke ret, får de angiveligt med EU at bestille.

Vi taler vel at mærke om en organisation, der i sin seneste indsamlingskampagne selv begik en form for venstreideologisk overgreb mod børn ved at sige til dem, at de ikke havde noget andet valg, end at gå ud og bidrage til indsamlingen. Om det så var fordi pengene skulle gå til nødlidende børn, eller det var fordi de skulle ryge direkte ned i generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsens lommer, der ifølge det heroiske gravermedie Journalista allerede bugner af den millionløn, hun modtager for sit arbejde i den ”frivillige” – hovedsagelig statsstøttede – hjælpeorganisation, vides ikke.

Dette er, for at referere til Jacob Mchangamas Politiken-kronik, ultrafarligt for vores demokrati. Både når det gælder en politiseret organisation som Red Barnet, og når det gælder en NGO-organisation som Amnesty, der ligeledes tidligere blev betragtet som politisk neutral. I kronikken skriver Mchangama videre: ”I en tid, hvor ytringsfriheden er under systematisk pres i både demokratier og autoritære stater, er der mere end nogensinde brug for organisationer, der kæmper principfast for dens forsvar. Desværre har Amnesty i stedet valgt at stille sig på den modsatte side – blandt dem, der ønsker at begrænse ytringsfriheden frem for at beskytte den.”

Hvor jeg til gengæld afviger en smule fra Mchangama og andre, er ved, at jeg ikke mener, disse ting fortrinsvis foregår i en amerikansk kultursammenhæng. De foregår nok så meget herhjemme – og i det hele taget i Europa. Hvilket jeg synes, ovenstående eksempler fra en dansk universitets- og medie-kontekst vidner om. Eksempler der muligvis snart toppes med en medieombudsmand, styret, udpeget og finansieret af staten, hvorved Danmark, som Berlingskes koncernchef og udgiver Anders Krab-Johansen skriver i et af sine meget læseværdige nyhedsbreve, ”bliver til det første demokratiske land, der indfører statslig kontrol med den fri presse.”

Min egen holdning ligger her helt på linje med formand for Trykkefrihedsselskabet Aia Fogs. Som Fog præcist beskriver Amnesty Danmarks udmelding i et indlæg på selskabets hjemmeside: ”Det er et selvmål af dimensioner, der over tid vil fratage Amnesty legitimitet som selvbestaltet og quasi-offentligt finansieret forkæmper for ytringsfriheden.”

Totalitarismens genkomst – og fald
Hvad er problemet ved den usynlige eller forskudte Cancel Culture, jeg her har beskrevet – som i øvrigt også gør sig gældende inden for andre områder, klimadebatten fx? Det er jo, at det ene øjeblik har man fået fjernet nogle uønskede dissidenter inden for akademia, bl.a. under dække af alskens formelle fodfejl, der blæses op til Magnum-størrelse. Det næste øjeblik har man overtaget kontrollen med politiet og militæret. Alt sammen under dække af, at man jo bare ville udradere den sociale ulighed, de dårlige manerer, den sexistiske adfærd, den toksiske machokultur, den sårende hadtale, de klimarealistiske synspunkter osv. Og når man forsøger at rulle det tilbage – som det sker i øjeblikket i USA – får man hævnaktioner i lange baner fra woke-segmentet. For woke-segmentet alene bærer ansvaret for den nytotalitarisme, der hersker i vores kulturkreds p.t. Ikke Trump. Ikke J.D. Vance. Ikke Javier Milei. Ikke Viktor Orbán. Ikke Giorgia Meloni. Ikke Alice Weidel.

Kortslutningen ligger indlejret allerede i selve argumentet om at ville værne om de manges ytringsfrihed ved at begrænse den enkeltes ytringsfrihed. Et argument, der svarer fuldkommen til totalitarismens klassiske argument om at ville værne om de manges frihed (det der også kaldes positiv frihed eller frihed til) ved at indskrænke den enkeltes frihed (det der også kaldes negativ frihed eller frihed fra).

Og hvad er så det helt store problem ved totalitarismen? Det er, som ordet siger, at den er totalitær, dvs. den går efter en samfundsmodel, hvor der ingen sprækker er; hvor magteliten – af hvilken konstitution den end måtte være – har sat sig monolitisk tungt på alle dele af samfundet, herunder borgernes liv. Ned i den allermindste detalje vil den totalitære magt bestemme over os og ensrette os – hvilket i og for sig er det samme som at aflive os som selvstændige individer, dvs. som fornuftsbårne, kritisk tænkende mennesker, og gøre os til ”small mobile units” i samfundsmaskineriet. Reduceret til bevidstløst materiale for den altovergribende statsstyrede ”social engenieering”.

I ét og alt strider det mod hele grundideen i det åbne, demokratiske samfund, hvor princippet om magtens deling står som det absolut centrale. Netop for at undgå magtfuldkommenhed og for at sikre, at det moderne samfunds grundlag, nemlig menneskerettighederne – i oplysningstidens fortolkning vel at mærke! – respekteres. Det allervigtigste princip i disse er og bliver princippet om ytringsfrihed. Det vil sige: retten til at følge sin egen subjektive samvittighed og sige, hvad man vil, som det hedder i det store og vigtige værk om ytringsfrihedens historie i Danmark, som Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt udgav i tiåret for Muhammedkrisens udbrud.

Disse menneskerettigheder – eller frihedsrettigheder, som de måske mere præcist bør kaldes – gik som bekendt fuldkommen tabt i totalitære regimer som Sovjet-Rusland og Nazi-Tyskland. Og de har også været godt på vej til at gå tabt under det woke-regimente, som har hersket i den vestlige verden, inklusive Danmark, igennem de sidste ti år. Ganske vist var Trump også præsident i USA fra 2016-2020. Men dengang lykkedes det ikke desto mindre alligevel at overrumple og underminere den liberale demokratiske samfundsmodel, vi med møje har udviklet i Vesten gennem flere hundrede år. Sandsynligvis fordi ingen rigtig havde set det komme. Totalitarisme i vores del af verden var fortid. Det vidste enhver. Den kunne aldrig komme igen. Man overså blot, at totalitarismen altid kommer igen på en lidt anden facon – ikke hvis, men når den kommer.

Det næstvigtigste princip i demokratiet er princippet om lighed – vel at mærke forstået som lige muligheder til for alle mennesker, uanset hudfarve, køn eller andet, at forfølge deres individuelle drømme – inden for lovens og den fjerne stats til enhver tid gældende rammer selvfølgelig, og inden for etikkens universelle grænser, som de er blevet formuleret fra De Ti Bud og frem til Immanuel Kants kategoriske imperativ. Her findes, tror jeg, nøglen til at forstå det totalitære skred, vi netop har oplevet i den vestlige verden. Det hedder ”equity”. En tilsyneladende lille spidsfindig justering af det klassiske begreb ”equality”.

Begge begreber betyder grundlæggende ”lighed”. Men de gør det på vidt forskellige måder. I det andet tilfælde forsøger man at skabe lige muligheder for, at alle kan komme til at forfølge deres individuelle lykkedrøm – som det hed allerede i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776. I det første tilfælde hamrer man – groft sagt – alle dem, der er dygtige og har gjort det godt, ned under gulvbrædderne. Man afskaffer derved frihedsprincippet. Ud fra den betragtning, at nogle andre skal til fadet, så et bestemt på forhånd fastlagt resultat kan opnås. Det ses med et halvt øje, at enkeltindividets egenvilje og egenkraft her er reduceret til nul, og at nivellering nødvendigvis må blive konsekvensen. Hvem i alverden der så skulle have gavn af det?

I år er det imidlertid slut. Det sluttede den 20. januar, da Donald Trump tiltrådte som præsident i USA – og dermed som ny leder af den frie verden. Det første og vigtigste tiltag fra den nye administration var ikke at afskaffe lighedsbegrebet, som det fejlagtigt er blevet udlagt, men netop at restituere det demokratiske lighedsbegreb, altså begrebet om ”equality”. Det gjorde man ved at gentage Martin Luther Kings ord fra den genuint moderne og demokratiske borgerrettighedskamp om, at institutionerne må og skal være farveblinde og baseret alene på den enkeltes meritter og karakter. Der skal ikke sidde en eller anden general m/k oppe på toppen af samfundsbjerget og gennem kvoter og andre totalitære tiltag genne rundt med befolkningen som kvæget på en kødfarm. Det vil sige udfolde det i bund og grund udemokratiske ”equity”-begreb. Man kunne også formulere det på den måde, at den totalitære resultatlighed og statslige plantænkning er blevet fjernet og erstattet med den demokratiske mulighedslighed og borgerlige frihedstænkning.

Det andet tiltag var – i kølvandet herpå – at ophæve alle former for censur og statslige forsøg på kontrol og regulering af borgernes liv helt ned på detailplanet i form af adfærdskontrol. Sådan som vi nyligt har set den danske SVM-regering forsøge at skrue voldsomt op for med sin såkaldte ”tryghedspakke”.

Friheds først og lighed så
Anderledes sagt: Man stillede i USA tingene tilbage i den rigtige rækkefølge – som i De Franske Menneskerettighedserklæringer fra 1789. Frihed må altid komme først. Det vil sige, at lighedsbegrebet altid i en liberal kontekst må vokse ud af frihedsbegrebet. Ja, det andet – forsøget på at lade frihed vokse ud af lighed – kan faktisk logisk set slet ikke lade sig gøre. Hvilket bestræbelsen på at lave et nyt tredelt valgsprog også indikerer. DEI har – ganske konsekvent – helt skrottet frihedsbegrebet.

Ingen har vel formuleret det klarere og bedre end Donald Trumps udskældte vicepræsident J.D. Vance. På den store sikkerhedskonference i februar måned i München holdt han en tale, som givetvis kommer til at gå over i historien, og som jeg i hvert fald aldrig selv kommer til at glemme. Her sagde han nogle ord, som jeg tror bliver tilløbet til den store game-change også på sigt her i Europa. Nogle ord, som i de censur-hærgede europæiske mainstreammedier ganske vist er blevet forvansket til uigenkendelighed, men som alligevel ikke kan slås ned. De lød eksakt sådan her:

”Man kan ikke vinde et demokratisk mandat ved at censurere sine modstandere eller sætte dem i fængsel, uanset om det er lederen af oppositionen, en ydmyg kristen, der beder i sit eget hjem, eller en journalist, der forsøger at rapportere nyhederne. Man kan heller ikke vinde et ved at ignorere sine vælgere i spørgsmål om, hvem der skal være en del af vores fælles samfund.”

At sammenligne opgøret med Cancel Culture med Cancel Culture selv, som jeg har set nogle, også hæderkronede medier, gøre, er derfor – undskyld mig – det rene bullshit. For ikke at tale om, som andre har præsteret, at kalde det for et opgør ”med den liberale orden både som udenrigspolitisk konstruktion og som fundamentet for det politiske system i det hele taget.” Det er slet og ret et hamrende forkert sted at trække skillelinjen – og hvordan man i øvrigt kan få Vance’ tale til at klinge illiberalt, er mig ganske enkelt en gåde, når den jo præcis handler om det modsatte. Skillelinjen, den markante, alvorlige skillelinje, vi skal forholde os til i Europa, hvis vi vil tilbage i sporet, går derimod mellem en liberal-demokratisk, vestlig orden, versus en neomarxistisk woke-uorden og et neomarxistisk woke-kaos.

