02.07.23

Solskin og blæsevejr: Her er forklaringen på negative elpriser

Stor produktion af el fra solceller og vindmøller giver forbrugere i Vestdanmark negative elpriser søndag.
Vindmøller og solceller i Nordeuropa producerer masser af strøm i disse dage. Det er en af forklaringer på, at forbrugere i Vestjylland søndag kan blive betalt for at bruge strøm. (Arkivfoto).
Vindmøller og solceller i Nordeuropa producerer masser af strøm i disse dage. Det er en af forklaringer på, at forbrugere i Vestjylland søndag kan blive betalt for at bruge strøm. (Arkivfoto).

Søndag kan elforbrugere i Vestdanmark tjene penge, når de bruger strøm. 3 kroner per brugte kilowatt-time. En ny rekord i negative elpriser.

Men hvordan kan det lade sig gøre?

Det kan det ifølge Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent i Green Power Denmark, fordi meget af den strøm, vi får og producerer, kommer fra solceller og vindmøller.

- Når først de er bygget, så producerer de som vinden blæser, og som solen den skinner. Og lige i dag, der er blæst over et meget stort område i Nordeuropa.

- Og selv om der er lidt skyer på himlen, så er der stadig en del sol. Og de her solceller i Danmark og vores nabolande - kombineret med vinden - sender rigtig meget strøm ud i nettet, siger han.

Fordi der bliver lavet så meget strøm, er der opstået kamp om at komme af med den. Og det betyder, at dem, der laver strømmen, er villige til at betale for at nogen vil aftage en kilowatt-time for dem.

Der er flere grund til, at det kan være OK for producenterne at sælge strømmen til en negativ pris. Det kræver, at man går ned i det enkelte anlæg og ser på de støtteordninger, der findes.

Blandt andet har nogle en ordning, hvor selv om prisen er negativ, så far man støtte fra staten.

For nogle, der har solceller på hustaget - særligt i Holland - er der aftale om, at de kan lægge strømmen på lager i nettet.

De får så lov at bruge strømmen igen til vinter, hvor prisen normalt er højere. På den måde bliver de skærmet en smule for de negative priser.

Sidste sommer steg prisen på strøm eksplosivt, men kan det ske igen?

Det er der ikke så stor risiko for, mener Kristian Rune Poulsen. Sidste år var nemlig det, han kalder "den perfekte storm".

- Der var først og fremmest rigtig meget mangel på gas. Eller frygt for, at vi kom til at mangle gas, vil jeg snarere sige.

- Fordi vi har den her konflikt med Rusland, hvor russerne truede med at lukke ned for gassen. Og vi ville rigtig gerne have gas på lager til vinteren. Så der var panikstemning på energimarkedet og især på gasmarkedet, fordi vi vidste, at vi skulle bruge meget gas, siger han.

Det skabte nogle rekordhøje gaspriser, som efterfølgende smittede af på elpriserne, fordi vi har brug for gassen til at lave el.

Oven i det, var mange af de franske atomkraftværker ude af drift, og så var der tørke, så vandkraften heller ikke producerede den billige strøm, den normalt ville.

- Der skal gå meget galt, før vi kommer i sådan en situation igen, slutter Kristian Rune Poulsen.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter