Nationalmuseets direktør Rane Willerslev sagde forleden i DR Deadline, at danskerne i modsætning til mange andre folkeslag tager kulturarven for givet og derfor har glemt den. Dermed har vi mistet det, der binder os sammen. Han henviste samtidig til, at Trump, Putin og diktaturer i det hele taget er langt bedre end demokratier til at værne om den fælles forståelse for fortiden og således forme fremtiden.
Jeg tror, problemet ligger et andet sted og mere konkret sted.
Bevidst angreb
Det forholder sig snarere sådan, at uddannelsessystemet har været under angreb af især venstreorienterede og progressive kræfter, som ikke syntes, den nationale fortælling skulle fylde ret meget. Og fik noget nær frie hænder. Kulturarvens ringe forfatning skyldes ikke så meget glemsel, som den er et resultat af et bevidst angreb.
Engang opdrog skolen børnene til at kende salmebogen, og det var ikke unormalt, man begyndte dagen med fadervor. Men vor tids generationer kender ikke salmerne, når de kommer i kirke. Der har været et generelt angreb på sammenhængskraften i samfundet, netop for at forme fremtiden ved at afkoble folket fra sin kultur og historie.
Radikal opløsning
Mattias Tesfaye (S) kom fornyelig i skudlinjen, fordi han krævede forfatteren Martin Andersen Nexø på den såkaldte kulturkanon. Den er ikke bindende for undervisningen, men det burde den måske være?
Det Radikale Venstre har været fortaler for, selvfølgelig, at lærerne ikke skulle føle sig forpligtet af den, og mange besynger i høje toner frihed, at lærerne har fagligheden, og at det kun er godt, vi læser noget forskelligt.
Problemet med det er, at hvis vi alle sammen læser noget forskelligt, så har vi ikke noget udgangspunkt at være fælles om. Ingen fælles referenceramme.
Muslimsk oprustning
Som det ses, er der en politisk kamp om, hvordan undervisningsmiljøerne skal forme vores børn og unge. Nogen partier ønsker det ene, andre noget andet. Dertil er der nogen, som gerne ser det uden for politikkernes rækkevidde.
En lærer fra kommunistisk arbejdskreds ville måske gerne have friheden til at undervise børnene i snylterstatsteorien, men ved også godt, at mange ville blive forargede over det. Ligesom vi bliver forargede, når vi bliver fortalt, at nogle muslimske friskoler ser helt bort fra det danske og underviser børnene i Koranen og sharia for skatteborgernes penge i stedet.
Når vi giver friheden, kan vi faktisk ikke være sikker på, at det tjener vores fælles interesser, for det kan misbruges.
Demonstrativ dumhed
Inklusion og forandringer har ramt folkeskolen. Gymnasier og universiteter klager over, at eleverne ikke kommer med de forudsætninger, de burde have. Når eleverne ikke har nogen huller i deres uvidenhed, åbner det op for grænseløs dumhed.
Forsøget på at bruge Danmarks slavefortid som katalysator og mobiliseringsstrategi for en nymarxistisk revolution kan jo kun lade sig gøre, fordi folk aldrig har hørt om Thorkild Hansens glimrende slavetrilogi, hvor emnet er fuldt belyst.
Vi kan ikke bare slippe håndtaget, så vi ikke har noget at holde fast i. Vi bliver nødt til at have noget at være fælles om. Det kan ikke nytte noget, at vi mister vores fælles hukommelse. Dels kan det misbruges. Dels kan det betyde, at enhver gentagelse af historien vil komme bag på os.
Den ny kulturkamp
Den politiske kamp om at forme både fortiden og fremtiden er i høj grad meget nærværende og i fuld gang også andre steder. Den finder sted om medierne og kulturen med formål at forme vælgerne.
Københavns Universitet har fornyelig haft 130 buster til eksamen, hvor de er blevet målt på deres såkaldte patriachy- og white supremacy-score i håb om, at man kunne sløjfe nogle af dem.
Studerende på kunstakademiet smed en buste i havnen. Udstillinger med gamle malere som f.eks. Carl Bloch bliver druknet i modernitet.
Utallige tv-programmer kalder sig dokumentarer, men er forsynet med et kraftigt politisk filter. Ligesom arkitekternes modstand imod at bygge historicistisk, og forandringen af vores byrum til hård moderne firkantarkitektur, også har rod i revolutionære tanker og symboler på magt.
For mig at se er det vigtigt med en central styring, som sikrer samfundets interesser. Vi mangler i dag den almene dannelse, som giver mennesker mulighed for at navigere i tilværelsen. Vi skal forstå, hvad der lå før os, så vi kan forstå nutiden.
Følg forsvaret
I forsvaret har et fag en fagplan, hvor alle lektionerne har numre og er beskrevet i forhold til krav, vilkår og kriterier. Altså, hvad skal læres, hvad er rammerne for undervisningen i tid og resurser, og hvor godt skal det indlæres.
Hvis et tilsvarende system fandtes for folkeskolen, så ville en elev umiddelbart kunne flyttes midt i året fra en skole til en ny, og være med igen fra dag et. Et sådant system ville spare lærerne for meget forberedelsestid, og ville betyde, at børnenes skole ikke ville være en hindring for arbejdskraftens mobilitet i forhold til det faglige.
Der er store fordele ved en forholdsvis stram styring af undervisningsområdet. Dette gælder også de højere læreanstalter, kulturen og medierne, således at de ikke bliver kuppet af revolutionære særinteresser.