Personligt er jeg da heller ikke i tvivl om, at det nye styre i USA i fremtiden vil komme til at fremstå som dem, der i sidste sekund forhindrede en total nymarxistisk magtovertagelse i vores samfund. Man kan kalde det ”hjælp til selvhjælp”. Som den skotske historiker Niall Ferguson skriver i sin bog Vesten og resten, så er de største farer, Vesten i dag står over for, næppe Kinas fremgang, islams fremgang eller CO2-udslip – for ikke at tale om Rusland – men i stedet vores egen tabte tro på den civilisation, som vi arvede fra vores forfædre. Jeg mener, han desværre endte med at få ret. Og årsagen, ja, den er entydigt, at eliten forskansede sig i en totalt afsporet, sekterisk boble. Eliten byggede et forskruet parallelsamfund baseret på venstreradikalistisk, neomarxistisk tankegods og med en kæmpemæssig brandmur mellem sig selv og virkelighedens og fornuftens (dvs. folkets) verden. Det er dét, der har skabt den nye ”pest over Europa”, som vi har oplevet for fuld udblæsning i de sidste ti år.

Af samme grund er jeg ekstra stolt af at modtage Sapphoprisen lige nøjagtig i år. For 2025 vil – det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om – ende med at få samme betydning som året 1945. Det vil være året, hvor vi europæere bliver befriet for den wokeisme – eller ”mazisme”, som man måske rettelig burde kalde den, der har raseret vores kontinent siden MeToo og wokes fremkomst i 10’erne. Akkurat ligesom nazismen for 80 år siden blev fejet ud ad døren, da USA omsider trådte i karakter og viste sig som liberale demokrater i stedet for som illiberale, antidemokratiske skabstotalitarister, så fejes wokeismen og DEIsmen ud ad døren i disse dage hurtigere, end vi kan nå at sige vibe shift. Og af samme årsag: USA træder frem på scenen som Vestens leder, rollemodel og supermagt nummer ét. Uanset det pinagtigt desperate forsøg på fra magtelitens side at bevare Europa under woke-kontrol. Et forsøg, der for mig at se mest minder om, hvordan nogle mennesker reagerer, når man udfrier dem fra en religiøs sekt. For nej den illiberale sygdom udspringer altså ikke fra den nuværende administration i Amerika. Den udspringer fra os selv. Nærmere bestemt udspringer den fra et uskønt konglomerat af værdiforvirrede europæiske ledere, aktivistiske lobbyister, frygtsomme mainstreammedier og uredelige akademikere, der desværre har formået at antænde et kæmpe woke-bål her i Europa. Hvorfor? Jo, fordi de selvfølgelig har opdaget, at det netop er et ekstremt effektivt middel til at styre borgerne – og derved bevare magten – med.

Hvad har jeg så lært af dette? Jo, jeg har lært, at de demokratiundergravende kræfter, der vil ødelægge vores samfund, aldrig bare ”er fortid”. De er en konstant lurende trussel mod vores samfundsorden. Og vigtigst: De kommer altid igen i en ny form, der kan være svær at genkende, som det den er, nemlig totalitarisme. Det sidste var årsagen til, at nazismen kunne nå at komme så langt med sine ødelæggelser, inden der blev reageret. Ingen – eller kun ganske få – så den altomfattende uhygge og farlighed i det, før det var for sent.

Det samme har på mange måder været tilfældet med wokeismen. Ingen – eller kun ganske få – så den altomfattende uhygge og galskab, før det mere eller mindre var for sent.

Det lille stearinlys foran mig skulle gerne minde os om, hvilket historisk tidehverv vi står i lige nu. Vi står midt i befrielsens tidehverv. Hvis vi altså selv vil. Momentet indtrådte, da det i november måned sidste år lykkedes frihedens kræfter at generobre magten i den vestlige verdens kraftcentrum, USA, og straks påbegynde tilbagerulningen af den woke totalitarisme inden for samtlige samfundsområder.

Tak for at være måtte med til at fejre startskuddet på befrielsens begivenhed her i dag – og tak for prisen. Nu gælder det blot om også at få Europa med på vognen.